Alle de kedelige detaljer

Der er mange, der har spurgt til detaljerne omkring sygdommen og behandlingen, så denne blog handler om alt det kedelige... Så er du advaret. Det er kedelig læsning; men tro mig! Det er også ret kedeligt at fortælle det samme 30 gange :-) Og livet rummer da heldigvis andet end sygdom, ikk?! Der er masser af andre emner, vi kan drøfte, når vi mødes...

Den type brystkræft, som jeg er blevet ramt af hedder duktal "et-eller-andet" brystkræft. Det er den mest almindelige form og som jeg har forstået det, stammer den fra mælkekanalerne (der er noget med at "dukt" betyder kanal - tænk på en via-dukt eller en aqua-dukt). "Kræfttypen" er middel-aggressiv.

Selve svulsten var 2,5 cm i diameter. En ordentlig fætter. Lægen, som opererede mig, forklarede os, at når en svulst af denne type er omkring 2 cm i diameter, så er den sandsynligvis blevet dannet for 3-5 år siden!!! Tænk engang, at jeg ikke har opdaget den tidligere. I den periode har jeg jo taget 15-20 kg på og jeg har da en svag erindring om, at min barm havde en - lad os bare kalde det en overskuelig størrelse, inden jeg tog på.

Om det var den samme type, som min mor blev ramt af, da hun var 37 år, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke om det er arveligt. Det skal måske undersøges på et senere tidspunkt; men lige nu gælder det om at blive kureret... Til info kan jeg fortælle, at min mor gudskelov blev kureret og at hun ikke havde nogen tilbagefald - og ikke mindst, at hun heldigvis lever i bedste velgående. Jeg har godt nok fået en fornyet respekt for hende. Det var en barsk omgang hun var igennem dengang i 1981. Hun fik ligeud at vide, at man trak lod om behandlingen, da man ikke vidste, hvad der virkede bedst på hvem. Det var i kemoterapiens tidlige begyndelse...

Nå, men behandlingen i dag er gudskelov lidt mere målrettet. Først fjerner man alt, hvad man kan med operation(er). Har man - som jeg - fået en brystbevarende operation, skal man have stråler. Sandsynligvis 25 gange, fordelt på alle hverdage i 5 uger. Strålerne kan give nogle hudgener og andre ubehageligheder; men det er ikke dem, man bliver knokkelsyg af og det heller ikke dem, der gør, at man muligvis mister håret, som iøvrigt vokser ud igen.

Før vi kan gå i gang med strålebehandlingen, skal jeg dog igennem et forløb med kemoterapi. Det bliver sandsynligvis 6 gange med 3 ugers interval. Jeg ved ikke ret meget om, hvad der skal foregå, fordi jeg for første gang i mit liv, har valgt ikke at opsøge information. Jeg har dog en formodning om, at det er noget med noget drop, at det er noget giftigt stads og at jeg meget gerne ville have været foruden. Pga af unge min alder (40 år) skal jeg have det.

Den første operation var som sagt en brystbevarende operation, hvor de også fjernede 4 skildvagtlymfer fra armhulen. Det er de lymfekirtler, der møder brystvæsken først. Under operationen blev svulsten, lymfekirtlerne og det omkringliggende væv analyseret. Operationsstuen fik besked på, at det umiddelbart så fint ud, så jeg slap lidt billigt. Af alle scenarier var mit det bedste. De kunne have fjernet alle lymfer og hele brystet...

Efterfølgende blev det bortopererede næranalyseret. Den gode nyhed er, at de ikke fandt noget i brystet. Den lidt mere trælse nyhed er, at de fandt mikro-metastaser i én af lymfekirtlerne. Dvs. at jeg skal opereres igen. Ved den næste operation fjerner de alle lymfekirtlerne i et område. Derefter skal vi igen vente 10-14 dage før vi får besked på, om de har fundet mere ved analysen. Har de det, er det afgørende for efterbehandlingen (sådan som jeg har forstået det). Jeg tror ikke, at de skal operere mere... Men hvis de finder noget i de bortopererede lymfer og det omkringliggende væv, så skal jeg have en anden type strålebehandling, som stråler igennem kroppen i området. Ellers kan jeg "nøjes" med snitbestråling omkring operationsarret. Lægerne bliver hele tiden dygtigere. Havde det været for 10 år siden, var jeg blevet sendt hjem i fredags med beskeden om, at der ikke var noget i lymferne, fordi man dengang slet ikke havde muligheden for at opdage sådanne mikro-metastaser...

Både strålebehandling og kemoterapi foregår i Næstved og selvom det lyder mærkeligt, så glæder jeg mig til at komme i gang. Lad os komme igang, så vi kan få det overstået!

Om forløbet kan jeg sige, at jeg hele tiden har været i gode hænder. Fra jeg trådte ind ad døren hos min egen læge til i dag. Det kan godt være, at Ringsted Sygehus udefra ser nedslidt ud - og det gør det faktisk også indvendigt; men man bliver mødt med en hjertevarme og medmenneskelighed, som er sjælden. Hele vejen igennem bliver man behandlet med værdighed. Og så er de dybt professionelle. Hatten af for dem!

Og hatten af for Sten. Jeg ved godt, at det må være rædselsfuldt at stå på sidelinjen; men han er en fantastisk støtte. Vi har altid været gode til at grine sammen - og det har vi tænkt os at blive ved med.

Gør det du er bedst til...

Sidste lørdag hægtede jeg mig på et af min mors arrangementer. Det var dejligt, det var trygt og det var drønhyggeligt... og så lugtede det lidt af barndom.

Min mor og disse herlige kvinder arbejdede sammen i Sjællandske Bank i Ringsted i forrige årtusind. Sjællandske Bank, som senere blev til Kronebanken, som senere blev til Provinsbanken, som endte med at hedde Danske Bank - derfor overskriften på denne blog.

Når man, som jeg, har været decideret syg af stress, så sker der desværre det, at man bliver en smule (totalt!!!) asocial. Man går rundt med en konstant følelse af, at ens tid bliver stjålet, når nogen forsøger at lave en aftale med én. Ligesom man bare ikke kan holde uro og støj ud. Når det bliver for meget, går hele kroppen i alarmberedskab og skriger nærmest "løb for fanden! Rejs dig op og løb ud i friheden, Helle Steiner. Ud, hvor bierne summer og harmonien findes". Men det gør man jo ikke. Man deltager indtil man begynder at finde på undskyldninger for at slippe. Til sidst bliver man slet ikke spurgt - og så er det problem jo ligesom løst.

Nå, tilbage til min mors arrangement. Når man - mere eller mindre selvforskyldt - har reduceret sin omgangskreds, så var det rart at kunne hægte mig på der. "Kortklubben" har mødtes siden 1980 og består af kvinderne, som alle er tidligere kolleger, deres ægtefæller og indtil vi fløj fra reden også os unger. Dvs. at alle disse dejlige mennesker kender mig. De har fulgt mit liv og jeg har fulgt deres. Altså via min mor.

Pyha, det var en lang indledning...

Arrangementet gik ud på kaffe og kage på terrassen i min mors flotte have, hvorefter vi skulle i Akademihaven og se (meget langhåret) kunst. Afslutningsvis skulle vi spise hos min mor. Vejret var perfekt og mens septembersolen varmede os, som vi sad der på bænken i Akademihaven og slugte indtrykkene fra kunsten, faldt jeg i snak med min mor og Eva. Med tanke på, hvor de begge har arbejdet, spurgte jeg: "man skal jo gøre det, man er bedst til. Hvad nu, hvis det jeg er bedst til, er at have modgang?" Det har sgu været opad bakke i mange år og denneher kræftsygdom, gør absolut ikke tingene nemmere... Jeg vil jo gerne tro på "laws of attraction", men gør jeg det, så er min sygdom og alt det andet jo selvforskyldt! Der er i disse år en tendens til at "intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet" og det er jo en interessant tanke. Hvis man ønsker det nok, skal det nok ske. Gid det var så vel! Da jeg hørte om principperne omkring "laws of attraction" første gang, havde TV2 en kvinde i studiet, som var 100% overbevist. Hun stod der i studiet med små røde pletter på kinderne og en smule stakåndet af bar ophidselse og fortalte om detteher fænomen med, at vi skal bare tænke på noget, så kommer det til os. Man må for alt i verden ikke tænke negative tanker - kun postitive... Hm... Hun kom med et eksempel: tænk dig til, hvor du gerne vil parkere, når du skal f.eks. i Bilka. Så vil du aldrig mangle en parkeringsplads. Det lyder jo dejligt. Som et rationelt tænkende menneske, ved jeg jo godt, at verden ikke fungerer sådan; men jeg har ALDRIG manglet en parkeringsplads siden... Tankevækkende, ikk?! Jeg ville så ønske, at jeg havde brugt lidt mere tid på at tænke mig til et sundt legeme, skønhed og evig ungdom - selvom en stående ordre hos universet om en ledig parkeringsplads heller ikke er at kimse af...

Min krop er mit tempel... men hvem fanden har lukket djævlen ind????

Jeg har huset et monster... En rigtig grim satan! Jeg har med egne øjne set den på en scanning. Det virkede nærmest som om, den havde sin egen puls. En stor grim, sort klat på skærmen. Det er fuldstændig uvirkeligt at jeg kunne komme til at fejle "noget rigtigt". Mig! Jeg er jo ikke bleg for at gå til lægen; men at der rent faktisk skulle være noget galt med mig?! Det havde jeg sgu ikke regnet med.

Brystkræft hedder det. Bvadr!!!!! En læge sagde til mig, at jeg nu har fået den hårdeste arbejdsgiver, der findes. Sygdommen skal nok holde mig i gang de næste mange måneder.

Jeg opdagede en knude i brystet lørdag den 29. august. Mandag d. 31. august gik jeg til lægen. Tirsdag d. 1. september gennemgik jeg en mammografi, scanning, biopsi og røngten og jeg blev opereret d. 14. september.

Vi har i dag (25/9) været på sygehuset for at få svar på analyseresultaterne. Æv, æv, æv! Jeg skal igennem endnu en operation. Føj, hvor er jeg ikke ret god til det der med at komme mig ovenpå en operation. Det gør jo av...

Den nære fremtid byder på endnu en operation - og en rigtig grim én af slagsen... Derefter følger kemoterapi og stråler. Life is a bitch! Men kors, hvor jeg elsker hende...

Mit fokus har i den grad rykket sig. I august fejlede jeg ingenting - altså udover at jeg har været langtidssygemeldt med stress. I september faldt jeg ind under kategorien: kritisk sygdom. Crap!!!!!!!!!!!!

Ved godt, at det handler om at have en positiv indstilling. Men tro mig! Det er noget nemmere, når man er den, der giver de gode råd... Min indstilling fejler ikke noget og det er helt okay at sige "pis og lort" eller blot "jeg ved ikke, hvad jeg skal sige", men lov mig, at du ikke forbliver tavs, for det gør rigtig ondt. Var nede hos min frisør den anden dag for ligesom at være på forkant. Hun er meget trendy og har tidligere været stylist på Riget for kemopatienter, så jeg tænkte, at jeg lige ville give hende en forvarsel. Hvad skete der? Helle S. begyndte selvfølgelig at tude... Set udefra kan man selvfølgelig godt forstå det; men tro mig! Det var SÅ ydmygende for mig - og ufattelig synd for hende. Hun tog det dog i stiv arm. Jeanett og jeg har allerede tid hos hende inden Pink-koncerten i november. For damn!!!! Vi skal se godt ud - med eller uden hår :-)