På min rejse igennem sundhedssystemet har jeg lige undergået endnu en operation. Jeg har været indlagt på Næstved Sygehus på en helt fantastisk afdeling. Mens jeg lå der og forsøgte at få tiden til at gå, begyndte jeg at lege en lille leg. Kunne jeg arbejde som (den titel, jeg mødte)…
Kunne jeg arbejde som social- og sundhedsassistent? Ja da. Det tror jeg da godt, at jeg kunne. Kunne jeg arbejde som rengøringsassistent? Tja… Det ville ikke være drømmejobbet, men det tror jeg da godt, at jeg kunne. Kunne jeg arbejde som sygeplejerske? Ja. Helt bestemt. Kunne jeg arbejde som portør? Ja, hvorfor ikke? Kunne jeg arbejde som læge? Jep. Tror jeg ville være en god en af slagsen…
Og så slog det mig. Der er faktisk kun én titel, jeg ikke gider at have: patient
fredag den 30. december 2011
tirsdag den 20. december 2011
Jeg er noget ganske særligt - og jeg er træt af det…
Hvordan var det lige, at mit liv endte med at være én lang række af prøvelser??? Synes faktisk ikke, at jeg har fortjent det og jeg kan da kun sige, at hvis jeg bliver straffet for noget, jeg har gjort i et tidligere liv, så har jeg fandeme godt nok været et røvhul…
Jeg skyder 2012 i gang med endnu et indgreb.
Efter mit stunt på min fødselsdag med ambulancekørsel og falden om i venteværelset og hvad ved jeg, anbefalede lægen, at jeg skulle have en hormonspiral. Den skulle afhjælpe den bivirkning jeg får af den medicin, jeg får pga. brystkræft (anti-østrogenmidlet Tamoxifen som kan give fortykket livmoderslimhinde med kraftige blødninger til følge).
Det var den 16. november at jeg kunne krydse "spiral" af på listen over ting, som åbenbart skal prøves - på trods af at jeg er blevet smidt i tidlig overgangsalder af de forbandede Tamoxifen´er. De eneste fordele ved at få antihormoner er, at man er fri for at tænke på prævention og man slipper for menstruation. Når man altså ikke lige er én af de uheldige få, som får problemer… Og her peger min højre pegefinger på: mig…
Siden spiralen blev sat op - og må jeg lige indsparke, at det var egentlig ikke nogen rar oplevelse - har jeg blødt og blødt og blødt… Det kan lyde mærkeligt, at jeg ventede så længe, men spiralens funktion var at "udtynde" slimhinden og hvis den virker, så bløder man jo. Ud skal det… I sidste uge tog jeg dog kontakt til lægen, som anbefalede at jeg skulle tage noget medicin til at stoppe blødningen. Fem dage skulle jeg tage medicinen. I søndags var sidste dag og jeg blødte faktisk mere ved slutningen af "kuren" end ved starten. Jeg tog derfor fat i sygehuset igen i går. "Min" læge havde fri, så jeg blev tilset af en mandlig overlæge. For at gøre en meget lang historie kort så konstaterede han, at spiralen sad forkert og sandsynligvis var grunden til, at jeg blødte. Den sad simpelthen og generede og havde sikkert også lavet hul i mig… Hans teori passer meget godt for efter han fjernede den i går, er blødningen stort set stoppet. Pyha… Det er dejligt! Nu kan det være, at jeg kan få jernbalancen på skinner igen. Og mon ikke det også hjælper på min træthed...
Han foretog også en vandscanning. Jeg har prøvet det før og det gør bare naller. Lægen sagde, at nu prøver vi. Hvis ikke du kan klare det, må du i bedøvelse… Men jeg gjorde det sgu! Uden at mægle et ord. Ikke så meget som et lille piv - eller en dumsmart bemærkning.
Man siger, at når én dør lukkes, åbnes en ny… Sådan er det også med mine problemer. Lægen fandt en stor dims i livmoderen. En polyp sandsynligvis. En stor fætter på 2,5 gange 3 cm. Og hvordan kan det lige lade sig gøre, at de ikke så den i sidste måned. Når man tænker på hvor mange, der har rodet rundt derinde - og her taler jeg altså om personer i hvide kitler med lange medicinstudier bag sig ;-) Nå, men den skal selvfølgelig fjernes. Det bliver den så den 13. januar. Fredag den 13. Lægen kunne faktisk godt forstå, at jeg gerne ville have en ny dato. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Eller det kunne det godt, men så blev det længere ud i fremtiden. Og det skal altså overstås hurtigst muligt.
Så i går måtte jeg ringe rundt til familien - eller det vil sige, at jeg måtte låne en telefon og sms´e folk for at bede dem ringe til mig, fordi jeg løb tør for taletid i går formiddag , mens jeg talte med lægen. Død var telefonen bare. Do I feel lucky? Nej nej nej… Der bliver tanket op igen i morgen. Men ring gerne til mig. Jeg er hjemme i dag :-) Nå, men jeg skulle have fat i familien for at aflyse juleaften. Jeg smider håndklædet i ringen og erkender, at jeg IKKE kan. Det gør ondt… Men det er åbenbart prisen, jeg skal betale for at være noget ganske særligt… Det skal lige indskydes, at min familie er trådt til og julen skal nok blive fejret. Og jeg glæder mig...
Jeg skyder 2012 i gang med endnu et indgreb.
Efter mit stunt på min fødselsdag med ambulancekørsel og falden om i venteværelset og hvad ved jeg, anbefalede lægen, at jeg skulle have en hormonspiral. Den skulle afhjælpe den bivirkning jeg får af den medicin, jeg får pga. brystkræft (anti-østrogenmidlet Tamoxifen som kan give fortykket livmoderslimhinde med kraftige blødninger til følge).
Det var den 16. november at jeg kunne krydse "spiral" af på listen over ting, som åbenbart skal prøves - på trods af at jeg er blevet smidt i tidlig overgangsalder af de forbandede Tamoxifen´er. De eneste fordele ved at få antihormoner er, at man er fri for at tænke på prævention og man slipper for menstruation. Når man altså ikke lige er én af de uheldige få, som får problemer… Og her peger min højre pegefinger på: mig…
Siden spiralen blev sat op - og må jeg lige indsparke, at det var egentlig ikke nogen rar oplevelse - har jeg blødt og blødt og blødt… Det kan lyde mærkeligt, at jeg ventede så længe, men spiralens funktion var at "udtynde" slimhinden og hvis den virker, så bløder man jo. Ud skal det… I sidste uge tog jeg dog kontakt til lægen, som anbefalede at jeg skulle tage noget medicin til at stoppe blødningen. Fem dage skulle jeg tage medicinen. I søndags var sidste dag og jeg blødte faktisk mere ved slutningen af "kuren" end ved starten. Jeg tog derfor fat i sygehuset igen i går. "Min" læge havde fri, så jeg blev tilset af en mandlig overlæge. For at gøre en meget lang historie kort så konstaterede han, at spiralen sad forkert og sandsynligvis var grunden til, at jeg blødte. Den sad simpelthen og generede og havde sikkert også lavet hul i mig… Hans teori passer meget godt for efter han fjernede den i går, er blødningen stort set stoppet. Pyha… Det er dejligt! Nu kan det være, at jeg kan få jernbalancen på skinner igen. Og mon ikke det også hjælper på min træthed...
Han foretog også en vandscanning. Jeg har prøvet det før og det gør bare naller. Lægen sagde, at nu prøver vi. Hvis ikke du kan klare det, må du i bedøvelse… Men jeg gjorde det sgu! Uden at mægle et ord. Ikke så meget som et lille piv - eller en dumsmart bemærkning.
Man siger, at når én dør lukkes, åbnes en ny… Sådan er det også med mine problemer. Lægen fandt en stor dims i livmoderen. En polyp sandsynligvis. En stor fætter på 2,5 gange 3 cm. Og hvordan kan det lige lade sig gøre, at de ikke så den i sidste måned. Når man tænker på hvor mange, der har rodet rundt derinde - og her taler jeg altså om personer i hvide kitler med lange medicinstudier bag sig ;-) Nå, men den skal selvfølgelig fjernes. Det bliver den så den 13. januar. Fredag den 13. Lægen kunne faktisk godt forstå, at jeg gerne ville have en ny dato. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Eller det kunne det godt, men så blev det længere ud i fremtiden. Og det skal altså overstås hurtigst muligt.
Så i går måtte jeg ringe rundt til familien - eller det vil sige, at jeg måtte låne en telefon og sms´e folk for at bede dem ringe til mig, fordi jeg løb tør for taletid i går formiddag , mens jeg talte med lægen. Død var telefonen bare. Do I feel lucky? Nej nej nej… Der bliver tanket op igen i morgen. Men ring gerne til mig. Jeg er hjemme i dag :-) Nå, men jeg skulle have fat i familien for at aflyse juleaften. Jeg smider håndklædet i ringen og erkender, at jeg IKKE kan. Det gør ondt… Men det er åbenbart prisen, jeg skal betale for at være noget ganske særligt… Det skal lige indskydes, at min familie er trådt til og julen skal nok blive fejret. Og jeg glæder mig...
onsdag den 23. november 2011
For 102 mio danske kroner blandet kummefryser, tagbøjler og rengøringshjælp om jeg må bede…
I aften spilles der lotto om 102 millioner gode danske kroner. Det er mange penge. Og chancerne for at vinde er meget dårlige… Men nogen skal jo vinde - på et eller andet tidspunkt. Så hvorfor ikke mig?
Da jeg stod i den lange kø her omkring fyraftenstid, havde jeg mange tanker. Fordi det var ikke det sædvanlige sted jeg havde tænkt mig at købe kuponen. Skulle jeg virkelig ende med at være en af de der historier om hende, der af omstændighederne blev tvunget til at købe sin lottokupon et andet sted? Eller skulle jeg bruge 15 minutter ekstra for at købe kuponen i den sædvanlige kiosk. Så ville jeg jo være hende den loyale, hvis jeg gik hen og vandt.
Mens jeg stod i køen - og den var l-a-n-g - gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Foran mig stod to unge mænd. De valgte at gå, fordi det tog for lang tid. Ventetiden brugte jeg på at tænke endnu flere tanker. Hvis de stod af, så ville jeg jo nok i princippet få deres lynlotto. Måske det var meningen???? Eller også skulle jeg købe to kuponer? Det er store beslutninger.
Og hvad ville jeg egentlig bruge 102 millioner danske kroner til? Tja…. Rengøringshjælp, gartner til sommerhushaven, en kummefryser og tagbøjler til bilen så jeg kan fragte min havkajak til ønskede steder… Det er faktisk det eneste jeg mangler. Vandt jeg, ville jeg naturligvis forsøde tilværelsen for mine kære, give til velgørenhed og investere i sikre obligationer :-)
Men 102 millioner kroner! Det er jo vanvittigt… Håber at 100 personer hver vinder ca. 1 millioner kroner. Det ville sprede så meget glæde og ville være nemmere at håndtere for vinderne…
Men jeg stod altså også i kø af en anden grund. Min elskede mor kunne have haft bryllupsdag i dag. Så hun skulle selvfølgelig have blomster i dag. Med min meget savnede, afdøde far i tankerne fik hun en buket roser. Og hun blev glad. Hendes smil var faktisk 102 millioner danske kroner værd :-)
Da jeg stod i den lange kø her omkring fyraftenstid, havde jeg mange tanker. Fordi det var ikke det sædvanlige sted jeg havde tænkt mig at købe kuponen. Skulle jeg virkelig ende med at være en af de der historier om hende, der af omstændighederne blev tvunget til at købe sin lottokupon et andet sted? Eller skulle jeg bruge 15 minutter ekstra for at købe kuponen i den sædvanlige kiosk. Så ville jeg jo være hende den loyale, hvis jeg gik hen og vandt.
Mens jeg stod i køen - og den var l-a-n-g - gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Foran mig stod to unge mænd. De valgte at gå, fordi det tog for lang tid. Ventetiden brugte jeg på at tænke endnu flere tanker. Hvis de stod af, så ville jeg jo nok i princippet få deres lynlotto. Måske det var meningen???? Eller også skulle jeg købe to kuponer? Det er store beslutninger.
Og hvad ville jeg egentlig bruge 102 millioner danske kroner til? Tja…. Rengøringshjælp, gartner til sommerhushaven, en kummefryser og tagbøjler til bilen så jeg kan fragte min havkajak til ønskede steder… Det er faktisk det eneste jeg mangler. Vandt jeg, ville jeg naturligvis forsøde tilværelsen for mine kære, give til velgørenhed og investere i sikre obligationer :-)
Men 102 millioner kroner! Det er jo vanvittigt… Håber at 100 personer hver vinder ca. 1 millioner kroner. Det ville sprede så meget glæde og ville være nemmere at håndtere for vinderne…
Men jeg stod altså også i kø af en anden grund. Min elskede mor kunne have haft bryllupsdag i dag. Så hun skulle selvfølgelig have blomster i dag. Med min meget savnede, afdøde far i tankerne fik hun en buket roser. Og hun blev glad. Hendes smil var faktisk 102 millioner danske kroner værd :-)
mandag den 21. november 2011
That´s what friends are for... Og hvor er jeg glad for mine...
Når man ligger i en scanner og pludselig får tanken: "scanneren var meget tæt på min næse… Mon mine knæ stikker højere op end næsen? Får jeg knust mine knæskaller lige om lidt????!!!!" Så kan man faktisk godt føle en lille snert af panik. Men kun indtil man kommer i tanke om, at det jo nok ikke er anderledes end når en bil er i vaskehal. Der er også en eller anden sikkerhedsanordning, der sikrer, at vaske/tørredimsen ikke kvaser bilen. Og den virker da i langt de fleste tilfælde… Altså lige indtil den dag, den flår taget af en bil!!! Tilbage til panikken…
Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.
De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…
Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)
Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.
At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)
Lene og jeg havde en fantastisk dag sammen i dag. Vi spillede kort, grinede, spiste morgenmad og grinede endnu mere. Billedet er fra foyeren på Næstved Sygehus...
Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.
De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…
Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)
Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.
At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)
mandag den 7. november 2011
So what???!!! I´m still a rockstar...
Mit profilbillede på denne side fylder i dag 2 år. Det var en af de bedste dage i mit liv. Pink koncert sammen med niecen i Forum efter at have fået en make-over hos frisøren… Med kemo brusende i årerne - iført høje hæle og ikke en stol så langt øjet rakte… Egentlig nemmere at have brystkræft end et dårligt knæ :-)
Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.
Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…
Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…
Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...
Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.
Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…
Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…
Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...
lørdag den 15. oktober 2011
Flyttedag... til en anden blog
Bloggen er efterhånden blevet en noget rodet affære… Helles Corner vil fremover handle om mit liv som kræftoverlever. Alle os, der er medlem af "Klub Kræft" har et fællesskab. Det er jeg meget glad og taknemmelig for. Eneste kriterie for at blive medlem er, at man har været eller er ramt af kræft i en eller anden form. Vi har snakket om at stoppe for tilgangen af nye medlemmer. Det blev enstemmigt vedtaget! :-)
Men med så meget fjol på hjernen og så mange meninger om ALT, så er jeg naturligvis nødt til at få luft et andet sted. Det gør jeg så på denne blog:
http://www.hovedet-paa-bloggen.blogspot.com/
Her kan man også læse seneste update om dating...
Jeg håber, at rigtig mange vil læse med :-)
P.S. Man må gerne stadig læse med på Helles Corner, selvom man ikke er så heldig at have været ramt af kræft… Jeg vil bare ikke bruge så mange kræfter på at pakke tingene ind...
Men med så meget fjol på hjernen og så mange meninger om ALT, så er jeg naturligvis nødt til at få luft et andet sted. Det gør jeg så på denne blog:
http://www.hovedet-paa-bloggen.blogspot.com/
Her kan man også læse seneste update om dating...
Jeg håber, at rigtig mange vil læse med :-)
P.S. Man må gerne stadig læse med på Helles Corner, selvom man ikke er så heldig at have været ramt af kræft… Jeg vil bare ikke bruge så mange kræfter på at pakke tingene ind...
søndag den 11. september 2011
Hvad er det, der er 27 cm langt og kommer fra Aalborg?
Jeg har gjort noget vildt… Jeg har kastet mig ud på online-dating markedet. Efter at have taget tilløb flere gange, har jeg nu oprettet en profil. Og hånden på hjertet: Jeg hader det! Og er ret overbevist om, at jeg ALDRIG kommer til at møde nogen som helst af disse bejlere IRL. Det tør jeg simpelthen ikke! Efter alt det jeg har været igennem, så ville det være pænt ærgerligt at dukke op i parteret tilstand i en stor kuffert i Peblingesøen… For man ved jo ikke, hvad det er for en, der gemmer sig bag profilnavnet. Altså nogle profilnavne giver jo sig selv… "Aalborg27cm" f.eks. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad han har målt til at være 27 cm… 27 cm! Hm…
Eller hvad med "Trofast 65"? Er det kun mig eller tænker du også på en hund??? Trofast…
Mit eget profilnavn er en hemmelighed. Og det er min profil faktisk også. Jeg har ikke billede på. Det er alt for grænseoverskridende for mig. "Jamen, så er der ingen, der skriver". Og jo! Det er der. Unge mænd byder sig til… Med profilbilleder af deres nøgne overkroppe. Og jeg er langt fra imponeret. Nu er det måske bare mig, der er mærkelig, men et billede af en 22-årig ung mand, der måske nok er vokset til i højden, men mangler drøjden - dét er sgu ikke lige mig… Og så 22 år gammel! Det ville faktisk være mere oplagt at lade ham møde min jævnaldrende søn. Det kunne jo være, at de havde fælles interesser - som IKKE indbefatter mor!!!
Det er en meget almindelig måde at mødes på. Men det er da noget mærkeligt, markedsagtigt noget. Hvis jeg snakkede højt med mig selv ville jeg være hæs af at sige "duer ikke - væk! Næste!" som en anden prinsesse fra et eventyr. Og hvor meget eventyr er der egentlig over at sidde til sit eget bryllup og sige "ja, vi mødtes jo så på netdating. Han var "BigTool4U" og jeg var "StiveSkruer". Arj! Det holder altså ikke…
Eller hvad med "Trofast 65"? Er det kun mig eller tænker du også på en hund??? Trofast…
Mit eget profilnavn er en hemmelighed. Og det er min profil faktisk også. Jeg har ikke billede på. Det er alt for grænseoverskridende for mig. "Jamen, så er der ingen, der skriver". Og jo! Det er der. Unge mænd byder sig til… Med profilbilleder af deres nøgne overkroppe. Og jeg er langt fra imponeret. Nu er det måske bare mig, der er mærkelig, men et billede af en 22-årig ung mand, der måske nok er vokset til i højden, men mangler drøjden - dét er sgu ikke lige mig… Og så 22 år gammel! Det ville faktisk være mere oplagt at lade ham møde min jævnaldrende søn. Det kunne jo være, at de havde fælles interesser - som IKKE indbefatter mor!!!
Det er en meget almindelig måde at mødes på. Men det er da noget mærkeligt, markedsagtigt noget. Hvis jeg snakkede højt med mig selv ville jeg være hæs af at sige "duer ikke - væk! Næste!" som en anden prinsesse fra et eventyr. Og hvor meget eventyr er der egentlig over at sidde til sit eget bryllup og sige "ja, vi mødtes jo så på netdating. Han var "BigTool4U" og jeg var "StiveSkruer". Arj! Det holder altså ikke…
lørdag den 27. august 2011
Angsten som tro følgesvend
Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Men jeg er rystet og har brug for at få lidt luft. Jeg ved, at en del kræftoverlevere læser med og at I vil kunne nikke genkendende til denne her forbistrede angst for tilbagefald, der følger med, når man har været ramt af kræft.
Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.
Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.
Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.
Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.
Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.
Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.
tirsdag den 12. april 2011
TLC ønskes. Please!!!!
Hvis jeg turde, ville jeg tage en lille sejrsdans i stuen. Men det skal jeg ikke nyde noget af. Af skade bliver man klog… Dans eller ej, jeg har lige haft en stor sejr. Her mere end fire uger efter jeg kom til skade med knæet, har jeg været ude at gå en tur. En tur jeg har gået hundredvis af gange før, men denne tur var nu noget særligt. Foran ligger et meget stort genoptræningsarbejde og skal jeg være ærlig, så har jeg faktisk ikke kræfterne til det. Men hvad fanden skal jeg gøre??? Man får ikke større byrder end ens skuldre kan bære. En fantastisk sætning, jeg har hørt adskillige gange de seneste par år. What a load of bullshit! Man kan faktisk godt nå en øvre grænse… Og min er nået for længst.
Udover det smertehelvede et genoptræningsforløb følger med sig, så skal jeg endnu en gang se til, mens alle andre lever og jeg kan blot kigge på og lytte til alle de dejlige historier. Alt hvad jeg gerne vil, er ikke muligt lige nu. Havkajak - no go. Trekking - no go. Svømning - no go. Løb - no go. Hmmm…. Hvad kan jeg så? Ja, kigger man på, hvad jeg lige har skrevet, så fejler evnen til god, gedigen brok i hvert fald ingenting :-)
Udover det smertehelvede et genoptræningsforløb følger med sig, så skal jeg endnu en gang se til, mens alle andre lever og jeg kan blot kigge på og lytte til alle de dejlige historier. Alt hvad jeg gerne vil, er ikke muligt lige nu. Havkajak - no go. Trekking - no go. Svømning - no go. Løb - no go. Hmmm…. Hvad kan jeg så? Ja, kigger man på, hvad jeg lige har skrevet, så fejler evnen til god, gedigen brok i hvert fald ingenting :-)
tirsdag den 1. marts 2011
Alene...
Dette digt skrev jeg sidste sommer.Yderligere ord er vist overflødige...
Alene i natten. Alene.
Alene med angsten. Alene.
Alene med angsten. Alene.
Jeg ligger i mørket. Huset sover. En tåre triller på min kind.
"Du er sej", siger de. Men jeg er alene.
"Vi kommer igennem dette her", siger de. Men jeg er alene.
Jeg kan ikke sende andre. Det er MIN krop og MIT liv.
Det er MIN angst.
Jeg er alene...
søndag den 27. februar 2011
tirsdag den 1. februar 2011
At bære med smil sin byrde...
Jeg har tidligere skrevet om et menneske, som efterlod sig et aftryk.
Dem har jeg mødt mange af. Om det er fordi jeg er særdeles heldig eller om det er fordi jeg er særlig opmærksom, det ved jeg ikke… Men tillad mig at fortælle om endnu et fantastisk menneske:
Vi er næsten på samme alder. Vi blev - uden at vide det på det tidspunkt - opereret for brystkræft på den samme dag - hun på Herlev, jeg i Ringsted. Jeg skulle igennem endnu en operation 16 dage senere. Hun var derfor 2 uger foran mig i hele efterbehandlingsforløbet. Da mit stråleterapiforløb skulle planlægges spurgte jeg sygeplejersken om man måtte komme med ønsker. Hun så lidt træt ud i blikket, da hun svarede: "ja… men vi KAN altså ikke give alle patienter stråler om morgenen…" Det var slet ikke mit ærinde. Jeg ønskede bare, at de ville planlægge Lenes og mit forløb således, at vi kunne følges. Hun lyste helt op, da det gik op for hende, hvad jeg mente. Dét havde hun aldrig været ude for før. Den del af stråle-forløbet, hvor vi kunne følges (Lenes sidste halvdel og min første halvdel) fik vi således for det meste tider nogenlunde samtidig. Tiden blev fordrevet med kortspil, spisning af medbragt morgenbrød og latter… Masser af latter.
Og Lene er hendes navn. Hende, som har efterladt et aftryk…
Vi mødte hinanden, da vi begge deltog i et "look good - feel better"-arrangement på Næstved Sygehus i november 2009. Der sad vi med vores parykker (som i parentes bemærket meget hurtigt blev taget af) og skulle forventningsfulde - og rædselsslagne - modtage undervisning i at lægge make up, som kunne sløre kemoterapiens rædselsfulde virkning… vi fik undervisning i at sminke øjnene, så man (næsten) ikke bemærker de manglende øjenvipper, hvordan man får lidt kulør i det blege ansigt og hvordan man tegner øjenbryn, når der ikke er et eneste hårstrå tilbage…
Lene sad skråt overfor mig. Vi havde kigget hinanden lidt an, da hun udbrød: "Hedder du ikke Helle?" Og jo, det gør jeg jo. Det viste sig, at vi havde gået på den samme folkeskole. Hun en årgang ældre end jeg. Efter undervisningen faldt vi i snak. Noget vi har gjort utallige gange siden. Og at kalde det snak er vel egentlig en underdrivelse. Det er så absolut ikke ligegyldigheder, der bliver drøftet, når vi er sammen. At blive ramt af kræft, når man befinder sig midt i livet er en særegen oplevelse. Om man bliver et bedre menneske af at have fornemmet manden med leens ånde meget tæt på nakken, det ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at jeg har mødt rigtig mange mennesker, som har prøvet det. Ingen af dem - ingen! - kan betegnes som egoistiske. Igen, om det er situationen, der gør sig gældende eller om kræft kun rammer mennesker, der faktisk er fantastiske og rummelige mennesker, det skal jeg ikke kunne sige… Kan du høre, jeg smiler?
Lene var som sagt 2 uger foran mig i behandlingen og det er netop i dag præcis 1 år siden, hun fik sin sidste kemobehandling. Jeg var med hende. Ligesom hun var med mig 14 dage senere. De måtte stikke hende flere gange for at finde en egnet åre. Men hun er simpelthen bare så sej! Som hun selv siger, så fejler hun sjældent noget. Men når hun gør, så er det alvorligt. Hun blev således ramt af kræft i spiserøret i en alder af bare 33 år og der har igennem hele hendes brystkræftforløb hvilet en ro over hende. Hun har en evne til at betragte en given situation som et bump på vejen. At livet sommetider er uretfærdigt, hersker der ingen tvivl om. Hvorfor skal sådan et fantastisk menneske igennem sådan en hård kamp 2 gange så tidligt i livet?
Jeg har lige talt med hende i telefonen. Hun var til kontrol på onkologisk afdeling i går. Alt ser godt ud. Yderligere tiltag for at forhindre tilbagefald og afhjælpe bivirkninger af efterbehandlingen afventer. Rekonstruktion af brystet afventer. Og Lene? Hun tager det hele med ophøjet ro - som altid. Hun tager en dag ad gangen - og smiler imens… Hun er ganske enkelt et fantastisk menneske!
Dem har jeg mødt mange af. Om det er fordi jeg er særdeles heldig eller om det er fordi jeg er særlig opmærksom, det ved jeg ikke… Men tillad mig at fortælle om endnu et fantastisk menneske:
Vi er næsten på samme alder. Vi blev - uden at vide det på det tidspunkt - opereret for brystkræft på den samme dag - hun på Herlev, jeg i Ringsted. Jeg skulle igennem endnu en operation 16 dage senere. Hun var derfor 2 uger foran mig i hele efterbehandlingsforløbet. Da mit stråleterapiforløb skulle planlægges spurgte jeg sygeplejersken om man måtte komme med ønsker. Hun så lidt træt ud i blikket, da hun svarede: "ja… men vi KAN altså ikke give alle patienter stråler om morgenen…" Det var slet ikke mit ærinde. Jeg ønskede bare, at de ville planlægge Lenes og mit forløb således, at vi kunne følges. Hun lyste helt op, da det gik op for hende, hvad jeg mente. Dét havde hun aldrig været ude for før. Den del af stråle-forløbet, hvor vi kunne følges (Lenes sidste halvdel og min første halvdel) fik vi således for det meste tider nogenlunde samtidig. Tiden blev fordrevet med kortspil, spisning af medbragt morgenbrød og latter… Masser af latter.
Og Lene er hendes navn. Hende, som har efterladt et aftryk…
Vi mødte hinanden, da vi begge deltog i et "look good - feel better"-arrangement på Næstved Sygehus i november 2009. Der sad vi med vores parykker (som i parentes bemærket meget hurtigt blev taget af) og skulle forventningsfulde - og rædselsslagne - modtage undervisning i at lægge make up, som kunne sløre kemoterapiens rædselsfulde virkning… vi fik undervisning i at sminke øjnene, så man (næsten) ikke bemærker de manglende øjenvipper, hvordan man får lidt kulør i det blege ansigt og hvordan man tegner øjenbryn, når der ikke er et eneste hårstrå tilbage…
Lene sad skråt overfor mig. Vi havde kigget hinanden lidt an, da hun udbrød: "Hedder du ikke Helle?" Og jo, det gør jeg jo. Det viste sig, at vi havde gået på den samme folkeskole. Hun en årgang ældre end jeg. Efter undervisningen faldt vi i snak. Noget vi har gjort utallige gange siden. Og at kalde det snak er vel egentlig en underdrivelse. Det er så absolut ikke ligegyldigheder, der bliver drøftet, når vi er sammen. At blive ramt af kræft, når man befinder sig midt i livet er en særegen oplevelse. Om man bliver et bedre menneske af at have fornemmet manden med leens ånde meget tæt på nakken, det ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at jeg har mødt rigtig mange mennesker, som har prøvet det. Ingen af dem - ingen! - kan betegnes som egoistiske. Igen, om det er situationen, der gør sig gældende eller om kræft kun rammer mennesker, der faktisk er fantastiske og rummelige mennesker, det skal jeg ikke kunne sige… Kan du høre, jeg smiler?
Lene var som sagt 2 uger foran mig i behandlingen og det er netop i dag præcis 1 år siden, hun fik sin sidste kemobehandling. Jeg var med hende. Ligesom hun var med mig 14 dage senere. De måtte stikke hende flere gange for at finde en egnet åre. Men hun er simpelthen bare så sej! Som hun selv siger, så fejler hun sjældent noget. Men når hun gør, så er det alvorligt. Hun blev således ramt af kræft i spiserøret i en alder af bare 33 år og der har igennem hele hendes brystkræftforløb hvilet en ro over hende. Hun har en evne til at betragte en given situation som et bump på vejen. At livet sommetider er uretfærdigt, hersker der ingen tvivl om. Hvorfor skal sådan et fantastisk menneske igennem sådan en hård kamp 2 gange så tidligt i livet?
Jeg har lige talt med hende i telefonen. Hun var til kontrol på onkologisk afdeling i går. Alt ser godt ud. Yderligere tiltag for at forhindre tilbagefald og afhjælpe bivirkninger af efterbehandlingen afventer. Rekonstruktion af brystet afventer. Og Lene? Hun tager det hele med ophøjet ro - som altid. Hun tager en dag ad gangen - og smiler imens… Hun er ganske enkelt et fantastisk menneske!
lørdag den 15. januar 2011
Alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør"
Er det bare mig eller klinger det fuldstændig hult, når Henriette Kjær skal fortælle os - borgerne i Danmark - hvordan vi skal føre en ansvarlig økonomisk politik? At hun har rod i sin privatøkonomi er vel ret beset hendes egen sag, men når nu det er offentlig kendt, så kan hun jo have nok så mange gode pointer. Jeg aner ikke, hvad hun står for. Mine ører nægter simpelthen at høre efter.
Generelt er der alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør" over politikerne. Og jeg er træt af det. Jeg vil gerne have nogle gode forbilleder og rollemodeller. Politikerne, som jo er dem, der laver spillereglerne for os alle sammen har den grundholdning, at reglerne skal gælde alle. Altså lige på nær dem selv, fordi de er noget ganske særligt. Hvorfor i alverden skal vi andre så følge reglerne? Ser man på nogle af eksemplerne, så er de enkeltvis betragtet bagateller. Det er mængden af dem, der er problematisk.
Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg sommetider føler mig tisset på, når politikerne siger ét og gør noget andet. Hvordan kan man sige til befolkningen, at de skal vælge folkeskolen og så derefter sende sine egne børn i privatskoler. At politikerne så toner frem på skærmen og fortæller, at lige netop deres børn lige p.t. har et særligt behov for at gå på en mindre skole, når der lige p.t. rundt om i kommunerne nedlægges den ene lille kommunale skole efter den anden, så bliver jeg harm. Det er ikke alle, der har råd til at sende børnene på privatskole og nu er det ikke kun de bedrestilledes børn, som kan have behov for at gå på en lille skole i en periode. Politikerne trænger til at komme ud i virkeligheden. Det skulle forbydes for siddende politikere på Borgen at genopstille. Lad os viske tavlen ren og få en ny flok derind. En god blanding af samvittighedsfulde borgere med vidt forskellige baggrunde. Korte, lange og ingen uddannelser. Nogle som har sikret sig, når de nærmer sig pensionsalderen og nogle som ikke har. Nogle som bor i store villaer nord for København og nogle som bor i lejlighedskomplekser i såkaldte ghettoer. Nogle som har prøvet at leve af kontanthjælp og nogle som har arbejdet siden de forlod skolen efter 9. klasse. Nogle som aldrig har prøvet at være på arbejdsmarkedet, men som til gengæld har et indgående kendskab til uddannelsessystemet.
Nogle gæve borgere med rigtige erfaringer i rygsækken. Nogle vi andre kan spejle os i…
Nu er det jo ikke sådan at de nuværende politikere skulle udelukkes fra politik i al evighed. De skulle skam have lov til at komme tilbage, når de havde udtjent deres "borgerpligt" ved at arbejde ude i virkeligheden i minimum 4 år (samme tidsramme som en valgperiode). De ville have rigtig godt af at arbejde i hjemmeplejen, på skolerne, i børnehaverne, på jobcentrene og på sygehusene. For blot at nævne nogle… Mon ikke de ville have et helt andet syn og en helt anden forståelse for borgernes vilkår. Både som arbejdstagere og brugere af systemet… Mon ikke erfaringerne i bund og grund er mere værd end nok så mange kandidatgrader?
torsdag den 13. januar 2011
Dead or alive...
Da jeg vågnede her til morgen, troede jeg simpelthen, at jeg var død. Eller i hvert fald skindød. Jeg vågnede 3 kvarter før vækkeuret ringede. Resten af huset sov. Der var helt stille og mørkt. Og jeg var superfrisk lige indtil jeg forsøgte at bevæge mig. Mine muskler var som kogt spaghetti. Fuldstændig slatne.
Selv den energi det kræver at trække vejret, syntes unødig. Kunne den brystkasse dog ikke bare forholde sig lidt i ro… Hvordan kan man være så klar i hovedet, når ens krop er mere død end levende?
Det var ikke en uvant følelse. Indtil for en måned siden vågnede jeg faktisk på denne måde de fleste morgener. Men så begyndte der at ske fremskridt. Og det er nok derfor jeg bliver lidt modløs. Nu gik det ligeså godt og så skal der ikke mere end en enkelt aften med aktivitet til at vælte læsset. Ja, aktivitet og aktivitet… Jeg skulle bare sidde på min flade og lytte. Jeg var til et rigtig godt foredrag med Chris MacDonald i Næstved tirsdag aften. Det kostede så en fraværsdag i går, hvor jeg hvilede mig. Og lige meget hjalp det. I dag har jeg ændret strategi. Jeg har meddelt, at jeg kommer senere og da Benjamin var sendt af sted, spiste jeg min vigtige morgenmad, tog vandrestøvler på og hunden i snor. Det har hjulpet. Kroppen skriger stadig på at få lov at sidde og ligge hele tiden, men jeg forsøger at finde mute-knappen, så jeg ikke kan høre det…
Selv den energi det kræver at trække vejret, syntes unødig. Kunne den brystkasse dog ikke bare forholde sig lidt i ro… Hvordan kan man være så klar i hovedet, når ens krop er mere død end levende?
Det var ikke en uvant følelse. Indtil for en måned siden vågnede jeg faktisk på denne måde de fleste morgener. Men så begyndte der at ske fremskridt. Og det er nok derfor jeg bliver lidt modløs. Nu gik det ligeså godt og så skal der ikke mere end en enkelt aften med aktivitet til at vælte læsset. Ja, aktivitet og aktivitet… Jeg skulle bare sidde på min flade og lytte. Jeg var til et rigtig godt foredrag med Chris MacDonald i Næstved tirsdag aften. Det kostede så en fraværsdag i går, hvor jeg hvilede mig. Og lige meget hjalp det. I dag har jeg ændret strategi. Jeg har meddelt, at jeg kommer senere og da Benjamin var sendt af sted, spiste jeg min vigtige morgenmad, tog vandrestøvler på og hunden i snor. Det har hjulpet. Kroppen skriger stadig på at få lov at sidde og ligge hele tiden, men jeg forsøger at finde mute-knappen, så jeg ikke kan høre det…
onsdag den 12. januar 2011
Der skal være balance i tingene...
Hvordan lærer man at leve med en konstant følgesvend, som hedder træthed? En træthed, som ikke kan bekæmpes med søvn og hvile; men som gør, at man næsten ikke kan holde sig oprejst. Alle muskler i kroppen virker slappe. Sådan som kroppen føles lige når man vågner og man ligesom vækker kroppen ved at strække sig. Det hjælper bare ikke at strække sig. Det eneste som ikke føles slapt, er mine hofter. De er til gengæld stive og det koster nogle kræfter, hver gang jeg skal rejse mig. Det bliver man også træt af i længden.
Trætheden er en konsekvens af, at jeg takkede ja til kemoterapi. Men hvis ikke jeg havde takket ja til behandlingen, så havde jeg måske ikke været her i dag. Og så kan jeg vel godt lære at leve med træthed. Og det er det jeg er i gang med: at lære at leve med trætheden. Fordi hvornår skal jeg give efter for kroppens konstante ønske om at hvile og hvornår skal jeg presse mig selv? Det er ikke noget man får hjælp til at finde ud af og jeg ved, at det er noget, som rigtig mange kræftoverlevere kæmper med. Det er ikke fordi det skorter på gode og velmenende råd fra omgivelserne. Og jeg opsøger da også selv hele tiden viden om emnet. Sund kost og regelmæssig motion. God søvn. Positiv tænkning. Det er de gennemgående temaer. Der står ikke nogen steder, at man får det bedre af at beklage sig og heller ikke, at det hjælper, hvis ens mantra er: "jeg er træt"…
Men hvor er det svært at holde for sig selv. Jeg vil gerne mødes af forståelse. Ikke ynk. Ikke "tag-dig-sammen"-attitude. Bare forståelse. Og forståelse får jeg hos andre kræftoverlevere. Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det.
I dag har jeg en dynedag. Det er ikke synd for mig. Jeg har ikke brug for et venligt spark bagi. Jeg har brug for at finde balancen. Den nye balance i mit liv. Balancen mellem arbejdsliv, pligter, familieliv og fritidsliv - og min udfordring: trætheden
Trætheden er en konsekvens af, at jeg takkede ja til kemoterapi. Men hvis ikke jeg havde takket ja til behandlingen, så havde jeg måske ikke været her i dag. Og så kan jeg vel godt lære at leve med træthed. Og det er det jeg er i gang med: at lære at leve med trætheden. Fordi hvornår skal jeg give efter for kroppens konstante ønske om at hvile og hvornår skal jeg presse mig selv? Det er ikke noget man får hjælp til at finde ud af og jeg ved, at det er noget, som rigtig mange kræftoverlevere kæmper med. Det er ikke fordi det skorter på gode og velmenende råd fra omgivelserne. Og jeg opsøger da også selv hele tiden viden om emnet. Sund kost og regelmæssig motion. God søvn. Positiv tænkning. Det er de gennemgående temaer. Der står ikke nogen steder, at man får det bedre af at beklage sig og heller ikke, at det hjælper, hvis ens mantra er: "jeg er træt"…
Men hvor er det svært at holde for sig selv. Jeg vil gerne mødes af forståelse. Ikke ynk. Ikke "tag-dig-sammen"-attitude. Bare forståelse. Og forståelse får jeg hos andre kræftoverlevere. Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det.
I dag har jeg en dynedag. Det er ikke synd for mig. Jeg har ikke brug for et venligt spark bagi. Jeg har brug for at finde balancen. Den nye balance i mit liv. Balancen mellem arbejdsliv, pligter, familieliv og fritidsliv - og min udfordring: trætheden
fredag den 7. januar 2011
Aftryk...
Nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk.
Meget tidligt i mit sygdomsforløb mødte jeg sådan en… Hun var - som så mange andre - iklædt en hvid kittel. Første gang jeg mødte hende spurgte hun interesseret og med meget stor empati til min helbredstilstand. Det var i oktober 2009. Lige før min første kemo. Det møde gjorde meget stort indtryk på mig. Hun kunne se, at jeg var henvist fra onkologisk afd. (kræft afd.) Jeg fortalte hvordan og hvorledes, da hun spurgte. Mens hun gjorde klar til at tappe blodet fortalte hun, at hendes mand havde kræft. Det hele endte ud i, at hun græd og jeg gav hende et kæmpe knus. Mødet sluttede med, at jeg ønskede hende held og lykke. "I lige måde", sagde hun. "I lige måde med hvad?" tænkte jeg. For et øjeblik glemte jeg totalt min egen miserable situation. Hun gjorde virkelig indtryk.
Hun har tappet mit blod mange gange siden. I dag gjorde hun det så igen. Denne gang tog jeg mod til mig og spurgte hende om hvordan det går med hendes mand. Hun så meget forvirret ud og mens smerten tydeligt kunne læses i hendes øjne fortalte hun, at han døde i oktober 2009. 42 år gammel. Det vil sige, at han lå på dødslejet, da jeg mødte hende første gang.
Nu sidder hun så tilbage… I Danmark… Med 2 børn… Resten af familien er i Irak…
Jeg var meget påvirket, da jeg gik derfra i dag og det er jeg faktisk stadig. Fordi nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk…
Meget tidligt i mit sygdomsforløb mødte jeg sådan en… Hun var - som så mange andre - iklædt en hvid kittel. Første gang jeg mødte hende spurgte hun interesseret og med meget stor empati til min helbredstilstand. Det var i oktober 2009. Lige før min første kemo. Det møde gjorde meget stort indtryk på mig. Hun kunne se, at jeg var henvist fra onkologisk afd. (kræft afd.) Jeg fortalte hvordan og hvorledes, da hun spurgte. Mens hun gjorde klar til at tappe blodet fortalte hun, at hendes mand havde kræft. Det hele endte ud i, at hun græd og jeg gav hende et kæmpe knus. Mødet sluttede med, at jeg ønskede hende held og lykke. "I lige måde", sagde hun. "I lige måde med hvad?" tænkte jeg. For et øjeblik glemte jeg totalt min egen miserable situation. Hun gjorde virkelig indtryk.
Hun har tappet mit blod mange gange siden. I dag gjorde hun det så igen. Denne gang tog jeg mod til mig og spurgte hende om hvordan det går med hendes mand. Hun så meget forvirret ud og mens smerten tydeligt kunne læses i hendes øjne fortalte hun, at han døde i oktober 2009. 42 år gammel. Det vil sige, at han lå på dødslejet, da jeg mødte hende første gang.
Nu sidder hun så tilbage… I Danmark… Med 2 børn… Resten af familien er i Irak…
Jeg var meget påvirket, da jeg gik derfra i dag og det er jeg faktisk stadig. Fordi nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk…
Abonner på:
Opslag (Atom)