Med røvhul i ascendanten

Da jeg tidligere i dag kørte på motorvejen, blev jeg et kort øjeblik grebet af panik. Sved på overlæben og hele baduljen… Jeg havde glemt at tjekke mine bolte på hjulene inden jeg kørte hjemmefra, og jeg havde da også helt glemt at holde øje med betonklodser fra motorvejsbroerne, spøgelsesbilister, terrorister… ja, og klovne.

Der findes rigeligt med bekymringer til at opretholde et vist stressniveau. Og jeg sad egentlig bare i min lille Fiat 500 og sang lystigt med på Justin Biebers nyeste…. Du ved… den der spanske. Det er de bedste sange. Dem, hvor man ikke aner, hvad de synger og man føler sig henført til den tidlige barndom, hvor man stod på skibsbriksen med hårbørsten eller sjippetovet som mikrofon og sang vrøvle-engelsk til Abba. Det var tider.

Egentlig var jeg i rigtig godt humør. Så kom jeg så i tanke om, at jeg helt havde glemt at være bange og nervøs. Så det var jeg så resten af vejen. Jeg var naturligvis nødt til at slukke musikken, så jeg i det mindste kunne høre, hvis hjulene begyndte at rasle af.

Hvad fanden er det for noget svineri? At løsne boltene på cykler og biler. Hvem gør den slags? Og hvorfor?

Det brugte jeg så stilheden til at fundere lidt over. Er det et nyt fænomen? At ”vi” ligesom mister empatien. Straks tænkte jeg, at det er også de sociale mediers skyld. De får stort set alligevel skylden for alting, synes jeg. Men det fandtes også før. Det gjorde meget stort indtryk på mig, da jeg første gang stødte på det fænomen, hvor en selvmordstruet person truer med at springe fra f.eks. et højhus, og tilskuerne råber: ”Jump! Jump! Jump!” Det er jo så sygt, som det kan blive.

Hvis jeg var blevet sociolog, ville jeg forske i hvorfor. Jeg ville være blevet en fremragende sociolog 😉

Jeg har ikke svaret på hvorfor. Men én ting er sikkert: Hvis man sniger sig hen til parkerede biler og cykler og løsner bolte, så MÅ man have røvhul i ascendanten… og selv have en skrue løs…


Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

Angsten som tro følgesvend

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Men jeg er rystet og har brug for at få lidt luft. Jeg ved, at en del kræftoverlevere læser med og at I vil kunne nikke genkendende til denne her forbistrede angst for tilbagefald, der følger med, når man har været ramt af kræft.

Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.


Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.

Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.