Støt brysterne! ... Why???

Nu er igen blevet tid til at støtte brysterne. Den næste måned vil vi blive mødt med budskabet alle steder og i alle former. Nogle temmelig usmagelige, andre direkte stødende.

For mit eget vedkommende må jeg sige, at en kage formet som et bryst, som man så sætter kniven i og skærer et stykke af, giver mig kvalme. Det er jo MIT bryst for helvede!!!! Det var sådan lægen gjorde for 4 år siden. Satte kniven i og skar… At man overhovedet kan finde på at lave spiselige produkter formet som bryster til netop denne kampagne er måske hele essensen af problemet.

For hvad drejer det sig om??? Opmærksomhed om en sygdom, der frarøver os mødre, søstre, mostre, mormødre, døtre og veninder? At samle penge ind? Til hvad? Forskning? Når man tænker på, hvor enorme summer, der igennem tiderne er blevet samlet ind til denne forbandede sygdom, så kan jeg ikke andet end undre mig over, at man ikke er nået længere. Selve grundidéen i behandlingen af brystkræft har ikke ændret sig en dyt siden min mor fik brystkræft i 1981. Devisen hed dengang: skær, forgift, forbrænd og det gør den stadig. Standardbehandlingen hedder i dag: operation(er), 6 gange kemoterapi, 25 gange strålebehandlinger (evt. flere hvis ung patient/brystbevarende operation). Langt de fleste patienter får den behandling. Eneste ændring i forhold til dengang er, at man ved hormonfølsom brystkræft nu også får et kemoterapeutisk produkt, kaldet "antihormonbehandling". En behandling man i øvrigt overvejer at tilbyde kvinder med stor risiko for at få arvelig brystkræft. Jeg håber af hele mit hjerte, at disse kvinder bliver ordentlig oplyst om, hvad de går ind til, hvis de siger ja. Det koster på livskvalitetskontoen at tage medicinen, men hvis eneste alternativ er at fjernet brysterne forebyggende, så må tabletterne trods alt være at foretrække.

Min mor sad en dag og betragtede mig og sagde så meget eftertænksomt "det kan godt være, at behandlingen minder om min for over 30 år siden, men de kommer noget andet i sprøjterne. Behandlingen er jo langt hårdere i dag end den var dengang". Og hun har ret. De senfølger, som behandlingen giver, skal jeg sandsynligvis leve med resten af livet. Men jeg har jo livet, sidder du muligvis og tænker… Ja, det har jeg. Men det har du jo også. Hvorfor skal jeg så have så meget bøvl, hvis det ikke er nødvendigt? Da min mor skulle i behandling, sagde en læge helt åbent og ærligt til hende, at de vidste faktisk ikke, hvad der virkede bedst, så de trak lod imellem de 3 forskellige former for kemoterapi, de havde at tilbyde på det tidspunkt. De trækker ikke lod længere… I mit tilfælde lod de det være op til mig at vælge! Jeg kunne vælge imellem det kendte regime eller vælge at deltage i en protokol. Hvis jeg sagde ja til sidstnævnte, ville der være 50% chance for at få ny medicin og 50% chance for at få det kendte regime, som man giver til kontrolgruppen. For det er jo netop det… Vi er i bund og grund alle "bare" forsøgskaniner. Smukke, stolte kvinder, der sidder med rank ryg i venteværelset på onkologisk afd. og krydser fingre for at netop vores forsøg går godt.

Og det går ikke altid godt. Kvinder dør stadig. Husk dem, når smilene bliver for store og indslagene bliver for grænseoverskridende. Og husk de tusindvis af kvinder, som rent faktisk har overlevet brystkræft. Vi lever med det HVER ENESTE DAG… Og vi lever i et samfund, som er så brystfikserede, at man sagtens kunne føle sig stødt mange gange dagligt, hvis man ikke har lært sig selv en teknik til at lægge låg på den slags følelser. Men når Danmark går amok i lyserødt i september/oktober måned hvert år, er det svært. Min "rejse" startede faktisk for nøjagtig 4 år siden, så der bliver virkelig rippet op i et gammelt sår hvert eneste år. Jeg troede, at jeg skulle være en aktiv del af denne kampagne, men jeg kan simpelthen ikke. For jeg kan faktisk ikke se, hvad den nytter? Forskerne har igennem årene fået masser af penge, men behandlingen har ikke rigtig ændret sig. Måske har vi kun fået overbehandling ud af det pga. mammografiscreeningsprogrammet. Det kan de kloge ikke rigtig blive enige om.

Men hvad skal kampagnen bruges til? Indsamling af penge er mit bedste bud. Hvad pengene så skal bruges til, aner jeg ikke... For jeg må sige, at Kræftens Bekæmpelse har skuffet mig fælt. Ved sidste landsindsamling i april, var jeg (naturligvis) ude at rasle med bøssen. Pengene skulle gå til forskning, patientstøttearbejde samt oplysning og forebyggelse. Da jeg kom hjem fra indsamlingen, skrev jeg glad til Kræftens Bekæmpelse, at jeg havde lyst, mod og overskud til at starte et motionstilbud for kræftramte på Vestsjælland. Dette var muligt i kraft af min arbejdsplads, Kroppens Hus i Sorø, som er et tværfagligt sundhedscenter med eget fitnesscenter. Jeg havde alle muligheder for at få det op at stå. En chef, der støttede 100% op om projektet, fitnessinstruktører og en yogainstruktør, der var fyr og flamme for at hjælpe samt mine egne erfaringer. Tanken om projektet var, at vi igennem motion skulle danne netværk for kræftramte. Noget, der virkelig mangler på Vestsjælland. Og jeg vil da mene, at et sådant projekt går ind under både "patientstøttearbejde" og "forebyggelse". Ved du, hvad Kræftens Bekæmpelse svarede??? De svarede nøjagtig det samme, som er det værste man kan sige til en kræftpatient………. Ingenting! Øhhh… Hvis ikke mit projekt kan få støttekroner, hvad kan så? Jeg kaster håndklædet i ringen - og overvejer at melde mig ud af Kræftens Bekæmpelse for det første. Dernæst overvejer jeg fast at immigrere i september/oktober fremover til et sted, hvor der ikke findes lyserøde sløjfer og tætsiddende, lyserøde T-shirts med kendte mænds håndaftryk, der kan afsløre asymmetrien ved min barm, som - vil jeg gerne lige indskyde - jeg er enormt glad for. Barmen er faktisk ikke så tosset. Vi har været meget igennem, mine bryster og jeg, og jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke satte pris på både dem og livet. Det gør jeg, men jeg orker ikke at blive mindet om det hvert eneste år, nærmest på årsdagen. Det ender sgu med at jeg får PTS. PMS lider jeg jo ikke af længere takket være netop brystkræft :)

Støt brysterne...

Jeg sidder i skrivende stund og ser genudsendelsen af Brystgalla 2010 på TV3. Jeg så også live-udsendelsen i går og har gjort mig mange tanker siden. Lad mig først og fremmest lige fastslå, at det er et fantastisk resultat: over 21 millioner gode danske kroner og så er der stadig konkurrencer og auktioner, som ikke er afsluttet…

Men som jeg tidligere har skrevet om disse velgørenhedsshows, så sidder jeg tilbage med en mærkelig følelse. Tårerne flød mange gange i går aftes. Jeg sad alene og så showet og havde derfor mulighed for at gå i hulke-mode, når det var påkrævet. Og man skal da vist være lavet af granit, hvis man ikke følte trang til at hulke igennem, da 12-årige William tonede frem på skærmen og fortalte om tabet af hans dejlige mor. Forskellen på dette show og showet til fordel for afrikanske kvinder og jordskælvsofre i Haiti er, at deltagerne i dette show selv har valgt at deltage og de ved, hvad det skal bruges til. Men jeg sidder dog stadig med en mærkelig følelse. Det er underligt, når nogens skæbne (min!) skal gøres til underholdning. En mærkelig blanding af gru og underholdning i primetime.


Jeg kan ikke lade være med at tænke videre. Fordi penge gør det jo ikke alene. For at finde en kur mod brystkræft skal man bruge en masse forsøgspersoner. Som kræftpatient hører man ofte, at andre omtaler én som modig. Tja, men hvad er alternativet? Det er da for alvor modigt at sige nej til behandlingen. Det er der ikke mange, der gør. Heller ikke selvom man ved, at op imod 70% af de kvinder, som bliver behandlet for hormonfølsom brystkræft ingen gavn har af kemoterapien. Dvs. at man godt er klar over, at man overbehandler næsten 70% af en gruppe patienter; men man har ikke noget alternativ, fordi man ved simpelthen ikke, hvilke kvinder, der har brug for kemoterapi og hvilke kvinder, der ikke har. Tidligere på måneden læste jeg en artikel, hvor denne problematik var meget overfladisk beskrevet. Hovedpointen i artiklen var, at en gentest af kræftknuder i fremtiden skulle afgøre hvilke kvinder der skulle have kemoterapi og hvilke, der kunne slippe. Det er jo skønt. Problemet er bare, at man får det til at lyde som om, at det er noget man gør fra i morgen på samtlige sygehuse. Tænk på alle de kvinder, der på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal sige ja til at være med i et forsøg, hvor de ikke skal have kemoterapi. Jeg har sendt mange, mange tanker til alle de modige kvinder, der har indvilget i at deltage i forsøgsbehandlingerne, som har resulteret i, at standardforløbet er 6 gange kemoterapi med i alt 3 forskellige typer medicin. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man er kommet frem til 6 gange. Hvor mange kvinder har mon fået færre behandlinger eller mindre dosis og hvordan er det gået dem? Hvor mange kvinder har mon fået flere behandlinger og større dosis og hvordan er det gået dem? Hvilke rædselsfulde senfølger lider de mon under og er de her endnu????

Jeg blev selv sat i et dilemma, da jeg var til første møde på onkologisk afd. Jeg blev tilbudt at medvirke i et forsøg. Jeg fik 24 timer til at tage stilling. "Guleroden" var, at jeg gerne skulle få færre bivirkninger end ved den sædvanlige behandling. Jeg blev sendt hjem med en masse papirer, hvori forsøget stod beskrevet. Hvordan skal man kunne tage den rigtige beslutning? Findes der en rigtig beslutning? Ingen ved om det andet ville have virket, hvis dét du har valgt, ikke gør. Der er ingen garantier. Jeg valgte at sige ja til at deltage i forsøget. Nogen skal jo lægge krop til, hvis vi skal gøre fremskridt og det lød da også besnærende, at lægerne mente, at jeg kunne blive fri for den ene form for cellegift. En cellegift, som har den ubehagelige bivirkning, at den kan lave permanent skade på hjertet og ødelægge dine blodårer. Blandt andet! Ork, der findes også andre ubehagelige bivirkninger… Var det modigt? Måske… Men jeg kan ikke lade være med at tænke på min dejlige mor, som fik direkte at vide, at man der tilbage i begyndelsen af 80´erne trak lod om, hvilken behandling hun skulle have udover operation og stråler. Min onkolog var ved at tabe både næse og mund, da jeg fortalte, hvilken behandling hun havde fået - og at hun lever i bedste velgående. Af hans forskrækkede grimasse udleder jeg, at hun er noget ganske særligt; men det vidste jeg jo godt i forvejen…

Jeg går jo også og synes, at jeg selv er noget ganske særligt; men tænk! Jeg er blot én ud af over 50.000 danske kvinder, som har overlevet brystkræft. Det er mange! Og vi skulle jo gerne blive flere… Overlevere altså. Så selvfølgelig skal man støtte brysterne! Og testiklerne! Og spiserøret! Og mavesækken! Og æggestokkene! Og og og...