The way you live has influence on the way you die

Hvis man skulle sætte et enkelt ord på for at beskrive den måde vi har valgt at leve på i vores del af verden må det være: Komfort!

Vi sover mindre, spiser mere og fysisk aktivitet er blevet et valg – ikke en nødvendighed. Og vores fysik kan ikke holde til det. Vi bliver simpelthen syge. Stressede, fede, kede og det der er værre.

Mange jobfunktioner kræver kun tre ting. En hjerne til at få programmet til at fungere, evne til at klikke med en mus og så selvfølgelig en komfortabel kontorstol til at plante rumpetten på. Gud forbyde at vi skal stå op og arbejde. Man kunne jo risikere at få ondt i ryggen 😉 

Der sidder vi så i 7-8 timer om dagen. De sundhedsbevidste har forlængst forstået, at motion er en nødvendighed, så når de har fri, tager de bilen ned til fitnesscenteret, og er der ikke en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, så er det næsten en sag for menneskerettighedsdomstolene. Ind og skifte tøj og så er det ellers op på løbebåndet eller kondicyklen. Jeg gad vide, hvad vores hjerne ville fortælle os, hvis den kunne snakke. Mon ikke den ville sige: Hvad fanden har du gang i? Hvorfor kører du på en cykel, der ikke kommer nogle vegne? Det er selvfølgelig sat på spidsen, men du kender garanteret alligevel et par stykker, der lever på den måde.

Og så er der dem, der tager motionen til ekstremerne. Dem, der som den mest naturlige ting i verden løber en maraton inden de skal på arbejde 😄 Altså efter de har svømmet 3-4 km på åbent hav og lavet 5.000 armbøjninger. Hvorfor skal det være så ekstremt? Jeg har aldrig forstået det.

Og grunden til at jeg aldrig har forstået det er, at sådan er lige netop jeg ikke indrettet. Jeg kunne jo ligeså godt have været en speltmor, der dyrkede triatlon og simpelthen ikke kunne komme igennem dagen, hvis ikke jeg fik lov at pine mig selv halvt ihjel inden familien stod op. Sådan er jeg bare ikke. Jeg er mere ligesom størstedelen af danskerne. Lidt smådoven, glad for kage og med en ironisk distance til alt det motionshejs. Hvis du spørger en mand i en hvid kittel, der har specialiseret sig i at vide, hvad der foregår inde bag pandeskallen på mennesker, vil han sikkert sige, at sidstnævnte skyldes misundelse 😉

Når vi så bliver syge af depression, stress, angst eller mere håndgribelige ting som diabetes II, kræft eller hjerte-karsygdomme, er det så vores egen skyld? Har vi været for dovne til at bevæge os og for dumme til at spise ordentligt.

Tja… we are partly to blame. Fordi vi har jo et valg. Fra det tidspunkt hvor vi selv begynder at komme ting i indkøbskurven og selv bestemmer over, hvordan vi vil bruge vores tid. Det kræver naturligvis, at vi bliver bevidste om det.

Jeg ville ønske, at jeg havde været mere bevidst, da jeg var yngre. Ikke at jeg ikke vidste det. For vi får jo tudet ørerne fulde med sundhedsbudskaber. Hele tiden. Det er bare forskelligt, hvor stor påvirkning der skal til før budskabet slår rod.

Kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg helt sikkert ændre nogle ting, og jeg giver dig gerne nogle råd her. Det er nemt og helt gratis at udføre:

DU SKAL SOVE MERE!

GÅ 30 MINUTTER OM DAGEN

Derudover vil jeg helt klart anbefale at:

SPISE MERE GRØNT

Tag fat i søvnen som det første. Søvnen er altafgørende for din sundhed.

Dernæst har ernæring, stressniveau, motion og påvirkning af giftstoffer afgørende betydning. Det kommer jeg nærmere ind på i kommende blogindlæg.

Man kan ikke tage et enkelt element og KUN arbejde med det. Jo altså… ad gangen kan du godt. Ellers kan det også blive overvældende. Men samlet set er det helheden, der skaber balancen. Og det er faktisk en lille smule bøvlet. Også fordi der på ernæringsfeltet hele tiden kommer nye anbefalinger fra mere eller mindre lødige kilder. Hold op, hvor er der mange eksperter. Og hold op, hvor er der mange, der lever af at skælde ud på eksperterne. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg kunne risikere at ende i en af de to lejre. Det gider jeg faktisk ikke. Jeg er ikke ekspert. Men hold kæft, hvor ved jeg mange ting 😉

Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

Korkprop på åbent hav

Jeg føler mig som en korkprop på åbent hav...

Jeg skal nok holde mig flydende, men jeg har ingen kontrol og er nødt til blot at følge med, når vejret er barskt, bølgerne bruser eller når der er havblik. Alle aftaler er med forbehold... Det er meget trættende og opslidende. Når der er ro, så ved jeg, at det er stilhed før storm. Det kræver et enormt overskud og nogle dage er man bare mindre overskudsagtig end andre...

Lige i dag har jeg haft endnu en lille sejr. Jeg har været til yoga i en patientforening i Tappernøje. Det er ret langt at køre for en gang yoga og for at kunne køre derned i egen bil, var jeg nødt til at slippe det smertestillende medicin. I går var første dag, jeg ikke spiste noget medicin overhovedet i 2 måneder. Før alt dette var jeg typen, der indtog en halv kodimagnyl én gang i kvartalet - højst... I forløbet har jeg været oppe på 28 tabletter og piller i døgnet - det er mange!

Ydermere var jeg nødt til at skifte min gamle, elskede (men meget dårligt kørende) bil ud... Man må ofre sig, må man... Det hele lykkedes og jeg besøgte endda en tidligere, kær kollega på vejen derned. Hun var meget overrasket over, at jeg stadig ligner mig selv... Jeg nænnede ikke at fortælle hende, at jeg netop havde stået med en stor hårtot i hånden... Det er altså nu, at håret falder. Og det er jeg bare ikke parat til! Den store eufori over, at jeg havde mit eget hår til Pink-koncerten i lørdags er blegnet. Tårerne falder i samme takt som håret...

Jeg har i tusindvis af tanker, som jeg gerne vil dele med dem, som læser bloggen; men jeg har ikke kræfterne til at dele ud lige nu. Det er ellers god terapi at skrive... Og det glæder mig, hver gang jeg får feedback. Feel free to leave a comment on the blog :-) (vælg "anonym" som profil - den kan alle bruge. Men skriv lige dit navn, så jeg ved, hvem du er).

Nu kan jeg høre, at Sten har maden klar til Lillemor. Han er en fantastisk støtte - og så er han gudskelov ligeså flabet, som han plejer :-)