Når man bliver stamgæst i sygehusvæsenet, så møder man mange forskellige behandlere. Fælles for dem alle er, at de er vigtige for mig. De er min vej ud af sygdommen, så jeg er afhængig af dem.
Jeg har utallige gange mødt læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som jeg skulle bruge ekstra kræfter på at forstå og det skaber noget uro hos mig. Én ting er, om jeg forstår lægen, men forstår lægen mig? Jeg har mere end en gang undladt at stille mine spørgsmål og ventet til jeg mødte én, som jeg var sikker på forstod mig. Det handler ikke om manglende faglig kompetence. Det handler om en sprogbarriere. Den kvindelige læge, som scannede mig og foretog en biopsi tilbage i september 2009 var nem at forstå. Hvordan så hun ud? Tja… Jeg mener, at hun var mørk i huden. Havde hun tørklæde på? Aner det ikke… Det lagde jeg ikke mærke til. Derimod kan jeg huske, at hun var empatisk, kompetent og rar.
Jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en mand, som havde været i Danmark i næsten 30 år, men han talte stadig decideret dårligt dansk. Meget lig de mange læger og sygeplejersker jeg har mødt igennem det seneste år, som også kommer fra....... Sverige
