Jeg har lige haft en
dejlig oplevelse… På mit arbejde faldt jeg over et navn, jeg kender, da jeg
skulle sende en faktura. Det var navnet på min gamle tysklærer… Altså, hun er
ikke gammel… Da jeg havde hende tilbage i 1983-84, var hun i trediverne. Det var
på det tidspunkt, hvor hun fik konstateret brystkræft. Jeg blev simpelthen så
glad for at se hendes navn. Både fordi hun er et dejligt menneske, men også
fordi hun er endnu et levende vidnesbyrd om, at man kan overleve brystkræft og
leve lææææænge efter. Da min tysklærer
blev ramt, var jeg selvskrevet til at være en af de elever, der skulle besøge
hende og overbringe de blomster, som vi havde samlet ind til i klassen.
Selvskrevet, fordi jeg selv havde haft sygdommen tæt inde på livet få år
tidligere, da min mor blev ramt. Jeg havde den største lyst til at skrive en
lille besked til hende, men jeg gjorde det ikke… Men jeg har smilet siden jeg så hendes navn
på tryk - og det er dejligt… Måske jeg skulle skrive et lille brev til hende og
sende det - uden en faktura - hehe...
Da jeg kørte hjem
fra arbejde, sad jeg og talte løseligt hvor mange jeg kender, der har været
eller er ramt af brystkræft. Tallet er skræmmende højt… Og det tæller altså
både dem, som jeg altid har kendt og dem jeg har lært at kende efter jeg selv
blev syg.
Vi er mange
overlevere! Heldigvis… Og jeg håber, at jeg om 25-30 år får en lille
håndskrevet besked fra én fra fortiden. Det vil jeg glæde mig til! Også selvom
den muligvis kommer sammen med en faktura…
...
