Det er svært at være hudløst ærlig på bloggen uden at træde nogen over tæerne... Det er på ingen måde meningen at såre nogen. Jeg priser mig lykkelig for alle de dejlige mennesker, jeg har omkring mig. En kræftsygdom skiller for alvor fårene fra bukkene. Venner fra fortiden dukker op med den største selvfølgelighed. Lad mig takke for det, mens en tåre triller...
Og lad mig takke for dem, jeg regnede med, som stadig er her... Resten gider jeg ikke at beskæftige mig med.
Jeg har i dag været på besøg i Helvedes forgård: Onkologisk afd. på Næstved Sygehus. Det er dér, jeg skal i kemoterapi. Jeg befinder mig stadig kun i forgården. Jeg ved, hvad der venter; men døren bliver først åbnet til store H på torsdag, når jeg skal have den første gang kemo... Listen over bivirkninger er laaaaang. Jeg har besluttet, at jeg ikke VIL bekymre mig før det bliver tvingende nødvendigt. Suk... Én ting er jeg dog nødt til at forholde mig til. Sandsynligheden for at miste håret er rundt regnet 100%! Damn... Det vil sige, at jeg har lidt travlt nu. Jeg er nødt til at finde en god parykmager - og det i en vældig fart. Håret kan være borte om 1½ uge!!!!! Hvis du er i tvivl om, hvordan det føles, så prøv at forestille dig, at du sidder og indtaster "parykmager" og dennes telefonnr. i din telefonbog på din mobil... Skræmmende, ikk?!
mandag den 26. oktober 2009
fredag den 23. oktober 2009
Nyt fra osteklokken
Jeg kan huske, at jeg sendte Kylie Minogue mange tanker, da jeg hørte, at hun var blevet ramt af brystkræft i en ung alder. Tænk, at hendes største bekymring den ene dag var, hvorvidt hun stadig havde de mest sexede ben i verden og den næste dag var hun i direkte kamp for sit liv.
Da jeg selv fik diagnosen, følte jeg nærmest fysisk, hvordan fokus flyttede sig. Billedligt set svarede det til pick-uppen på en gammeldags grammofon, som blev rykket 5 cm til venstre: scratch!!!!!
Man vænner sig dog forbavsende hurtigt til den nye virkelighed. Noget af det sværeste er faktisk at møde folk ude i den virkelige verden. Når jeg deltager i sociale arrangementer, så ved jeg ikke om folk, der kender mig perifert, ved "det". Hvis de ikke ved "det", så kommer det jo som et chok, hvis jeg svarer ærligt på, hvordan det går... Hvis de ved "det", så virker det underligt, at jeg begynder at tale om, at udstødningen på min bil er utæt... Jeg har ikke noget imod, at folk spørger mig direkte. I værste fald kan jeg blot svare, at det orker jeg ikke lige at tale om lige nu...
Tavshed er dog meget værre. Jeg har da hørt om, hvordan folk kan komme til at lide af berøringsangst. Forskellen på at høre om det og så at opleve det på egen krop er, at man bliver fuldstændig ligeglad med, om der er tale om berøringsangst eller ligegyldighed for det føles som ligegyldighed. Min verden er - scrath!!! - blevet reduceret til en lille osteklokke, hvor næste resultat hele tiden er afgørende for det videre forløb. Det fylder DET HELE!
I næste uge skal jeg på Næstved Sygehus og på Rigshospitalet. I Næstved skal der lægges en slagplan for det videre forløb med kemoterapi og strålebehandling. På Riget skal min familie- og sygehistorie kortlægges og så skal der tages stilling til om familien skal undersøges for arvelighed. Dette skyldes, at min mor kun var 37 år, da hun fik brystkræft og jeg er kun 40. Der er heldigvis ikke andre tilfælde i familien, så det er slet ikke sikkert, at vi har de grimme gener. Det er kun en meget, meget lille procentdel, der har de arvelige gener. Har man dem, har man også forhøjet risiko for kræft i æggestokkene, så jeg vil gerne have det undersøgt. Nu er det slut med at lege struds og gemme hovedet i busken. Lad os få det hele på bordet, så vi kan forholde os til det - og få ro i sindet.
Lige nu drømmer jeg om, at smerterne og føleforstyrrelserne i min arm forsvinder. Jeg er træt af at spise smertestillende medicin, som gør mig træt og jeg er træt af ikke at kunne køre bil eller cykle. Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke dyrke yoga, jeg kan ikke det jeg plejer. Men jeg kan gå, kan jeg. Og det gør jeg. Mens det står på, gør det ondt; men bagefter gør endorfinerne deres job. Kroppens naturlige smertestillende hormoner er en gave! Og skoven er ufattelig smuk på denne årstid...
Da jeg selv fik diagnosen, følte jeg nærmest fysisk, hvordan fokus flyttede sig. Billedligt set svarede det til pick-uppen på en gammeldags grammofon, som blev rykket 5 cm til venstre: scratch!!!!!
Man vænner sig dog forbavsende hurtigt til den nye virkelighed. Noget af det sværeste er faktisk at møde folk ude i den virkelige verden. Når jeg deltager i sociale arrangementer, så ved jeg ikke om folk, der kender mig perifert, ved "det". Hvis de ikke ved "det", så kommer det jo som et chok, hvis jeg svarer ærligt på, hvordan det går... Hvis de ved "det", så virker det underligt, at jeg begynder at tale om, at udstødningen på min bil er utæt... Jeg har ikke noget imod, at folk spørger mig direkte. I værste fald kan jeg blot svare, at det orker jeg ikke lige at tale om lige nu...
Tavshed er dog meget værre. Jeg har da hørt om, hvordan folk kan komme til at lide af berøringsangst. Forskellen på at høre om det og så at opleve det på egen krop er, at man bliver fuldstændig ligeglad med, om der er tale om berøringsangst eller ligegyldighed for det føles som ligegyldighed. Min verden er - scrath!!! - blevet reduceret til en lille osteklokke, hvor næste resultat hele tiden er afgørende for det videre forløb. Det fylder DET HELE!
I næste uge skal jeg på Næstved Sygehus og på Rigshospitalet. I Næstved skal der lægges en slagplan for det videre forløb med kemoterapi og strålebehandling. På Riget skal min familie- og sygehistorie kortlægges og så skal der tages stilling til om familien skal undersøges for arvelighed. Dette skyldes, at min mor kun var 37 år, da hun fik brystkræft og jeg er kun 40. Der er heldigvis ikke andre tilfælde i familien, så det er slet ikke sikkert, at vi har de grimme gener. Det er kun en meget, meget lille procentdel, der har de arvelige gener. Har man dem, har man også forhøjet risiko for kræft i æggestokkene, så jeg vil gerne have det undersøgt. Nu er det slut med at lege struds og gemme hovedet i busken. Lad os få det hele på bordet, så vi kan forholde os til det - og få ro i sindet.
Lige nu drømmer jeg om, at smerterne og føleforstyrrelserne i min arm forsvinder. Jeg er træt af at spise smertestillende medicin, som gør mig træt og jeg er træt af ikke at kunne køre bil eller cykle. Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke dyrke yoga, jeg kan ikke det jeg plejer. Men jeg kan gå, kan jeg. Og det gør jeg. Mens det står på, gør det ondt; men bagefter gør endorfinerne deres job. Kroppens naturlige smertestillende hormoner er en gave! Og skoven er ufattelig smuk på denne årstid...
tirsdag den 6. oktober 2009
Sidney Lee, Jess Dorph og verdens mægtigste mand
Der sker så mange spændende ting i vores globaliserede verden... The Obamas besøgte Danmark præcis samtidig med at Jess Dorph gik i selvsving - som altid, når de royale (og præsidenter) er "på" - Dansk Folkeparti har afholdt landsmøde og Sidney Lee har offentliggjort sin IQ. Ja, det skorter ikke på store nyheder.
For ikke at tale om "jæger"-bogen. Er der egentlig nogen, der har læst bogen? Har fulgt adskillige debatter om emnet på TV og jeg sidder med en følelse af, at selv eksperterne ikke har læst den. Jeg har ikke; men jeg er heller ikke ekspert. Jeg bliver bare så træt, når jeg ser den ene nævenyttige politiker/mediekonsulent efter den anden lange ud efter hvad som helst og hvem som helst fra den modsatte fløj. For at blive politiker skal man kunne tælle til 90 - og være god til at kaste med mudder... Et oplagt næste karrierevalg for Sidney Lee. Han burde kunne tilføre Tinget lidt kulør - om ikke andet så i form af enorme mængder tan-in-a-can... Han påstår, at hans IQ er 152! Bum bum. Det er meget... Har selv en fornemmelse af, at den nærmere ligger omkring samme tal, som en politiker skal kunne tælle til...
Det hænder, at man keder sig så meget, at man er villig til at se, hvad som helst på TV - f.eks. Sidney Lee. Men et sammendrag fra Dansk Folkepartis landsmøde er heller ikke at kimse af. Adskillige delegerede udtalte sig om global opvarmning. Man har åbenbart fra topledelsen besluttet, at opvarmningen ikke er menneskeskabt. Vi skal derfor ikke bruge penge på at udbedre skaderne efter mange års mishandling af planeten. Vi skal i stedet bygge højere diger for at holde vandet ude. I DF´s ånd så bliver det næste vel et forslag om at garnere de høje diger med en ordentlig gang pigtråd, så vi også kan holde de fremmede ude...
Nogle fremmede er dog velkomne. Så velkomne, at en hel hovedstad går i stå, luftrummet bliver rømmet helt op til Norge, broer bliver lukket og Jess Dorph får åndenød. Jeg var stadig indlagt i fredags og sad og nød dramaet live på TV. Den sjoveste oplevelse den uge var, da lyd og billede forsvandt på TV2 under Barack Obamas tale. Der var panik i studiet. Stakkels Jess. Håber han har en god terapeut, så han kan få bearbejdet sine traumer inden han går ned med stress...
For ikke at tale om "jæger"-bogen. Er der egentlig nogen, der har læst bogen? Har fulgt adskillige debatter om emnet på TV og jeg sidder med en følelse af, at selv eksperterne ikke har læst den. Jeg har ikke; men jeg er heller ikke ekspert. Jeg bliver bare så træt, når jeg ser den ene nævenyttige politiker/mediekonsulent efter den anden lange ud efter hvad som helst og hvem som helst fra den modsatte fløj. For at blive politiker skal man kunne tælle til 90 - og være god til at kaste med mudder... Et oplagt næste karrierevalg for Sidney Lee. Han burde kunne tilføre Tinget lidt kulør - om ikke andet så i form af enorme mængder tan-in-a-can... Han påstår, at hans IQ er 152! Bum bum. Det er meget... Har selv en fornemmelse af, at den nærmere ligger omkring samme tal, som en politiker skal kunne tælle til...
Det hænder, at man keder sig så meget, at man er villig til at se, hvad som helst på TV - f.eks. Sidney Lee. Men et sammendrag fra Dansk Folkepartis landsmøde er heller ikke at kimse af. Adskillige delegerede udtalte sig om global opvarmning. Man har åbenbart fra topledelsen besluttet, at opvarmningen ikke er menneskeskabt. Vi skal derfor ikke bruge penge på at udbedre skaderne efter mange års mishandling af planeten. Vi skal i stedet bygge højere diger for at holde vandet ude. I DF´s ånd så bliver det næste vel et forslag om at garnere de høje diger med en ordentlig gang pigtråd, så vi også kan holde de fremmede ude...
Nogle fremmede er dog velkomne. Så velkomne, at en hel hovedstad går i stå, luftrummet bliver rømmet helt op til Norge, broer bliver lukket og Jess Dorph får åndenød. Jeg var stadig indlagt i fredags og sad og nød dramaet live på TV. Den sjoveste oplevelse den uge var, da lyd og billede forsvandt på TV2 under Barack Obamas tale. Der var panik i studiet. Stakkels Jess. Håber han har en god terapeut, så han kan få bearbejdet sine traumer inden han går ned med stress...
torsdag den 1. oktober 2009
Melding fra en sygeseng
Så er det dagen derpå... Og det var en lidt hård omgang.
I dag starter vi på en frisk og jeg har det allerede meget bedre. Skidt, men bedre...
Om selve operationen kan jeg sige, at det gik godt. Det foregik ikke helt som jeg havde forestillet mig; men det er ligegyldigt nu. Jeg er færdigopereret. Resultatet er afgørende for, hviken form for efterbehandling, jeg skal have, så der skal krydses fingre indtil vi får svar. Tror jeg vil se om jeg kan skrue mig ned i en lotusstilling og sende positive tanker ud i universet - jeg har alligevel ikke brug for en parkeringsplads, så længe jeg er på sygehuset...
I dag starter vi på en frisk og jeg har det allerede meget bedre. Skidt, men bedre...
Om selve operationen kan jeg sige, at det gik godt. Det foregik ikke helt som jeg havde forestillet mig; men det er ligegyldigt nu. Jeg er færdigopereret. Resultatet er afgørende for, hviken form for efterbehandling, jeg skal have, så der skal krydses fingre indtil vi får svar. Tror jeg vil se om jeg kan skrue mig ned i en lotusstilling og sende positive tanker ud i universet - jeg har alligevel ikke brug for en parkeringsplads, så længe jeg er på sygehuset...
Abonner på:
Opslag (Atom)