Med røvhul i ascendanten

Da jeg tidligere i dag kørte på motorvejen, blev jeg et kort øjeblik grebet af panik. Sved på overlæben og hele baduljen… Jeg havde glemt at tjekke mine bolte på hjulene inden jeg kørte hjemmefra, og jeg havde da også helt glemt at holde øje med betonklodser fra motorvejsbroerne, spøgelsesbilister, terrorister… ja, og klovne.

Der findes rigeligt med bekymringer til at opretholde et vist stressniveau. Og jeg sad egentlig bare i min lille Fiat 500 og sang lystigt med på Justin Biebers nyeste…. Du ved… den der spanske. Det er de bedste sange. Dem, hvor man ikke aner, hvad de synger og man føler sig henført til den tidlige barndom, hvor man stod på skibsbriksen med hårbørsten eller sjippetovet som mikrofon og sang vrøvle-engelsk til Abba. Det var tider.

Egentlig var jeg i rigtig godt humør. Så kom jeg så i tanke om, at jeg helt havde glemt at være bange og nervøs. Så det var jeg så resten af vejen. Jeg var naturligvis nødt til at slukke musikken, så jeg i det mindste kunne høre, hvis hjulene begyndte at rasle af.

Hvad fanden er det for noget svineri? At løsne boltene på cykler og biler. Hvem gør den slags? Og hvorfor?

Det brugte jeg så stilheden til at fundere lidt over. Er det et nyt fænomen? At ”vi” ligesom mister empatien. Straks tænkte jeg, at det er også de sociale mediers skyld. De får stort set alligevel skylden for alting, synes jeg. Men det fandtes også før. Det gjorde meget stort indtryk på mig, da jeg første gang stødte på det fænomen, hvor en selvmordstruet person truer med at springe fra f.eks. et højhus, og tilskuerne råber: ”Jump! Jump! Jump!” Det er jo så sygt, som det kan blive.

Hvis jeg var blevet sociolog, ville jeg forske i hvorfor. Jeg ville være blevet en fremragende sociolog 😉

Jeg har ikke svaret på hvorfor. Men én ting er sikkert: Hvis man sniger sig hen til parkerede biler og cykler og løsner bolte, så MÅ man have røvhul i ascendanten… og selv have en skrue løs…


Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

The way you live has influence on the way you die

Hvis man skulle sætte et enkelt ord på for at beskrive den måde vi har valgt at leve på i vores del af verden må det være: Komfort!

Vi sover mindre, spiser mere og fysisk aktivitet er blevet et valg – ikke en nødvendighed. Og vores fysik kan ikke holde til det. Vi bliver simpelthen syge. Stressede, fede, kede og det der er værre.

Mange jobfunktioner kræver kun tre ting. En hjerne til at få programmet til at fungere, evne til at klikke med en mus og så selvfølgelig en komfortabel kontorstol til at plante rumpetten på. Gud forbyde at vi skal stå op og arbejde. Man kunne jo risikere at få ondt i ryggen 😉 

Der sidder vi så i 7-8 timer om dagen. De sundhedsbevidste har forlængst forstået, at motion er en nødvendighed, så når de har fri, tager de bilen ned til fitnesscenteret, og er der ikke en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, så er det næsten en sag for menneskerettighedsdomstolene. Ind og skifte tøj og så er det ellers op på løbebåndet eller kondicyklen. Jeg gad vide, hvad vores hjerne ville fortælle os, hvis den kunne snakke. Mon ikke den ville sige: Hvad fanden har du gang i? Hvorfor kører du på en cykel, der ikke kommer nogle vegne? Det er selvfølgelig sat på spidsen, men du kender garanteret alligevel et par stykker, der lever på den måde.

Og så er der dem, der tager motionen til ekstremerne. Dem, der som den mest naturlige ting i verden løber en maraton inden de skal på arbejde 😄 Altså efter de har svømmet 3-4 km på åbent hav og lavet 5.000 armbøjninger. Hvorfor skal det være så ekstremt? Jeg har aldrig forstået det.

Og grunden til at jeg aldrig har forstået det er, at sådan er lige netop jeg ikke indrettet. Jeg kunne jo ligeså godt have været en speltmor, der dyrkede triatlon og simpelthen ikke kunne komme igennem dagen, hvis ikke jeg fik lov at pine mig selv halvt ihjel inden familien stod op. Sådan er jeg bare ikke. Jeg er mere ligesom størstedelen af danskerne. Lidt smådoven, glad for kage og med en ironisk distance til alt det motionshejs. Hvis du spørger en mand i en hvid kittel, der har specialiseret sig i at vide, hvad der foregår inde bag pandeskallen på mennesker, vil han sikkert sige, at sidstnævnte skyldes misundelse 😉

Når vi så bliver syge af depression, stress, angst eller mere håndgribelige ting som diabetes II, kræft eller hjerte-karsygdomme, er det så vores egen skyld? Har vi været for dovne til at bevæge os og for dumme til at spise ordentligt.

Tja… we are partly to blame. Fordi vi har jo et valg. Fra det tidspunkt hvor vi selv begynder at komme ting i indkøbskurven og selv bestemmer over, hvordan vi vil bruge vores tid. Det kræver naturligvis, at vi bliver bevidste om det.

Jeg ville ønske, at jeg havde været mere bevidst, da jeg var yngre. Ikke at jeg ikke vidste det. For vi får jo tudet ørerne fulde med sundhedsbudskaber. Hele tiden. Det er bare forskelligt, hvor stor påvirkning der skal til før budskabet slår rod.

Kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg helt sikkert ændre nogle ting, og jeg giver dig gerne nogle råd her. Det er nemt og helt gratis at udføre:

DU SKAL SOVE MERE!

GÅ 30 MINUTTER OM DAGEN

Derudover vil jeg helt klart anbefale at:

SPISE MERE GRØNT

Tag fat i søvnen som det første. Søvnen er altafgørende for din sundhed.

Dernæst har ernæring, stressniveau, motion og påvirkning af giftstoffer afgørende betydning. Det kommer jeg nærmere ind på i kommende blogindlæg.

Man kan ikke tage et enkelt element og KUN arbejde med det. Jo altså… ad gangen kan du godt. Ellers kan det også blive overvældende. Men samlet set er det helheden, der skaber balancen. Og det er faktisk en lille smule bøvlet. Også fordi der på ernæringsfeltet hele tiden kommer nye anbefalinger fra mere eller mindre lødige kilder. Hold op, hvor er der mange eksperter. Og hold op, hvor er der mange, der lever af at skælde ud på eksperterne. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg kunne risikere at ende i en af de to lejre. Det gider jeg faktisk ikke. Jeg er ikke ekspert. Men hold kæft, hvor ved jeg mange ting 😉

Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

At råbe ud i ingenting

Dette er min favoritdel... Indledningen på et blogindlæg. Dem har jeg i omegnen af en million af inde i hovedet.

Har arbejdet lidt på et meget seriøst blogindlæg med titlen: "The way you live influences the way you die". Så bliver det vist ikke mere alvorligt, vel?

Men er der nogen, der gider læse det? Så dette er en test. Tilkendegiv gerne om du er derude eller om jeg kun skriver til mig selv 😊 Min veninde fortalte den anden dag, at hun havde forsøgt at kommentere et indlæg; men det var umuligt. Giv gerne feedback på Facebook (et like er nok) eller skriv en mail: hellescorner@gmail.com

P.S.     Jeg har iø fundet ud af, hvad jeg skal bruge min have til 😏

Havens bekæmpelse

Jeg kører – igen – i år et tema i sommerhushaven, der hedder ”havens bekæmpelse”. Let´s face it: Jeg er ikke havemenneske…

Har lige slået 2/3 af græsplænen – eller rettere: jeg har lige høstet 2/3 af græsplænen. Sorry to say. Det siger mig ikke en skid. Hverken at slå den eller at opholde mig i den. Ikke at jeg ikke bryder mig om at være udendørs. Eller… det gør jeg faktisk ikke. Altså bryder mig om at være udendørs; men jeg er trods alt blevet så klog, at jeg ved, at jeg har brug for sollys. Det har vi allesammen. Jeg vil bare hellere sidde på terrassen eller på en bænk nede ved vandet eller på min elskede sten på gravhøjen med udsigt til Storebæltsbroen…

Jeg får sgu stress af, at haven gror op omkring ørerne på mig – hvert eneste år… Ikke at jeg bliver overrasket. Der er sådan en vis forudsigelighed i tingenes udvikling. Same procedure as last year. Jeg har et øgenavn herude: Tornerose 😃 Det er okay…

Men behøver jeg vente i hundrede år før der kommer en prins forbi og kysser på mig? 😉

Det forpligtende fællesskab

 I forlængelse af gårsdagens overskrift ”En sund krop i et sundt legeme…”, så vil jeg da gerne lige slå et slag for, at det ikke kun er fedtprocenter og muskelmasse, der afgør om man befinder sig i et sundt legeme.

Efter min mening er man nødt til også at være en del af et forpligtende fællesskab. Helst både hjemme og på arbejdspladsen. Når man så som jeg (og rigtig, rigtig mange andre danskere) bor alene OG er selvstændig freelancer – ovenikøbet med popcornhjerne, der sprøjter den ene idé ud efter den anden – så ender man med at tilbringe alt, alt for meget tid i sit eget selskab. Ikke fordi der er noget galt med mit eget selskab; men jeg skal jo forpligte mig selv. Drivkraften er hele tiden: mig…

Og hånden på hjertet: nogle gange driver jeg ikke mig selv hårdt nok. Men det er jo også lidt ligegyldigt. Hvem skulle opdage det? Hvem skulle irettesætte mig, når jeg spiser min mad foran fjernsynet i stedet for at sidde ved spisebordet og deltage i samtalen. I stedet har jeg jo en samtale med mit fjernsyn 😃 Og det ikke engang løgn. Sådan bliver man. Kloge mænd i hvide kitler og en lang uddannelse bag sig ville sikkert mene, at det ikke er sundt at høre stemmer; men nu er der jo tale om min egen stemme. For hvis jeg ikke hører stemmer, bliver jeg for alvor sindssyg! Så jeg snakker med mig selv.

Den anden dag kom jeg ud fra biblioteket og udbrød højt ”Nå! Skal vi gå ned i Irma og se om de har nogle lækkerier?” Hvem fanden er vi??? Jeg var jo kun mig. Blev jeg flov? Ja, det gjorde jeg faktisk, så der er håb endnu, tror jeg. Men mest flov blev jeg egentlig over, at jeg ikke kunne lade være med at grine højt – af mig selv. Og dét er der brug for, når man mærker ensomheden. Det føles som et fængsel, hvor man står og kigger ud på verden, der drøner derudaf. Og når man vender sig om er døren til fængselscellen faktisk åben… Man har bare ikke nogen steder at gå hen.

Nu er jeg nødt til at slutte. Jeg er nemlig blevet en del af et forpligtende fællesskab. På deltid. Det er SÅ fedt! Både at skulle lave nogle opgaver med deadline defineret af andre og ikke mindst visheden om, at der sidder nogen og venter på mig 😊

Giver mit indlæg mening? Giv mig gerne likes - eller en femmer - eller endnu bedre: begge dele. Jeg betaler naturligvis både moms og skat af alle bidrag 😊  Det er helt frivilligt. (Scroll ned og se detaljer)

En sund krop i et sundt legeme (der holder ualmindeligt meget af kage)

Nå! Så fik jeg tilmeldt mig noget udendørs styrketræning. Er netop i dag blevet vejet og har fået målt både fedtprocent og røvtykkelse…

Min body age er 46. Det er sgu da meget godt! For en der ikke er i form, og som rent faktisk er 48… og et halvt.

Det bliver eddermame spændende at se om de kan motivere mig. Det er ikke rigtig lykkedes for nogen før. Jeg HADER at få pulsen op og jeg HADER at svede. Selvom det blot burde være en svag erindring, fordi det er så længe siden, så kan jeg helt tydeligt huske, hvordan det føles, når det brænder helt ned i lungespidserne, når man har ydet max. Føj! Hvor jeg hader den fornemmelse.

Min dårlige form kan naturligvis undskyldes med, at jeg har været igennem kræftbehandling, og det er gået rigtig meget udover mine muskler og jada jada jada… Kan du høre violinerne? 😉  Men let´ s face it: Jeg var også en slatten skid før jeg fik kræft. At det så ikke er blevet bedre af kemo og alt det andet lort, jeg har været igennem, er bare ærgerligt.

NU er det nu. NU skal der bygges lidt muskelmasse på det gamle skrog. Stay tuned. Vi starter på mandag 😃

Kram en ensom - vi sulter!

I dag er det Valentines Day 💋  og dét er jo en fantastisk dag. Hvis altså man har nogen at fejre det med. 

At man er i et parforhold er dog ikke ensbetydende med, at man automatisk bliver fejret.

Der findes en del mænd derude, som insisterer på ”ikke at støtte chokolade- og blomsterbutikkerne pga. sådan noget pjat. Der findes jo 364 andre dage på året, hvor man ligeså godt kan give lillemor en dusk”. Det er så sjovt nok ofte den slags mænd, der ofte glemmer det de øvrige 364 dage – inkl. Mors Dag – også. Kender dem. Har boet sammen med den slags…

Hvis du er mand, og du stadig læser med: DET ER EN FANTASTISK INVESTERING AT HOLDE HENDE DERHJEMME GLAD! Køb nu den blomst og nus lidt ekstra om hende i dag. Eller endnu bedre: grib støvsugeren og tøm vasketøjskurven. Hun vil æææælske dig for det. Mark my words.

Nå, men så er der jo alle os andre. Alle os, der ikke har en hjertenskær, som kan forkæle os i dag… eller de øvrige 364 dage om året. Og det er faktisk noget skidt for vores helbred. For vi kommer til at lide af hudsult. Ja! Du læste rigtigt: hudsult. Vi krammer og nusser simpelthen for lidt. Og det er ikke godt. Når vi netop krammer og nusser frigives der lykkehormon. Og det kan vi ikke få for meget af.

Så min opfordring – udover at gøre partneren derhjemme glad – er:

KRAM EN ENSOM. Og kram længe. Vi trænger helt sikkert til det 😍

Happy Valentine derude 💓

Amatørfotografen - billeder fra livet i vandkanten

Vejret er fantastisk i dag, og jeg har lige været en tur ved vandet. Det gør jeg mange gange i løbet af dagen.

I går gik jeg en tur omkring solnedgang. Jeg havde en veninde i røret; men måtte brat afbryde, da jeg så det perfekte motiv: En måge, der sad på en kæmpestor sten ude i vandet med Storebæltsbroen og en igangværende solnedgang med lysrefleksion i Storebælt. Perfekt! Ganske enkelt perfekt. Jeg havde dog kun mit kamera i telefonen med mig, og det er bare et af de der øjeblikke, hvor man som (Amatør med stort A)-fotograf bliver ærgerlig over, at det rigtige kamera ligger derhjemme.

Her er billedet plus et af en svane med samme baggrund. Lyset ændrede sig lynhurtigt. Der er ganske få minutter imellem de to billeder. Jeg har ikke redigeret i billederne.

I dag skinner solen efter en bidende kold nat. Ret gode betingelser for at få nogle gode skud i kassen, så jeg tog mit rigtige kamera med til stranden. Det kom der nogle ret gode billeder ud af, synes jeg selv. Jeg har kun beskåret og rettet en anelse op, så horisonten ikke blev skæv 😃

Denne blog har ikke været brugt til billeder før, så bær over med mig... Øver mig lige lidt i præsentationen på selve bloggen. Billeder er en stor del af mit liv, da jeg rent faktisk husker allerbedst i billeder, så hvorfor ikke smide dem her i Helles Corner.

Nu kan jeg jo godt lide at få folk til at more sig, og den mission er udført for i dag. Ovenstående billeder fra i dag er taget med mig kravlende rundt på stranden. Det bragte smilet frem hos flere. Sand og dyrt kamera er iøvrigt ikke en speciel god cocktail, skulle jeg hilse at sige.

Status februar 2017

Selv den længste rejse begynder med det første skridt... Og dette skridt har været længe undervejs.

Min stakkels krop har brug for loooooove :) Kærlighed, ømhed, opmærksomhed - fra mig selv. Alt for længe har jeg lukket øjnene for, at man ikke kan hade sin egen krop. Bare fordi den var så snotdum at lukke kræft ind. Eller rettere at "noget" er gået galt i mine celler, så den forbandede sygdom fik lov at slå rod.

For udenforstående vil det måske komme som en overraskelse, at det ikke bare er fryd og gammen at overleve en kræftsygdom og kræftbehandlingen. Sidstnævnte er nemlig ret hård for krop OG sjæl.

Over syv år er gået, og det er først nu, jeg har overskud til at forsøge at komme tilbage til fordums styrke. My body is a mess! Mine muskler har i særdeleshed lidt under kræftbehandlingen, ligesom min balanceevne gjorde. Den har jeg dog trænet ret meget, og det går faktisk godt. Men de der slatne muskler. Det går jo bare ikke.

Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg ikke har forsøgt før... Da jeg med stålsat vilje satte mig for at løbe mig tilbage i form i 2011, gik det godt i omkring tre uger. Så ville skæbnen, at mit knæ gik af led, fordi jeg tillod mig at danse glad omkring i stuen... Og jeg kan stadig ikke bruge det knæ 100% - og kommer muligvis aldrig til det.

Jeg sætter dog min lid til yoga, som jeg går til tre-fire gange om ugen. Og det er FANTASTISK!

Og i okober 2016 påbegyndte jeg en toårig uddannelse til komplementær hormonterapeut. Et lidt drastisk skridt at tage, kan man sige. Men jeg er simpelthen nødt til at forstå, hvad de der hormoner gør, når de går amok. Både i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft og i forbindelse med overgangsalder. Jeg gik i overgangsalder som 41 årig, og det er altså ALT, ALT for tidligt. Jeg anede ikke, at ens sjæl også bliver gammel, når man når den milepæl; men det gør den. Pis! Jeg havde aldrig sagt ja til operationen, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive forvandlet til en helt anden blot to timer efter jeg vågnede fra operationen. Trist. Men det er nu min virkelighed, og så må jeg få det bedste ud af det.

Dette indlæg er måske ikke så muntert; men det er blot for at forklare, hvad der ligger til grund for mine skriblerier p.t.