Nu nærmer tiden sig for den sidste runde kemoterapi og jeg kan ikke beskrive, hvor dejligt det bliver at kunne lægge det bag mig. Forude venter 33 omgange stråler. Det er 8 omgange mere end jeg havde forventet…
Selvom jeg har forsøgt at beskytte mig selv imod grusomme historier, så er det alligevel lykkedes at skræmme mig fra vid og sans med indtil flere af slagsen. Og vi kender alle sammen til dem. Nabokonens søster der fornemmede en sten i skoen. Hun går til lægen, som sender hende videre og selvom det bedste ved disse historier er alle de malende detaljer, vil jeg udelade dem og gå direkte til operationen. Kirurgen påbegynder operationen, men vælger at lukke hende igen, fordi hun har kræft i hele kroppen. To uger senere er hun død. Det er selvfølgelig sat på spidsen og lige netop dén slags historier, kan jeg sagtens ryste af mig. Jeg har det meget sværere med historier om dem, som får tilbagefald. 2, 5, 10 eller 15 år efter en veloverstået kræftbehandling. Lidt synsforstyrrelser viser sig at være en kræftsvulst i hjernen på størrelse med 4 fodboldbaner og hun ender (naturligvis) med at dø meget hurtigt.
JEG HAR IKKE BRUG FOR DEN SLAGS HISTORIER!!!! Tro mig! Jeg var 12-13 år, da min mor som den første i familien fik kræft. Der gik knap 30 år før vores familie igen blev ramt af kræft (moi) og alligevel har der i de mellemliggende år kun eksisteret 2 diagnoser i vores familie. Enten er det influenza eller også er det kræft. Jeg priser mig lykkelig for, at menneskekroppen er så symmetrisk, som den er. Når man fornemmer en lille bule på ydersiden af foden, så tjekker man jo bare om der også er en bule på ydersiden af den anden fod. Man er nærmest sin egen omvandrende facitliste.
Denne blog er en balancegang. For tro det, hvem der kan: der er faktisk ting, som er private – også for mig :-) Men jeg vil da gerne fortælle, at der sideløbende med efterbehandlingen har været flere symptomer på grumme, grumme ting. Alle sammen ting som er blevet undersøgt og min frygt er blevet manet til jorden. Jeg havde aldrig troet, at jeg i den grad kunne blive grebet af en altoverskyggende angst. En angst, som kan slå luften ud af mig og gøre mig svimmel. Og så bliver man nok lidt rørstrømsk, når man skal videreformidle det glade budskab, som da min søde niece tilfældigt ringede, da jeg kom fra lægen. Hun ringede selv med gode nyheder, som omhandlede en uventet økonomisk besparelse for hende. Det gjorde mig naturligvis glad og jeg ville så dele mine gode nyheder med hende. Det var nok lidt uventet for os begge, at jeg brød ud i krampegråd af glæde… Nu er hun en pige med begge ben på jorden, så hendes pragtfulde tørre kommentar var: ”Hm… Du sku lige overgå mig, hva?!” men jeg kunne godt høre glædeståren trille på hendes kind også…
Men der skal faktisk kun et enkelt lille ord til at ødelægge en ellers god stemning. Jeg er adskillige gange blevet mødt med kommentarer såsom ”min tante døde OGSÅ af kræft”… ”OGSÅ?! Hm… Det vil altså sige, at du lige nu står og overvejer hvilke blomster, der skal være i min bårebuket eller hva?!” tænker jeg så. Jeg siger det jo ikke. Det ville ikke være pænt; men det er faktisk heller ikke særlig pænt at sige sådan til en alvorligt syg. Men det viser tydeligt, hvordan andre takler en grim diagnose og hvor lidt de ved. Overlevelsesmulighederne er gode. For min type brystkræft overlever 4 ud af 5. Og hvis jeg ikke selv troede på, at jeg ville overleve, så ville jeg ikke gennemgå det helvede, som kemoterapi er, tro mig! Men noget der glæder mig er, når jeg taler med andre kvinder, der har været igennem det samme efterbehandlingsforløb. Jeg er flere gange blevet spurgt: er det ”bare” standardbehandlingen du får? Og det er faktisk en lettelse at høre, at disse kvinder er i stand til at se tilbage på noget så rædselsfuldt som kemoterapi er, som ”bare”. Det gør mig fortrøstningsfuld. Og det er ikke så ringe endda…
