Dette blogindlæg er forfattet i foråret 2011 og har været udgivet på Oestrogen.dk, hvor jeg en kort overgang skrev på en blog om at være mig... Bloggen er lukket, men ordene består i mine gemmer og jeg synes faktisk selv, at indlægget er ganske læseværdigt :)
Fik du set det, du ville...
Til begravelser
bliver Kim Larsens "om bliver her stille" ofte spillet. Den skal ikke
spilles til min begravelse. "Fik du set det, du ville?" spørges der.
Nej! Det håber jeg da så sandelig ikke. Jeg håber, at jeg kan bevare min nysgerrighed
og lyst til at lære nyt indtil den dag, jeg lukker øjnene for ikke at åbne dem
igen. Om så jeg lever til jeg bliver over hundrede… Og det er min foreløbige
plan.
Derimod vil jeg
gerne have "Uh! Jeg ville ønske, jeg var dig" til at brage ud af
højttalerne, når min kiste bæres ud. For det er jo sådan de fleste af os har
det, ikke? Vi gider ikke at dø. Og vi gider at være syge. Og vi gider faktisk
heller ikke rigtig at høre om sygdom og død. Vi fortæller historierne om den
kræftsyge, som overvandt sygdommen og fortæller om , hvor sej han eller hun er.
Fordi vi har brug for det. Tanken om at blive ramt af en potentiel dødelig
sygdom er skræmmende og vi vil derfor gerne bevare illusionen om, at hvis hun
kan klare det, så ville jeg også kunne klare det, hvis det skulle ske (men det
gør det ikke, hvisker vi til os selv). Og det gør det heller ikke. Ikke før den
dag, det gør. Det kan jo netop ramme alle og det har været noget af det
sværeste at takle: hvorfor mig? Aldrig har jeg følt mig så forrådt, som jeg
gjorde, da mit immunforsvar svigtede og lukkede den forbandede sygdom ind i min
krop - mit tempel. Det har taget lang tid og jeg er nok ikke helt i mål endnu.
Det er work in progress, som man siger…
At genfinde tilliden til min krop. I lang tid betragtede jeg min bevidsthed
som" mig" og kroppen som mit hylster. Jeg var så vred på mit hylster.
En morgen jeg havde været i bad og havde tørret hylsteret, tørrede jeg duggen
af spejlet og fik øje på mit skaldede spejlbillede med de mørke rande under
øjnene i det blege ansigt. Mit blik faldt derefter på min lækre, dyre Clarins
bodylotion, som stod på kanten af vasken. "Fandeme nej!" råbte jeg og
kylede den ned i en skuffe. Min krop skulle ikke belønnes med lækker creme, når
den kunne opføre sig så tåbeligt overfor mig. En god terapeut ville sikkert
have ringet efter den blå vogn med det samme, men det var sådan jeg havde det.
Jeg hadede min krop. Og det svært, når man er nødt til at blive i den…
Jeg nåede så til et
punkt, hvor jeg ikke længere turde at hade kroppen. Sæt nu de negative tanker
endte med at blive en invitation til "åbent hus for dårligdomme"… Man
får jo hele tiden tudet ørerne fulde af, at man som patient "bare"
skal tænke positivt. Jo tak! Men nok så mange positive tanker ændrer ikke på
det faktum, at du er nødt til at lægge krop til rigtig mange ubehageligheder,
når du har kræft. Kemoterapi f.eks. Det er da paradoksalt, at inden jeg blev
syg, levede jeg meget fornuftigt. Dyrkede motion, undgik solens farlige
stråler, brugte parfumefri produkter og spiste fortrinsvis økologisk. Og
pludselig en dag sad jeg og sagde "ja tak! I må gerne pumpe cellegift
direkte ind i mine blodårer"…
I dag har vi et
meget bedre forhold, min krop og jeg. Men jeg stoler ikke helt på den, så jeg
holder øje. Hvilket faktisk også er en balancegang, fordi hvor store afvigelser
skal der til før man ringer til lægen? Angsten for tilbagefald er plantet i mig
og den går aldrig væk. Det er noget, jeg er meget bevidst om og jeg arbejder
meget med det, fordi man skal ikke blive så bange for at dø at man glemmer at
leve, vel?
