Klima-demo

Er det ikke lidt paradoksalt, at klima-demonstranterne klager over, at de har frosset? Husk lige, hvad de demonstrerede imod: Global opvarmning! I mine øjne havde det været værre, hvis de havde siddet i timevis i den bagende sol...

Men jeg kan da godt forstå skuffelsen hos de anholdte demonstranter. Af de udtalelser de er kommet med, fremgår det tydeligt, at de havde forventet en sjov og fornøjelig oplevelse - sådan lidt à la en skovtur... Og det var vist en sjov og fornøjelig oplevelse for ca. 99.100 mennesker.

Men det er vigtigt at holde fokus. For det handler vel ikke om, hvorvidt hr. og fr. Jensen har frosset om numsen. Det handler forhåbentlig stadig om, at det er vigtigt, at der bliver fundet nogle gode kompromisser i Bella Centret. Nogle gode aftaler som kan føres ud i livet. Vi skal ikke finde os i, at de få ødelægger det for de mange. Det gælder iøvrigt både voldelige demonstranter og store miljøsyndere...

100 dage er en evighed...

For at holde styr på mig selv og alle mine aftaler har jeg indkøbt en studiekalender. Det er meget passende, da hele forløbet startede i august og behandlingen er overstået inden vi når sommerferien.

Den faktiske dato for starten på det hele er den 29. august 2009. Den har jeg døbt til dag 1. Det var den dag, jeg opdagede knuden i brystet. Jeg sad i søndags og skrev "dagsnumre" på hver enkelt side i kalenderen. I søndags rundede jeg nøjagtig dag nr. 100. For at sætte det i perspektiv kan jeg fortælle, at om endnu 100 dage er jeg færdig med kemo inkl. de sædvanlige bivirkninger... Hmmm... Det var faktisk lidt af en mavepuster. Tænk! At der er ligeså lang tid tilbage med kemo som den samlede tid, der er gået siden jeg blev rystet i min grundvold, den dag i august... Puha! Må tænke anderledes inden jeg bliver vanvittig!

Jeg er nu halvvejs i kemobehandlingen. Modtog 3. behandling i går. Mine tal er stadig meget fine - mit immunforsvar er faktisk slet ikke påvirket af cellegiften - skønt. Jeg har fravalgt H1N1-influenzavaccinen af samme grund.

Som jeg sidder her fredag aften - dagen efter kemoen - kommer bivirkningerne ligeså stille snigende... Ulysten til ALT! Det er fuldstændig underordnet om jeg ligger, sidder eller står. Jeg har ikke lyst til det, jeg gør og jeg har ikke lyst til at ændre stilling.

Det var også derfor, jeg var trodsig i går. Den forbandede sygdom skal ikke have lov til at sætte dagsordenen! Først gik jeg en tur i julebelysningens hyggelige skær sammen med Hanne B. og bagefter var jeg på pubben Upper Hill til quizaften sammen med Jeanett. Når jeg tænker på, hvor udmattet jeg var dagen FØR kemoen denne gang, burde det ikke være muligt at mobilisere kræfterne til den slags; men!!!! Det var vist mit helt personlige opgør med situationen. Jeg finder mig ikke i det! Så der røg et par dejlige, kolde fadbamser ned. Mmmmm... Smagte godt og jeg sov som en lille baaaaeby :-)

Træt af at være træt

Jeg bliver helt varm om hjertet af al den opmærksomhed, jeg får i denne tid... Tak for det!

Der har bredt sig en bekymring, fordi der er gået nogle dage siden, jeg skrev på bloggen sidst. Men jeg har det altså godt :-) Jeg er meget træt. Og er jeg ikke træt, så kører jeg mig selv så hårdt, at jeg helt sikkert bliver det. Jeg kan åbenbart ikke leve på andre måder... men jeg forsøger at passe på mig samtidig med, at jeg forsøger at leve så normalt som muligt.

Det er en underlig form for træthed. Min smækre krop vil gerne ligge ned det meste af tiden. Kroppen er træt og "tung"... Men det får den ikke lov til! Jeg tror, at det er vigtigt at holde sig i gang så vidt det er muligt.

Når man får en kræft-diagnose, så burde der følge en privatsekretær med... Der er simpelthen så meget, der skal holdes styr på. Medicin, genoptræning, undersøgelser, behandling, blodprøver, resultater og parkeringsforhold... Apropos mine tidligere blogs, så oplevede jeg i dag for første gang i flere år, at jeg IKKE fik en parkeringsplads. Hmmm... Skal vist lige huske at skrive "sende positive tanker ud i universet" ind i kalenderen til i morgen...