Nu er igen blevet
tid til at støtte brysterne. Den næste måned vil vi blive mødt med budskabet
alle steder og i alle former. Nogle temmelig usmagelige, andre direkte
stødende.
For mit eget
vedkommende må jeg sige, at en kage formet som et bryst, som man så sætter
kniven i og skærer et stykke af, giver mig kvalme. Det er jo MIT bryst for
helvede!!!! Det var sådan lægen gjorde for 4 år siden. Satte kniven i og skar…
At man overhovedet kan finde på at lave spiselige produkter formet som bryster
til netop denne kampagne er måske hele essensen af problemet.
For hvad drejer det
sig om??? Opmærksomhed om en sygdom, der frarøver os mødre, søstre, mostre,
mormødre, døtre og veninder? At samle penge ind? Til hvad? Forskning? Når man
tænker på, hvor enorme summer, der igennem tiderne er blevet samlet ind til
denne forbandede sygdom, så kan jeg ikke andet end undre mig over, at man ikke
er nået længere. Selve grundidéen i behandlingen af brystkræft har ikke ændret
sig en dyt siden min mor fik brystkræft i 1981. Devisen hed dengang: skær,
forgift, forbrænd og det gør den stadig. Standardbehandlingen hedder i dag:
operation(er), 6 gange kemoterapi, 25 gange strålebehandlinger (evt. flere hvis
ung patient/brystbevarende operation). Langt de fleste patienter får den
behandling. Eneste ændring i forhold til dengang er, at man ved hormonfølsom
brystkræft nu også får et kemoterapeutisk produkt, kaldet
"antihormonbehandling". En behandling man i øvrigt overvejer at
tilbyde kvinder med stor risiko for at få arvelig brystkræft. Jeg håber af hele
mit hjerte, at disse kvinder bliver ordentlig oplyst om, hvad de går ind til,
hvis de siger ja. Det koster på livskvalitetskontoen at tage medicinen, men
hvis eneste alternativ er at fjernet brysterne forebyggende, så må tabletterne
trods alt være at foretrække.
Min mor sad en dag
og betragtede mig og sagde så meget eftertænksomt "det kan godt være, at
behandlingen minder om min for over 30 år siden, men de kommer noget andet i
sprøjterne. Behandlingen er jo langt hårdere i dag end den var dengang".
Og hun har ret. De senfølger, som behandlingen giver, skal jeg sandsynligvis
leve med resten af livet. Men jeg har jo livet, sidder du muligvis og tænker…
Ja, det har jeg. Men det har du jo også. Hvorfor skal jeg så have så meget
bøvl, hvis det ikke er nødvendigt? Da min mor skulle i behandling, sagde en
læge helt åbent og ærligt til hende, at de vidste faktisk ikke, hvad der
virkede bedst, så de trak lod imellem de 3 forskellige former for kemoterapi,
de havde at tilbyde på det tidspunkt. De trækker ikke lod længere… I mit
tilfælde lod de det være op til mig at vælge! Jeg kunne vælge imellem det
kendte regime eller vælge at deltage i en protokol. Hvis jeg sagde ja til
sidstnævnte, ville der være 50% chance for at få ny medicin og 50% chance for
at få det kendte regime, som man giver til kontrolgruppen. For det er jo netop
det… Vi er i bund og grund alle "bare" forsøgskaniner. Smukke, stolte
kvinder, der sidder med rank ryg i venteværelset på onkologisk afd. og krydser
fingre for at netop vores forsøg går godt.
Og det går ikke
altid godt. Kvinder dør stadig. Husk dem, når smilene bliver for store og
indslagene bliver for grænseoverskridende. Og husk de tusindvis af kvinder, som
rent faktisk har overlevet brystkræft. Vi lever med det HVER ENESTE DAG… Og vi
lever i et samfund, som er så brystfikserede, at man sagtens kunne føle sig
stødt mange gange dagligt, hvis man ikke har lært sig selv en teknik til at
lægge låg på den slags følelser. Men når Danmark går amok i lyserødt i
september/oktober måned hvert år, er det svært. Min "rejse" startede
faktisk for nøjagtig 4 år siden, så der bliver virkelig rippet op i et gammelt
sår hvert eneste år. Jeg troede, at jeg skulle være en aktiv del af denne
kampagne, men jeg kan simpelthen ikke. For jeg kan faktisk ikke se, hvad den
nytter? Forskerne har igennem årene fået masser af penge, men behandlingen har
ikke rigtig ændret sig. Måske har vi kun fået overbehandling ud af det pga.
mammografiscreeningsprogrammet. Det kan de kloge ikke rigtig blive enige om.
Men hvad skal
kampagnen bruges til? Indsamling af penge er mit bedste bud. Hvad pengene så skal bruges til, aner jeg ikke... For jeg må sige, at Kræftens Bekæmpelse har skuffet mig fælt. Ved sidste landsindsamling i
april, var jeg (naturligvis) ude at rasle med bøssen. Pengene skulle gå til
forskning, patientstøttearbejde samt oplysning og forebyggelse. Da jeg kom hjem
fra indsamlingen, skrev jeg glad til Kræftens Bekæmpelse, at jeg havde lyst,
mod og overskud til at starte et motionstilbud for kræftramte på Vestsjælland.
Dette var muligt i kraft af min arbejdsplads, Kroppens Hus i Sorø, som er et
tværfagligt sundhedscenter med eget fitnesscenter. Jeg havde alle muligheder
for at få det op at stå. En chef, der støttede 100% op om projektet,
fitnessinstruktører og en yogainstruktør, der var fyr og flamme for at hjælpe
samt mine egne erfaringer. Tanken om projektet var, at vi igennem motion skulle
danne netværk for kræftramte. Noget, der virkelig mangler på Vestsjælland. Og
jeg vil da mene, at et sådant projekt går ind under både "patientstøttearbejde"
og "forebyggelse". Ved du, hvad Kræftens Bekæmpelse svarede??? De
svarede nøjagtig det samme, som er det værste man kan sige til en
kræftpatient………. Ingenting! Øhhh… Hvis ikke mit projekt kan få støttekroner,
hvad kan så? Jeg kaster håndklædet i ringen - og overvejer at melde mig ud af
Kræftens Bekæmpelse for det første. Dernæst overvejer jeg fast at immigrere i
september/oktober fremover til et sted, hvor der ikke findes lyserøde sløjfer
og tætsiddende, lyserøde T-shirts med kendte mænds håndaftryk, der kan afsløre
asymmetrien ved min barm, som - vil jeg gerne lige indskyde - jeg er enormt
glad for. Barmen er faktisk ikke så tosset. Vi har været meget igennem, mine
bryster og jeg, og jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke satte pris på både
dem og livet. Det gør jeg, men jeg orker ikke at blive mindet om det hvert
eneste år, nærmest på årsdagen. Det ender sgu med at jeg får PTS. PMS lider jeg
jo ikke af længere takket være netop brystkræft :)
