Med røvhul i ascendanten

Da jeg tidligere i dag kørte på motorvejen, blev jeg et kort øjeblik grebet af panik. Sved på overlæben og hele baduljen… Jeg havde glemt at tjekke mine bolte på hjulene inden jeg kørte hjemmefra, og jeg havde da også helt glemt at holde øje med betonklodser fra motorvejsbroerne, spøgelsesbilister, terrorister… ja, og klovne.

Der findes rigeligt med bekymringer til at opretholde et vist stressniveau. Og jeg sad egentlig bare i min lille Fiat 500 og sang lystigt med på Justin Biebers nyeste…. Du ved… den der spanske. Det er de bedste sange. Dem, hvor man ikke aner, hvad de synger og man føler sig henført til den tidlige barndom, hvor man stod på skibsbriksen med hårbørsten eller sjippetovet som mikrofon og sang vrøvle-engelsk til Abba. Det var tider.

Egentlig var jeg i rigtig godt humør. Så kom jeg så i tanke om, at jeg helt havde glemt at være bange og nervøs. Så det var jeg så resten af vejen. Jeg var naturligvis nødt til at slukke musikken, så jeg i det mindste kunne høre, hvis hjulene begyndte at rasle af.

Hvad fanden er det for noget svineri? At løsne boltene på cykler og biler. Hvem gør den slags? Og hvorfor?

Det brugte jeg så stilheden til at fundere lidt over. Er det et nyt fænomen? At ”vi” ligesom mister empatien. Straks tænkte jeg, at det er også de sociale mediers skyld. De får stort set alligevel skylden for alting, synes jeg. Men det fandtes også før. Det gjorde meget stort indtryk på mig, da jeg første gang stødte på det fænomen, hvor en selvmordstruet person truer med at springe fra f.eks. et højhus, og tilskuerne råber: ”Jump! Jump! Jump!” Det er jo så sygt, som det kan blive.

Hvis jeg var blevet sociolog, ville jeg forske i hvorfor. Jeg ville være blevet en fremragende sociolog 😉

Jeg har ikke svaret på hvorfor. Men én ting er sikkert: Hvis man sniger sig hen til parkerede biler og cykler og løsner bolte, så MÅ man have røvhul i ascendanten… og selv have en skrue løs…


Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

Alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør"

Hørte jeg virkelig rigtigt? Jeg har lige været inde at runde De Konservatives hjemmeside for at dobbelt-tjekke. Henriette Kjær er politisk-økonomisk ordfører for partiet. Den er god nok. Tænk, at jeg ikke vidste det før i dag. Jeg "samler" lidt på ting, der kan få mig til at smile på en gråvejrsdag og denne her ryger i gemmeboksen.

Er det bare mig eller klinger det fuldstændig hult, når Henriette Kjær skal fortælle os - borgerne i Danmark - hvordan vi skal føre en ansvarlig økonomisk politik? At hun har rod i sin privatøkonomi er vel ret beset hendes egen sag, men når nu det er offentlig kendt, så kan hun jo have nok så mange gode pointer. Jeg aner ikke, hvad hun står for. Mine ører nægter simpelthen at høre efter.

Generelt er der alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør" over politikerne. Og jeg er træt af det. Jeg vil gerne have nogle gode forbilleder og rollemodeller. Politikerne, som jo er dem, der laver spillereglerne for os alle sammen har den grundholdning, at reglerne skal gælde alle. Altså lige på nær dem selv, fordi de er noget ganske særligt. Hvorfor i alverden skal vi andre så følge reglerne? Ser man på nogle af eksemplerne, så er de enkeltvis betragtet bagateller. Det er mængden af dem, der er problematisk.

Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg sommetider føler mig tisset på, når politikerne siger ét og gør noget andet. Hvordan kan man sige til befolkningen, at de skal vælge folkeskolen og så derefter sende sine egne børn i privatskoler. At politikerne så toner frem på skærmen og fortæller, at lige netop deres børn lige p.t. har et særligt behov for at gå på en mindre skole, når der lige p.t. rundt om i kommunerne nedlægges den ene lille kommunale skole efter den anden, så bliver jeg harm. Det er ikke alle, der har råd til at sende børnene på privatskole og nu er det ikke kun de bedrestilledes børn, som kan have behov for at gå på en lille skole i en periode. Politikerne trænger til at komme ud i virkeligheden. Det skulle forbydes for siddende politikere på Borgen at genopstille. Lad os viske tavlen ren og få en ny flok derind. En god blanding af samvittighedsfulde borgere med vidt forskellige baggrunde. Korte, lange og ingen uddannelser. Nogle som har sikret sig, når de nærmer sig pensionsalderen og nogle som ikke har. Nogle som bor i store villaer nord for København og nogle som bor i lejlighedskomplekser i såkaldte ghettoer. Nogle som har prøvet at leve af kontanthjælp og nogle som har arbejdet siden de forlod skolen efter 9. klasse. Nogle som aldrig har prøvet at være på arbejdsmarkedet, men som til gengæld har et indgående kendskab til uddannelsessystemet.

Nogle gæve borgere med rigtige erfaringer i rygsækken. Nogle vi andre kan spejle os i…

Nu er det jo ikke sådan at de nuværende politikere skulle udelukkes fra politik i al evighed. De skulle skam have lov til at komme tilbage, når de havde udtjent deres "borgerpligt" ved at arbejde ude i virkeligheden i minimum 4 år (samme tidsramme som en valgperiode). De ville have rigtig godt af at arbejde i hjemmeplejen, på skolerne, i børnehaverne, på jobcentrene og på sygehusene. For blot at nævne nogle… Mon ikke de ville have et helt andet syn og en helt anden forståelse for borgernes vilkår. Både som arbejdstagere og brugere af systemet… Mon ikke erfaringerne i bund og grund er mere værd end nok så mange kandidatgrader?

Aftryk...

Nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk.

Meget tidligt i mit sygdomsforløb mødte jeg sådan en… Hun var - som så mange andre - iklædt en hvid kittel. Første gang jeg mødte hende spurgte hun interesseret og med meget stor empati til min helbredstilstand. Det var i oktober 2009. Lige før min første kemo. Det møde gjorde meget stort indtryk på mig. Hun kunne se, at jeg var henvist fra onkologisk afd. (kræft afd.) Jeg fortalte hvordan og hvorledes, da hun spurgte. Mens hun gjorde klar til at tappe blodet fortalte hun, at hendes mand havde kræft. Det hele endte ud i, at hun græd og jeg gav hende et kæmpe knus. Mødet sluttede med, at jeg ønskede hende held og lykke. "I lige måde", sagde hun. "I lige måde med hvad?" tænkte jeg. For et øjeblik glemte jeg totalt min egen miserable situation. Hun gjorde virkelig indtryk.

Hun har tappet mit blod mange gange siden. I dag gjorde hun det så igen. Denne gang tog jeg mod til mig og spurgte hende om hvordan det går med hendes mand. Hun så meget forvirret ud og mens smerten tydeligt kunne læses i hendes øjne fortalte hun, at han døde i oktober 2009. 42 år gammel. Det vil sige, at han lå på dødslejet, da jeg mødte hende første gang.

Nu sidder hun så tilbage… I Danmark… Med 2 børn… Resten af familien er i Irak…


Jeg var meget påvirket, da jeg gik derfra i dag og det er jeg faktisk stadig. Fordi nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk…

Øh..... Jeg forstår ikke lige...

Når man bliver stamgæst i sygehusvæsenet, så møder man mange forskellige behandlere. Fælles for dem alle er, at de er vigtige for mig. De er min vej ud af sygdommen, så jeg er afhængig af dem.

Jeg har utallige gange mødt læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som jeg skulle bruge ekstra kræfter på at forstå og det skaber noget uro hos mig. Én ting er, om jeg forstår lægen, men forstår lægen mig? Jeg har mere end en gang undladt at stille mine spørgsmål og ventet til jeg mødte én, som jeg var sikker på forstod mig. Det handler ikke om manglende faglig kompetence. Det handler om en sprogbarriere. Den kvindelige læge, som scannede mig og foretog en biopsi tilbage i september 2009 var nem at forstå. Hvordan så hun ud? Tja… Jeg mener, at hun var mørk i huden. Havde hun tørklæde på? Aner det ikke… Det lagde jeg ikke mærke til. Derimod kan jeg huske, at hun var empatisk, kompetent og rar.

Jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en mand, som havde været i Danmark i næsten 30 år, men han talte stadig decideret dårligt dansk. Meget lig de mange læger og sygeplejersker jeg har mødt igennem det seneste år, som også kommer fra....... Sverige

Når Danmark samler ind, så skal der festes

Jeg sad i går og hyggede mig ved kakkelbordet med dejlig citronmåne og en skøn kop lunken kaffe fra termokanden. På tv kørte et 5-timers underholdningsprogram. Et lille udsnit af verdens elendighed var sat til skue – og til salg nærmest. Og elendighed er der nok af… Så meget at jeg bliver ked og får ondt i maven.

Og det er muligvis derfor, at det falder mig for brystet, at vi her i vores lille eventyrland i dén grad blander business med pleasure. Hvis vi skal overtales til for alvor at yde, så skal vi fandeme også nyde! Aflad sælges for den latterlige sum af 150 kroner; men så har du også mulighed for at vinde en bil…

Det er ikke resultatet, jeg angriber. Over 130 millioner kroner – det er flot! Og der er brug for hver en krone…

Det, jeg har det svært med, er formen. Tænk, hvis de nødstedte vidste, at deres personlige skæbner var blevet reduceret til et 60 sekunders indslag i et selvforherligende underholdningsprogram i den bedste sendetid i eventyrland, hvor de toppolitiske emner omhandler tørklæder, tegninger og madpakker. Det lyder jo som en dagsorden for aktivitetsudvalget i den lokale skole-fritidsordning og emnerne tåler ingen sammenligning med de prøvelser verdens nødlidende står overfor dagligt.

Jeg efterlyser lidt værdighed og det flotte resultat til trods, så synes jeg, at vi skal passe på, at målet ikke helliger midlet. Det eneste, jeg for alt i verden ikke vil miste, er min selvrespekt og min værdighed og hvorfor skulle en kvinde i Afrika eller en hjemløs på Haiti have det anderledes?

Klima-demo

Er det ikke lidt paradoksalt, at klima-demonstranterne klager over, at de har frosset? Husk lige, hvad de demonstrerede imod: Global opvarmning! I mine øjne havde det været værre, hvis de havde siddet i timevis i den bagende sol...

Men jeg kan da godt forstå skuffelsen hos de anholdte demonstranter. Af de udtalelser de er kommet med, fremgår det tydeligt, at de havde forventet en sjov og fornøjelig oplevelse - sådan lidt à la en skovtur... Og det var vist en sjov og fornøjelig oplevelse for ca. 99.100 mennesker.

Men det er vigtigt at holde fokus. For det handler vel ikke om, hvorvidt hr. og fr. Jensen har frosset om numsen. Det handler forhåbentlig stadig om, at det er vigtigt, at der bliver fundet nogle gode kompromisser i Bella Centret. Nogle gode aftaler som kan føres ud i livet. Vi skal ikke finde os i, at de få ødelægger det for de mange. Det gælder iøvrigt både voldelige demonstranter og store miljøsyndere...

Sidney Lee, Jess Dorph og verdens mægtigste mand

Der sker så mange spændende ting i vores globaliserede verden... The Obamas besøgte Danmark præcis samtidig med at Jess Dorph gik i selvsving - som altid, når de royale (og præsidenter) er "på" - Dansk Folkeparti har afholdt landsmøde og Sidney Lee har offentliggjort sin IQ. Ja, det skorter ikke på store nyheder.

For ikke at tale om "jæger"-bogen. Er der egentlig nogen, der har læst bogen? Har fulgt adskillige debatter om emnet på TV og jeg sidder med en følelse af, at selv eksperterne ikke har læst den. Jeg har ikke; men jeg er heller ikke ekspert. Jeg bliver bare så træt, når jeg ser den ene nævenyttige politiker/mediekonsulent efter den anden lange ud efter hvad som helst og hvem som helst fra den modsatte fløj. For at blive politiker skal man kunne tælle til 90 - og være god til at kaste med mudder... Et oplagt næste karrierevalg for Sidney Lee. Han burde kunne tilføre Tinget lidt kulør - om ikke andet så i form af enorme mængder tan-in-a-can... Han påstår, at hans IQ er 152! Bum bum. Det er meget... Har selv en fornemmelse af, at den nærmere ligger omkring samme tal, som en politiker skal kunne tælle til...

Det hænder, at man keder sig så meget, at man er villig til at se, hvad som helst på TV - f.eks. Sidney Lee. Men et sammendrag fra Dansk Folkepartis landsmøde er heller ikke at kimse af. Adskillige delegerede udtalte sig om global opvarmning. Man har åbenbart fra topledelsen besluttet, at opvarmningen ikke er menneskeskabt. Vi skal derfor ikke bruge penge på at udbedre skaderne efter mange års mishandling af planeten. Vi skal i stedet bygge højere diger for at holde vandet ude. I DF´s ånd så bliver det næste vel et forslag om at garnere de høje diger med en ordentlig gang pigtråd, så vi også kan holde de fremmede ude...

Nogle fremmede er dog velkomne. Så velkomne, at en hel hovedstad går i stå, luftrummet bliver rømmet helt op til Norge, broer bliver lukket og Jess Dorph får åndenød. Jeg var stadig indlagt i fredags og sad og nød dramaet live på TV. Den sjoveste oplevelse den uge var, da lyd og billede forsvandt på TV2 under Barack Obamas tale. Der var panik i studiet. Stakkels Jess. Håber han har en god terapeut, så han kan få bearbejdet sine traumer inden han går ned med stress...