At bære med smil sin byrde...

Jeg har tidligere skrevet om et menneske, som efterlod sig et aftryk.

Dem har jeg mødt mange af. Om det er fordi jeg er særdeles heldig eller om det er fordi jeg er særlig opmærksom, det ved jeg ikke… Men tillad mig at fortælle om endnu et fantastisk menneske:

Vi er næsten på samme alder. Vi blev - uden at vide det på det tidspunkt - opereret for brystkræft på den samme dag - hun på Herlev, jeg i Ringsted. Jeg skulle igennem endnu en operation 16 dage senere. Hun var derfor 2 uger foran mig i hele efterbehandlingsforløbet. Da mit stråleterapiforløb skulle planlægges spurgte jeg sygeplejersken om man måtte komme med ønsker. Hun så lidt træt ud i blikket, da hun svarede: "ja… men vi KAN altså ikke give alle patienter stråler om morgenen…" Det var slet ikke mit ærinde. Jeg ønskede bare, at de ville planlægge Lenes og mit forløb således, at vi kunne følges. Hun lyste helt op, da det gik op for hende, hvad jeg mente. Dét havde hun aldrig været ude for før. Den del af stråle-forløbet, hvor vi kunne følges (Lenes sidste halvdel og min første halvdel) fik vi således for det meste tider nogenlunde samtidig. Tiden blev fordrevet med kortspil, spisning af medbragt morgenbrød og latter… Masser af latter.

Og Lene er hendes navn. Hende, som har efterladt et aftryk…

Vi mødte hinanden, da vi begge deltog i et "look good - feel better"-arrangement på Næstved Sygehus i november 2009. Der sad vi med vores parykker (som i parentes bemærket meget hurtigt blev taget af) og skulle forventningsfulde - og rædselsslagne - modtage undervisning i at lægge make up, som kunne sløre kemoterapiens rædselsfulde virkning… vi fik undervisning i at sminke øjnene, så man (næsten) ikke bemærker de manglende øjenvipper, hvordan man får lidt kulør i det blege ansigt og hvordan man tegner øjenbryn, når der ikke er et eneste hårstrå tilbage…

Lene sad skråt overfor mig. Vi havde kigget hinanden lidt an, da hun udbrød: "Hedder du ikke Helle?" Og jo, det gør jeg jo. Det viste sig, at vi havde gået på den samme folkeskole. Hun en årgang ældre end jeg. Efter undervisningen faldt vi i snak. Noget vi har gjort utallige gange siden. Og at kalde det snak er vel egentlig en underdrivelse. Det er så absolut ikke ligegyldigheder, der bliver drøftet, når vi er sammen. At blive ramt af kræft, når man befinder sig midt i livet er en særegen oplevelse. Om man bliver et bedre menneske af at have fornemmet manden med leens ånde meget tæt på nakken, det ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at jeg har mødt rigtig mange mennesker, som har prøvet det. Ingen af dem - ingen! - kan betegnes som egoistiske. Igen, om det er situationen, der gør sig gældende eller om kræft kun rammer mennesker, der faktisk er fantastiske og rummelige mennesker, det skal jeg ikke kunne sige… Kan du høre, jeg smiler?

Lene var som sagt 2 uger foran mig i behandlingen og det er netop i dag præcis 1 år siden, hun fik sin sidste kemobehandling. Jeg var med hende. Ligesom hun var med mig 14 dage senere. De måtte stikke hende flere gange for at finde en egnet åre. Men hun er simpelthen bare så sej! Som hun selv siger, så fejler hun sjældent noget. Men når hun gør, så er det alvorligt. Hun blev således ramt af kræft i spiserøret i en alder af bare 33 år og der har igennem hele hendes brystkræftforløb hvilet en ro over hende. Hun har en evne til at betragte en given situation som et bump på vejen. At livet sommetider er uretfærdigt, hersker der ingen tvivl om. Hvorfor skal sådan et fantastisk menneske igennem sådan en hård kamp 2 gange så tidligt i livet?

Jeg har lige talt med hende i telefonen. Hun var til kontrol på onkologisk afdeling i går. Alt ser godt ud. Yderligere tiltag for at forhindre tilbagefald og afhjælpe bivirkninger af efterbehandlingen afventer. Rekonstruktion af brystet afventer. Og Lene? Hun tager det hele med ophøjet ro - som altid. Hun tager en dag ad gangen - og smiler imens… Hun er ganske enkelt et fantastisk menneske!