Dead or alive...

Da jeg vågnede her til morgen, troede jeg simpelthen, at jeg var død. Eller i hvert fald skindød. Jeg vågnede 3 kvarter før vækkeuret ringede. Resten af huset sov. Der var helt stille og mørkt. Og jeg var superfrisk lige indtil jeg forsøgte at bevæge mig. Mine muskler var som kogt spaghetti. Fuldstændig slatne.


Selv den energi det kræver at trække vejret, syntes unødig. Kunne den brystkasse dog ikke bare forholde sig lidt i ro… Hvordan kan man være så klar i hovedet, når ens krop er mere død end levende?

Det var ikke en uvant følelse. Indtil for en måned siden vågnede jeg faktisk på denne måde de fleste morgener. Men så begyndte der at ske fremskridt. Og det er nok derfor jeg bliver lidt modløs. Nu gik det ligeså godt og så skal der ikke mere end en enkelt aften med aktivitet til at vælte læsset. Ja, aktivitet og aktivitet… Jeg skulle bare sidde på min flade og lytte. Jeg var til et rigtig godt foredrag med Chris MacDonald i Næstved tirsdag aften. Det kostede så en fraværsdag i går, hvor jeg hvilede mig. Og lige meget hjalp det. I dag har jeg ændret strategi. Jeg har meddelt, at jeg kommer senere og da Benjamin var sendt af sted, spiste jeg min vigtige morgenmad, tog vandrestøvler på og hunden i snor. Det har hjulpet. Kroppen skriger stadig på at få lov at sidde og ligge hele tiden, men jeg forsøger at finde mute-knappen, så jeg ikke kan høre det…

Der skal være balance i tingene...

Hvordan lærer man at leve med en konstant følgesvend, som hedder træthed? En træthed, som ikke kan bekæmpes med søvn og hvile; men som gør, at man næsten ikke kan holde sig oprejst. Alle muskler i kroppen virker slappe. Sådan som kroppen føles lige når man vågner og man ligesom vækker kroppen ved at strække sig. Det hjælper bare ikke at strække sig. Det eneste som ikke føles slapt, er mine hofter. De er til gengæld stive og det koster nogle kræfter, hver gang jeg skal rejse mig. Det bliver man også træt af i længden.


Trætheden er en konsekvens af, at jeg takkede ja til kemoterapi. Men hvis ikke jeg havde takket ja til behandlingen, så havde jeg måske ikke været her i dag. Og så kan jeg vel godt lære at leve med træthed. Og det er det jeg er i gang med: at lære at leve med trætheden. Fordi hvornår skal jeg give efter for kroppens konstante ønske om at hvile og hvornår skal jeg presse mig selv? Det er ikke noget man får hjælp til at finde ud af og jeg ved, at det er noget, som rigtig mange kræftoverlevere kæmper med. Det er ikke fordi det skorter på gode og velmenende råd fra omgivelserne. Og jeg opsøger da også selv hele tiden viden om emnet. Sund kost og regelmæssig motion. God søvn. Positiv tænkning. Det er de gennemgående temaer. Der står ikke nogen steder, at man får det bedre af at beklage sig og heller ikke, at det hjælper, hvis ens mantra er: "jeg er træt"…

Men hvor er det svært at holde for sig selv. Jeg vil gerne mødes af forståelse. Ikke ynk. Ikke "tag-dig-sammen"-attitude. Bare forståelse. Og forståelse får jeg hos andre kræftoverlevere. Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det.

I dag har jeg en dynedag. Det er ikke synd for mig. Jeg har ikke brug for et venligt spark bagi. Jeg har brug for at finde balancen. Den nye balance i mit liv. Balancen mellem arbejdsliv, pligter, familieliv og fritidsliv - og min udfordring: trætheden

Sådan er det bare – uden omsvøb

Nu begynder det at gøre ondt for alvor, synes jeg… Det er uden sammenligning det hårdeste, jeg har været udsat for i mit liv og jeg begynder at blive i tvivl om det er ”umagen” værd med den kemoterapi. Efter endte operationer fik jeg at vide, at jeg som udgangspunkt er rask og at kemoterapi og stråleterapi ”kun” skal betragtes som forebyggende foranstaltninger. Men det er jo for helvede efterbehandlingen, der tager lysten til at leve fra én!!!!! Det er simpelthen så rædselsfuldt, at selv jeg mangler ord…

Trætheden er uden tvivl det værste. Jeg går i seng mellem kl. 18 og kl. 20 hver aften. Jeg sover ikke med det samme og min krop skriger på noget fysisk aktivitet, men jeg KAN IKKE!!! Rastløsheden i benene er nærmest uudholdelig og manglen på motion sætter sine spor – både på konditionen og kropskonturen.

Det er i dag 150 dage siden jeg fandt knuden i brystet og føj for en lorterejse, jeg har været på siden – og så er jeg ikke engang færdig endnu… Har netop modtaget den 5. runde kemoterapi, så nu er der kun 1 runde tilbage. Nu er det ikke selve det at få kemoterapi, der er hårdt. Det er tiden, der følger… Jeg synes faktisk selv, at jeg har taget det med oprejst pande; men det ændrer ikke på, at jeg i går brød fuldstændig sammen overfor Sten, da vi skulle aftale, hvad tid vi skulle køre til sygehuset. Bare tanken om hvad der ventede! Var nok til et mindre sammenbrud. Så kan man være nok så munter og stærk udadtil. Men underbevidstheden lader sig ikke narre…

Humoren er dog stadig intakt, bare rolig. Selvironien fejler heller ikke noget… Jeg har nok bare ikke det store behov lige nu for at være pauseklovn på bloggen… Jeg er sgu så træt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Træt af at være træt

Jeg bliver helt varm om hjertet af al den opmærksomhed, jeg får i denne tid... Tak for det!

Der har bredt sig en bekymring, fordi der er gået nogle dage siden, jeg skrev på bloggen sidst. Men jeg har det altså godt :-) Jeg er meget træt. Og er jeg ikke træt, så kører jeg mig selv så hårdt, at jeg helt sikkert bliver det. Jeg kan åbenbart ikke leve på andre måder... men jeg forsøger at passe på mig samtidig med, at jeg forsøger at leve så normalt som muligt.

Det er en underlig form for træthed. Min smækre krop vil gerne ligge ned det meste af tiden. Kroppen er træt og "tung"... Men det får den ikke lov til! Jeg tror, at det er vigtigt at holde sig i gang så vidt det er muligt.

Når man får en kræft-diagnose, så burde der følge en privatsekretær med... Der er simpelthen så meget, der skal holdes styr på. Medicin, genoptræning, undersøgelser, behandling, blodprøver, resultater og parkeringsforhold... Apropos mine tidligere blogs, så oplevede jeg i dag for første gang i flere år, at jeg IKKE fik en parkeringsplads. Hmmm... Skal vist lige huske at skrive "sende positive tanker ud i universet" ind i kalenderen til i morgen...