I aften spilles der lotto om 102 millioner gode danske kroner. Det er mange penge. Og chancerne for at vinde er meget dårlige… Men nogen skal jo vinde - på et eller andet tidspunkt. Så hvorfor ikke mig?
Da jeg stod i den lange kø her omkring fyraftenstid, havde jeg mange tanker. Fordi det var ikke det sædvanlige sted jeg havde tænkt mig at købe kuponen. Skulle jeg virkelig ende med at være en af de der historier om hende, der af omstændighederne blev tvunget til at købe sin lottokupon et andet sted? Eller skulle jeg bruge 15 minutter ekstra for at købe kuponen i den sædvanlige kiosk. Så ville jeg jo være hende den loyale, hvis jeg gik hen og vandt.
Mens jeg stod i køen - og den var l-a-n-g - gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Foran mig stod to unge mænd. De valgte at gå, fordi det tog for lang tid. Ventetiden brugte jeg på at tænke endnu flere tanker. Hvis de stod af, så ville jeg jo nok i princippet få deres lynlotto. Måske det var meningen???? Eller også skulle jeg købe to kuponer? Det er store beslutninger.
Og hvad ville jeg egentlig bruge 102 millioner danske kroner til? Tja…. Rengøringshjælp, gartner til sommerhushaven, en kummefryser og tagbøjler til bilen så jeg kan fragte min havkajak til ønskede steder… Det er faktisk det eneste jeg mangler. Vandt jeg, ville jeg naturligvis forsøde tilværelsen for mine kære, give til velgørenhed og investere i sikre obligationer :-)
Men 102 millioner kroner! Det er jo vanvittigt… Håber at 100 personer hver vinder ca. 1 millioner kroner. Det ville sprede så meget glæde og ville være nemmere at håndtere for vinderne…
Men jeg stod altså også i kø af en anden grund. Min elskede mor kunne have haft bryllupsdag i dag. Så hun skulle selvfølgelig have blomster i dag. Med min meget savnede, afdøde far i tankerne fik hun en buket roser. Og hun blev glad. Hendes smil var faktisk 102 millioner danske kroner værd :-)
onsdag den 23. november 2011
mandag den 21. november 2011
That´s what friends are for... Og hvor er jeg glad for mine...
Når man ligger i en scanner og pludselig får tanken: "scanneren var meget tæt på min næse… Mon mine knæ stikker højere op end næsen? Får jeg knust mine knæskaller lige om lidt????!!!!" Så kan man faktisk godt føle en lille snert af panik. Men kun indtil man kommer i tanke om, at det jo nok ikke er anderledes end når en bil er i vaskehal. Der er også en eller anden sikkerhedsanordning, der sikrer, at vaske/tørredimsen ikke kvaser bilen. Og den virker da i langt de fleste tilfælde… Altså lige indtil den dag, den flår taget af en bil!!! Tilbage til panikken…
Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.
De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…
Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)
Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.
At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)
Lene og jeg havde en fantastisk dag sammen i dag. Vi spillede kort, grinede, spiste morgenmad og grinede endnu mere. Billedet er fra foyeren på Næstved Sygehus...
Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.
De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…
Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)
Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.
At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)
mandag den 7. november 2011
So what???!!! I´m still a rockstar...
Mit profilbillede på denne side fylder i dag 2 år. Det var en af de bedste dage i mit liv. Pink koncert sammen med niecen i Forum efter at have fået en make-over hos frisøren… Med kemo brusende i årerne - iført høje hæle og ikke en stol så langt øjet rakte… Egentlig nemmere at have brystkræft end et dårligt knæ :-)
Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.
Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…
Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…
Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...
Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.
Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…
Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…
Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...
Abonner på:
Opslag (Atom)