Kram en ensom - vi sulter!

I dag er det Valentines Day 💋  og dét er jo en fantastisk dag. Hvis altså man har nogen at fejre det med. 

At man er i et parforhold er dog ikke ensbetydende med, at man automatisk bliver fejret.

Der findes en del mænd derude, som insisterer på ”ikke at støtte chokolade- og blomsterbutikkerne pga. sådan noget pjat. Der findes jo 364 andre dage på året, hvor man ligeså godt kan give lillemor en dusk”. Det er så sjovt nok ofte den slags mænd, der ofte glemmer det de øvrige 364 dage – inkl. Mors Dag – også. Kender dem. Har boet sammen med den slags…

Hvis du er mand, og du stadig læser med: DET ER EN FANTASTISK INVESTERING AT HOLDE HENDE DERHJEMME GLAD! Køb nu den blomst og nus lidt ekstra om hende i dag. Eller endnu bedre: grib støvsugeren og tøm vasketøjskurven. Hun vil æææælske dig for det. Mark my words.

Nå, men så er der jo alle os andre. Alle os, der ikke har en hjertenskær, som kan forkæle os i dag… eller de øvrige 364 dage om året. Og det er faktisk noget skidt for vores helbred. For vi kommer til at lide af hudsult. Ja! Du læste rigtigt: hudsult. Vi krammer og nusser simpelthen for lidt. Og det er ikke godt. Når vi netop krammer og nusser frigives der lykkehormon. Og det kan vi ikke få for meget af.

Så min opfordring – udover at gøre partneren derhjemme glad – er:

KRAM EN ENSOM. Og kram længe. Vi trænger helt sikkert til det 😍

Happy Valentine derude 💓

Amatørfotografen - billeder fra livet i vandkanten

Vejret er fantastisk i dag, og jeg har lige været en tur ved vandet. Det gør jeg mange gange i løbet af dagen.

I går gik jeg en tur omkring solnedgang. Jeg havde en veninde i røret; men måtte brat afbryde, da jeg så det perfekte motiv: En måge, der sad på en kæmpestor sten ude i vandet med Storebæltsbroen og en igangværende solnedgang med lysrefleksion i Storebælt. Perfekt! Ganske enkelt perfekt. Jeg havde dog kun mit kamera i telefonen med mig, og det er bare et af de der øjeblikke, hvor man som (Amatør med stort A)-fotograf bliver ærgerlig over, at det rigtige kamera ligger derhjemme.

Her er billedet plus et af en svane med samme baggrund. Lyset ændrede sig lynhurtigt. Der er ganske få minutter imellem de to billeder. Jeg har ikke redigeret i billederne.

I dag skinner solen efter en bidende kold nat. Ret gode betingelser for at få nogle gode skud i kassen, så jeg tog mit rigtige kamera med til stranden. Det kom der nogle ret gode billeder ud af, synes jeg selv. Jeg har kun beskåret og rettet en anelse op, så horisonten ikke blev skæv 😃

Denne blog har ikke været brugt til billeder før, så bær over med mig... Øver mig lige lidt i præsentationen på selve bloggen. Billeder er en stor del af mit liv, da jeg rent faktisk husker allerbedst i billeder, så hvorfor ikke smide dem her i Helles Corner.

Nu kan jeg jo godt lide at få folk til at more sig, og den mission er udført for i dag. Ovenstående billeder fra i dag er taget med mig kravlende rundt på stranden. Det bragte smilet frem hos flere. Sand og dyrt kamera er iøvrigt ikke en speciel god cocktail, skulle jeg hilse at sige.

Status februar 2017

Selv den længste rejse begynder med det første skridt... Og dette skridt har været længe undervejs.

Min stakkels krop har brug for loooooove :) Kærlighed, ømhed, opmærksomhed - fra mig selv. Alt for længe har jeg lukket øjnene for, at man ikke kan hade sin egen krop. Bare fordi den var så snotdum at lukke kræft ind. Eller rettere at "noget" er gået galt i mine celler, så den forbandede sygdom fik lov at slå rod.

For udenforstående vil det måske komme som en overraskelse, at det ikke bare er fryd og gammen at overleve en kræftsygdom og kræftbehandlingen. Sidstnævnte er nemlig ret hård for krop OG sjæl.

Over syv år er gået, og det er først nu, jeg har overskud til at forsøge at komme tilbage til fordums styrke. My body is a mess! Mine muskler har i særdeleshed lidt under kræftbehandlingen, ligesom min balanceevne gjorde. Den har jeg dog trænet ret meget, og det går faktisk godt. Men de der slatne muskler. Det går jo bare ikke.

Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg ikke har forsøgt før... Da jeg med stålsat vilje satte mig for at løbe mig tilbage i form i 2011, gik det godt i omkring tre uger. Så ville skæbnen, at mit knæ gik af led, fordi jeg tillod mig at danse glad omkring i stuen... Og jeg kan stadig ikke bruge det knæ 100% - og kommer muligvis aldrig til det.

Jeg sætter dog min lid til yoga, som jeg går til tre-fire gange om ugen. Og det er FANTASTISK!

Og i okober 2016 påbegyndte jeg en toårig uddannelse til komplementær hormonterapeut. Et lidt drastisk skridt at tage, kan man sige. Men jeg er simpelthen nødt til at forstå, hvad de der hormoner gør, når de går amok. Både i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft og i forbindelse med overgangsalder. Jeg gik i overgangsalder som 41 årig, og det er altså ALT, ALT for tidligt. Jeg anede ikke, at ens sjæl også bliver gammel, når man når den milepæl; men det gør den. Pis! Jeg havde aldrig sagt ja til operationen, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive forvandlet til en helt anden blot to timer efter jeg vågnede fra operationen. Trist. Men det er nu min virkelighed, og så må jeg få det bedste ud af det.

Dette indlæg er måske ikke så muntert; men det er blot for at forklare, hvad der ligger til grund for mine skriblerier p.t.