Støt brysterne! ... Why???

Nu er igen blevet tid til at støtte brysterne. Den næste måned vil vi blive mødt med budskabet alle steder og i alle former. Nogle temmelig usmagelige, andre direkte stødende.

For mit eget vedkommende må jeg sige, at en kage formet som et bryst, som man så sætter kniven i og skærer et stykke af, giver mig kvalme. Det er jo MIT bryst for helvede!!!! Det var sådan lægen gjorde for 4 år siden. Satte kniven i og skar… At man overhovedet kan finde på at lave spiselige produkter formet som bryster til netop denne kampagne er måske hele essensen af problemet.

For hvad drejer det sig om??? Opmærksomhed om en sygdom, der frarøver os mødre, søstre, mostre, mormødre, døtre og veninder? At samle penge ind? Til hvad? Forskning? Når man tænker på, hvor enorme summer, der igennem tiderne er blevet samlet ind til denne forbandede sygdom, så kan jeg ikke andet end undre mig over, at man ikke er nået længere. Selve grundidéen i behandlingen af brystkræft har ikke ændret sig en dyt siden min mor fik brystkræft i 1981. Devisen hed dengang: skær, forgift, forbrænd og det gør den stadig. Standardbehandlingen hedder i dag: operation(er), 6 gange kemoterapi, 25 gange strålebehandlinger (evt. flere hvis ung patient/brystbevarende operation). Langt de fleste patienter får den behandling. Eneste ændring i forhold til dengang er, at man ved hormonfølsom brystkræft nu også får et kemoterapeutisk produkt, kaldet "antihormonbehandling". En behandling man i øvrigt overvejer at tilbyde kvinder med stor risiko for at få arvelig brystkræft. Jeg håber af hele mit hjerte, at disse kvinder bliver ordentlig oplyst om, hvad de går ind til, hvis de siger ja. Det koster på livskvalitetskontoen at tage medicinen, men hvis eneste alternativ er at fjernet brysterne forebyggende, så må tabletterne trods alt være at foretrække.

Min mor sad en dag og betragtede mig og sagde så meget eftertænksomt "det kan godt være, at behandlingen minder om min for over 30 år siden, men de kommer noget andet i sprøjterne. Behandlingen er jo langt hårdere i dag end den var dengang". Og hun har ret. De senfølger, som behandlingen giver, skal jeg sandsynligvis leve med resten af livet. Men jeg har jo livet, sidder du muligvis og tænker… Ja, det har jeg. Men det har du jo også. Hvorfor skal jeg så have så meget bøvl, hvis det ikke er nødvendigt? Da min mor skulle i behandling, sagde en læge helt åbent og ærligt til hende, at de vidste faktisk ikke, hvad der virkede bedst, så de trak lod imellem de 3 forskellige former for kemoterapi, de havde at tilbyde på det tidspunkt. De trækker ikke lod længere… I mit tilfælde lod de det være op til mig at vælge! Jeg kunne vælge imellem det kendte regime eller vælge at deltage i en protokol. Hvis jeg sagde ja til sidstnævnte, ville der være 50% chance for at få ny medicin og 50% chance for at få det kendte regime, som man giver til kontrolgruppen. For det er jo netop det… Vi er i bund og grund alle "bare" forsøgskaniner. Smukke, stolte kvinder, der sidder med rank ryg i venteværelset på onkologisk afd. og krydser fingre for at netop vores forsøg går godt.

Og det går ikke altid godt. Kvinder dør stadig. Husk dem, når smilene bliver for store og indslagene bliver for grænseoverskridende. Og husk de tusindvis af kvinder, som rent faktisk har overlevet brystkræft. Vi lever med det HVER ENESTE DAG… Og vi lever i et samfund, som er så brystfikserede, at man sagtens kunne føle sig stødt mange gange dagligt, hvis man ikke har lært sig selv en teknik til at lægge låg på den slags følelser. Men når Danmark går amok i lyserødt i september/oktober måned hvert år, er det svært. Min "rejse" startede faktisk for nøjagtig 4 år siden, så der bliver virkelig rippet op i et gammelt sår hvert eneste år. Jeg troede, at jeg skulle være en aktiv del af denne kampagne, men jeg kan simpelthen ikke. For jeg kan faktisk ikke se, hvad den nytter? Forskerne har igennem årene fået masser af penge, men behandlingen har ikke rigtig ændret sig. Måske har vi kun fået overbehandling ud af det pga. mammografiscreeningsprogrammet. Det kan de kloge ikke rigtig blive enige om.

Men hvad skal kampagnen bruges til? Indsamling af penge er mit bedste bud. Hvad pengene så skal bruges til, aner jeg ikke... For jeg må sige, at Kræftens Bekæmpelse har skuffet mig fælt. Ved sidste landsindsamling i april, var jeg (naturligvis) ude at rasle med bøssen. Pengene skulle gå til forskning, patientstøttearbejde samt oplysning og forebyggelse. Da jeg kom hjem fra indsamlingen, skrev jeg glad til Kræftens Bekæmpelse, at jeg havde lyst, mod og overskud til at starte et motionstilbud for kræftramte på Vestsjælland. Dette var muligt i kraft af min arbejdsplads, Kroppens Hus i Sorø, som er et tværfagligt sundhedscenter med eget fitnesscenter. Jeg havde alle muligheder for at få det op at stå. En chef, der støttede 100% op om projektet, fitnessinstruktører og en yogainstruktør, der var fyr og flamme for at hjælpe samt mine egne erfaringer. Tanken om projektet var, at vi igennem motion skulle danne netværk for kræftramte. Noget, der virkelig mangler på Vestsjælland. Og jeg vil da mene, at et sådant projekt går ind under både "patientstøttearbejde" og "forebyggelse". Ved du, hvad Kræftens Bekæmpelse svarede??? De svarede nøjagtig det samme, som er det værste man kan sige til en kræftpatient………. Ingenting! Øhhh… Hvis ikke mit projekt kan få støttekroner, hvad kan så? Jeg kaster håndklædet i ringen - og overvejer at melde mig ud af Kræftens Bekæmpelse for det første. Dernæst overvejer jeg fast at immigrere i september/oktober fremover til et sted, hvor der ikke findes lyserøde sløjfer og tætsiddende, lyserøde T-shirts med kendte mænds håndaftryk, der kan afsløre asymmetrien ved min barm, som - vil jeg gerne lige indskyde - jeg er enormt glad for. Barmen er faktisk ikke så tosset. Vi har været meget igennem, mine bryster og jeg, og jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke satte pris på både dem og livet. Det gør jeg, men jeg orker ikke at blive mindet om det hvert eneste år, nærmest på årsdagen. Det ender sgu med at jeg får PTS. PMS lider jeg jo ikke af længere takket være netop brystkræft :)

Fik du set det, du ville...

Dette blogindlæg er forfattet i foråret 2011 og har været udgivet på Oestrogen.dk, hvor jeg en kort overgang skrev på en blog om at være mig... Bloggen er lukket, men ordene består i mine gemmer og jeg synes faktisk selv, at indlægget er ganske læseværdigt :)

Fik du set det, du ville...

Til begravelser bliver Kim Larsens "om bliver her stille" ofte spillet. Den skal ikke spilles til min begravelse. "Fik du set det, du ville?" spørges der. Nej! Det håber jeg da så sandelig ikke. Jeg håber, at jeg kan bevare min nysgerrighed og lyst til at lære nyt indtil den dag, jeg lukker øjnene for ikke at åbne dem igen. Om så jeg lever til jeg bliver over hundrede… Og det er min foreløbige plan.

Derimod vil jeg gerne have "Uh! Jeg ville ønske, jeg var dig" til at brage ud af højttalerne, når min kiste bæres ud. For det er jo sådan de fleste af os har det, ikke? Vi gider ikke at dø. Og vi gider at være syge. Og vi gider faktisk heller ikke rigtig at høre om sygdom og død. Vi fortæller historierne om den kræftsyge, som overvandt sygdommen og fortæller om , hvor sej han eller hun er. Fordi vi har brug for det. Tanken om at blive ramt af en potentiel dødelig sygdom er skræmmende og vi vil derfor gerne bevare illusionen om, at hvis hun kan klare det, så ville jeg også kunne klare det, hvis det skulle ske (men det gør det ikke, hvisker vi til os selv). Og det gør det heller ikke. Ikke før den dag, det gør. Det kan jo netop ramme alle og det har været noget af det sværeste at takle: hvorfor mig? Aldrig har jeg følt mig så forrådt, som jeg gjorde, da mit immunforsvar svigtede og lukkede den forbandede sygdom ind i min krop - mit tempel. Det har taget lang tid og jeg er nok ikke helt i mål endnu. Det er work in progress, som  man siger… At genfinde tilliden til min krop. I lang tid betragtede jeg min bevidsthed som" mig" og kroppen som mit hylster. Jeg var så vred på mit hylster. En morgen jeg havde været i bad og havde tørret hylsteret, tørrede jeg duggen af spejlet og fik øje på mit skaldede spejlbillede med de mørke rande under øjnene i det blege ansigt. Mit blik faldt derefter på min lækre, dyre Clarins bodylotion, som stod på kanten af vasken. "Fandeme nej!" råbte jeg og kylede den ned i en skuffe. Min krop skulle ikke belønnes med lækker creme, når den kunne opføre sig så tåbeligt overfor mig. En god terapeut ville sikkert have ringet efter den blå vogn med det samme, men det var sådan jeg havde det. Jeg hadede min krop. Og det svært, når man er nødt til at blive i den…

Jeg nåede så til et punkt, hvor jeg ikke længere turde at hade kroppen. Sæt nu de negative tanker endte med at blive en invitation til "åbent hus for dårligdomme"… Man får jo hele tiden tudet ørerne fulde af, at man som patient "bare" skal tænke positivt. Jo tak! Men nok så mange positive tanker ændrer ikke på det faktum, at du er nødt til at lægge krop til rigtig mange ubehageligheder, når du har kræft. Kemoterapi f.eks. Det er da paradoksalt, at inden jeg blev syg, levede jeg meget fornuftigt. Dyrkede motion, undgik solens farlige stråler, brugte parfumefri produkter og spiste fortrinsvis økologisk. Og pludselig en dag sad jeg og sagde "ja tak! I må gerne pumpe cellegift direkte ind i mine blodårer"…

I dag har vi et meget bedre forhold, min krop og jeg. Men jeg stoler ikke helt på den, så jeg holder øje. Hvilket faktisk også er en balancegang, fordi hvor store afvigelser skal der til før man ringer til lægen? Angsten for tilbagefald er plantet i mig og den går aldrig væk. Det er noget, jeg er meget bevidst om og jeg arbejder meget med det, fordi man skal ikke blive så bange for at dø at man glemmer at leve, vel?

Den gode historie...

Jeg har lige haft en dejlig oplevelse… På mit arbejde faldt jeg over et navn, jeg kender, da jeg skulle sende en faktura. Det var navnet på min gamle tysklærer… Altså, hun er ikke gammel… Da jeg havde hende tilbage i 1983-84, var hun i trediverne. Det var på det tidspunkt, hvor hun fik konstateret brystkræft. Jeg blev simpelthen så glad for at se hendes navn. Både fordi hun er et dejligt menneske, men også fordi hun er endnu et levende vidnesbyrd om, at man kan overleve brystkræft og leve lææææænge efter.  Da min tysklærer blev ramt, var jeg selvskrevet til at være en af de elever, der skulle besøge hende og overbringe de blomster, som vi havde samlet ind til i klassen. Selvskrevet, fordi jeg selv havde haft sygdommen tæt inde på livet få år tidligere, da min mor blev ramt. Jeg havde den største lyst til at skrive en lille besked til hende, men jeg gjorde det ikke…  Men jeg har smilet siden jeg så hendes navn på tryk - og det er dejligt… Måske jeg skulle skrive et lille brev til hende og sende det - uden en faktura - hehe...

Da jeg kørte hjem fra arbejde, sad jeg og talte løseligt hvor mange jeg kender, der har været eller er ramt af brystkræft. Tallet er skræmmende højt… Og det tæller altså både dem, som jeg altid har kendt og dem jeg har lært at kende efter jeg selv blev syg.

Vi er mange overlevere! Heldigvis… Og jeg håber, at jeg om 25-30 år får en lille håndskrevet besked fra én fra fortiden. Det vil jeg glæde mig til! Også selvom den muligvis kommer sammen med en faktura…

...

Jeg er noget ganske særligt - og jeg er træt af det…

Hvordan var det lige, at mit liv endte med at være én lang række af prøvelser??? Synes faktisk ikke, at jeg har fortjent det og jeg kan da kun sige, at hvis jeg bliver straffet for noget, jeg har gjort i et tidligere liv, så har jeg fandeme godt nok været et røvhul…



Jeg skyder 2012 i gang med endnu et indgreb.



Efter mit stunt på min fødselsdag med ambulancekørsel og falden om i venteværelset og hvad ved jeg, anbefalede lægen, at jeg skulle have en hormonspiral. Den skulle afhjælpe den bivirkning jeg får af den medicin, jeg får pga. brystkræft (anti-østrogenmidlet Tamoxifen som kan give fortykket livmoderslimhinde med kraftige blødninger til følge).



Det var den 16. november at jeg kunne krydse "spiral" af på listen over ting, som åbenbart skal prøves - på trods af at jeg er blevet smidt i tidlig overgangsalder af de forbandede Tamoxifen´er. De eneste fordele ved at få antihormoner er, at man er fri for at tænke på prævention og man slipper for menstruation. Når man altså ikke lige er én af de uheldige få, som får problemer… Og her peger min højre pegefinger på: mig…



Siden spiralen blev sat op - og må jeg lige indsparke, at det var egentlig ikke nogen rar oplevelse - har jeg blødt og blødt og blødt… Det kan lyde mærkeligt, at jeg ventede så længe, men spiralens funktion var at "udtynde" slimhinden og hvis den virker, så bløder man jo. Ud skal det… I sidste uge tog jeg dog kontakt til lægen, som anbefalede at jeg skulle tage noget medicin til at stoppe blødningen. Fem dage skulle jeg tage medicinen. I søndags var sidste dag og jeg blødte faktisk mere ved slutningen af "kuren" end ved starten. Jeg tog derfor fat i sygehuset igen i går. "Min" læge havde fri, så jeg blev tilset af en mandlig overlæge. For at gøre en meget lang historie kort så konstaterede han, at spiralen sad forkert og sandsynligvis var grunden til, at jeg blødte. Den sad simpelthen og generede og havde sikkert også lavet hul i mig… Hans teori passer meget godt for efter han fjernede den i går, er blødningen stort set stoppet. Pyha… Det er dejligt! Nu kan det være, at jeg kan få jernbalancen på skinner igen. Og mon ikke det også hjælper på min træthed...



Han foretog også en vandscanning. Jeg har prøvet det før og det gør bare naller. Lægen sagde, at nu prøver vi. Hvis ikke du kan klare det, må du i bedøvelse… Men jeg gjorde det sgu! Uden at mægle et ord. Ikke så meget som et lille piv - eller en dumsmart bemærkning.



Man siger, at når én dør lukkes, åbnes en ny… Sådan er det også med mine problemer. Lægen fandt en stor dims i livmoderen. En polyp sandsynligvis. En stor fætter på 2,5 gange 3 cm. Og hvordan kan det lige lade sig gøre, at de ikke så den i sidste måned. Når man tænker på hvor mange, der har rodet rundt derinde - og her taler jeg altså om personer i hvide kitler med lange medicinstudier bag sig ;-) Nå, men den skal selvfølgelig fjernes. Det bliver den så den 13. januar. Fredag den 13. Lægen kunne faktisk godt forstå, at jeg gerne ville have en ny dato. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Eller det kunne det godt, men så blev det længere ud i fremtiden. Og det skal altså overstås hurtigst muligt.





Så i går måtte jeg ringe rundt til familien - eller det vil sige, at jeg måtte låne en telefon og sms´e folk for at bede dem ringe til mig, fordi jeg løb tør for taletid i går formiddag , mens jeg talte med lægen. Død var telefonen bare. Do I feel lucky? Nej nej nej… Der bliver tanket op igen i morgen. Men ring gerne til mig. Jeg er hjemme i dag :-) Nå, men jeg skulle have fat i familien for at aflyse juleaften. Jeg smider håndklædet i ringen og erkender, at jeg IKKE kan. Det gør ondt… Men det er åbenbart prisen, jeg skal betale for at være noget ganske særligt… Det skal lige indskydes, at min familie er trådt til og julen skal nok blive fejret. Og jeg glæder mig...
 
 
 

That´s what friends are for... Og hvor er jeg glad for mine...

Når man ligger i en scanner og pludselig får tanken: "scanneren var meget tæt på min næse… Mon mine knæ stikker højere op end næsen? Får jeg knust mine knæskaller lige om lidt????!!!!" Så kan man faktisk godt føle en lille snert af panik. Men kun indtil man kommer i tanke om, at det jo nok ikke er anderledes end når en bil er i vaskehal. Der er også en eller anden sikkerhedsanordning, der sikrer, at vaske/tørredimsen ikke kvaser bilen. Og den virker da i langt de fleste tilfælde… Altså lige indtil den dag, den flår taget af en bil!!! Tilbage til panikken…




Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.



De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…



Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)



Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.

At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)

Lene og jeg havde en fantastisk dag sammen i dag. Vi spillede kort, grinede, spiste morgenmad og grinede endnu mere. Billedet er fra foyeren på Næstved Sygehus...

So what???!!! I´m still a rockstar...

Mit profilbillede på denne side fylder i dag 2 år. Det var en af de bedste dage i mit liv. Pink koncert sammen med niecen i Forum efter at have fået en make-over hos frisøren… Med kemo brusende i årerne - iført høje hæle og ikke en stol så langt øjet rakte… Egentlig nemmere at have brystkræft end et dårligt knæ :-)



Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.



Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…



Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…





Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...

Angsten som tro følgesvend

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Men jeg er rystet og har brug for at få lidt luft. Jeg ved, at en del kræftoverlevere læser med og at I vil kunne nikke genkendende til denne her forbistrede angst for tilbagefald, der følger med, når man har været ramt af kræft.

Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.


Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.

Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.

At bære med smil sin byrde...

Jeg har tidligere skrevet om et menneske, som efterlod sig et aftryk.

Dem har jeg mødt mange af. Om det er fordi jeg er særdeles heldig eller om det er fordi jeg er særlig opmærksom, det ved jeg ikke… Men tillad mig at fortælle om endnu et fantastisk menneske:

Vi er næsten på samme alder. Vi blev - uden at vide det på det tidspunkt - opereret for brystkræft på den samme dag - hun på Herlev, jeg i Ringsted. Jeg skulle igennem endnu en operation 16 dage senere. Hun var derfor 2 uger foran mig i hele efterbehandlingsforløbet. Da mit stråleterapiforløb skulle planlægges spurgte jeg sygeplejersken om man måtte komme med ønsker. Hun så lidt træt ud i blikket, da hun svarede: "ja… men vi KAN altså ikke give alle patienter stråler om morgenen…" Det var slet ikke mit ærinde. Jeg ønskede bare, at de ville planlægge Lenes og mit forløb således, at vi kunne følges. Hun lyste helt op, da det gik op for hende, hvad jeg mente. Dét havde hun aldrig været ude for før. Den del af stråle-forløbet, hvor vi kunne følges (Lenes sidste halvdel og min første halvdel) fik vi således for det meste tider nogenlunde samtidig. Tiden blev fordrevet med kortspil, spisning af medbragt morgenbrød og latter… Masser af latter.

Og Lene er hendes navn. Hende, som har efterladt et aftryk…

Vi mødte hinanden, da vi begge deltog i et "look good - feel better"-arrangement på Næstved Sygehus i november 2009. Der sad vi med vores parykker (som i parentes bemærket meget hurtigt blev taget af) og skulle forventningsfulde - og rædselsslagne - modtage undervisning i at lægge make up, som kunne sløre kemoterapiens rædselsfulde virkning… vi fik undervisning i at sminke øjnene, så man (næsten) ikke bemærker de manglende øjenvipper, hvordan man får lidt kulør i det blege ansigt og hvordan man tegner øjenbryn, når der ikke er et eneste hårstrå tilbage…

Lene sad skråt overfor mig. Vi havde kigget hinanden lidt an, da hun udbrød: "Hedder du ikke Helle?" Og jo, det gør jeg jo. Det viste sig, at vi havde gået på den samme folkeskole. Hun en årgang ældre end jeg. Efter undervisningen faldt vi i snak. Noget vi har gjort utallige gange siden. Og at kalde det snak er vel egentlig en underdrivelse. Det er så absolut ikke ligegyldigheder, der bliver drøftet, når vi er sammen. At blive ramt af kræft, når man befinder sig midt i livet er en særegen oplevelse. Om man bliver et bedre menneske af at have fornemmet manden med leens ånde meget tæt på nakken, det ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at jeg har mødt rigtig mange mennesker, som har prøvet det. Ingen af dem - ingen! - kan betegnes som egoistiske. Igen, om det er situationen, der gør sig gældende eller om kræft kun rammer mennesker, der faktisk er fantastiske og rummelige mennesker, det skal jeg ikke kunne sige… Kan du høre, jeg smiler?

Lene var som sagt 2 uger foran mig i behandlingen og det er netop i dag præcis 1 år siden, hun fik sin sidste kemobehandling. Jeg var med hende. Ligesom hun var med mig 14 dage senere. De måtte stikke hende flere gange for at finde en egnet åre. Men hun er simpelthen bare så sej! Som hun selv siger, så fejler hun sjældent noget. Men når hun gør, så er det alvorligt. Hun blev således ramt af kræft i spiserøret i en alder af bare 33 år og der har igennem hele hendes brystkræftforløb hvilet en ro over hende. Hun har en evne til at betragte en given situation som et bump på vejen. At livet sommetider er uretfærdigt, hersker der ingen tvivl om. Hvorfor skal sådan et fantastisk menneske igennem sådan en hård kamp 2 gange så tidligt i livet?

Jeg har lige talt med hende i telefonen. Hun var til kontrol på onkologisk afdeling i går. Alt ser godt ud. Yderligere tiltag for at forhindre tilbagefald og afhjælpe bivirkninger af efterbehandlingen afventer. Rekonstruktion af brystet afventer. Og Lene? Hun tager det hele med ophøjet ro - som altid. Hun tager en dag ad gangen - og smiler imens… Hun er ganske enkelt et fantastisk menneske!

Dead or alive...

Da jeg vågnede her til morgen, troede jeg simpelthen, at jeg var død. Eller i hvert fald skindød. Jeg vågnede 3 kvarter før vækkeuret ringede. Resten af huset sov. Der var helt stille og mørkt. Og jeg var superfrisk lige indtil jeg forsøgte at bevæge mig. Mine muskler var som kogt spaghetti. Fuldstændig slatne.


Selv den energi det kræver at trække vejret, syntes unødig. Kunne den brystkasse dog ikke bare forholde sig lidt i ro… Hvordan kan man være så klar i hovedet, når ens krop er mere død end levende?

Det var ikke en uvant følelse. Indtil for en måned siden vågnede jeg faktisk på denne måde de fleste morgener. Men så begyndte der at ske fremskridt. Og det er nok derfor jeg bliver lidt modløs. Nu gik det ligeså godt og så skal der ikke mere end en enkelt aften med aktivitet til at vælte læsset. Ja, aktivitet og aktivitet… Jeg skulle bare sidde på min flade og lytte. Jeg var til et rigtig godt foredrag med Chris MacDonald i Næstved tirsdag aften. Det kostede så en fraværsdag i går, hvor jeg hvilede mig. Og lige meget hjalp det. I dag har jeg ændret strategi. Jeg har meddelt, at jeg kommer senere og da Benjamin var sendt af sted, spiste jeg min vigtige morgenmad, tog vandrestøvler på og hunden i snor. Det har hjulpet. Kroppen skriger stadig på at få lov at sidde og ligge hele tiden, men jeg forsøger at finde mute-knappen, så jeg ikke kan høre det…

Der skal være balance i tingene...

Hvordan lærer man at leve med en konstant følgesvend, som hedder træthed? En træthed, som ikke kan bekæmpes med søvn og hvile; men som gør, at man næsten ikke kan holde sig oprejst. Alle muskler i kroppen virker slappe. Sådan som kroppen føles lige når man vågner og man ligesom vækker kroppen ved at strække sig. Det hjælper bare ikke at strække sig. Det eneste som ikke føles slapt, er mine hofter. De er til gengæld stive og det koster nogle kræfter, hver gang jeg skal rejse mig. Det bliver man også træt af i længden.


Trætheden er en konsekvens af, at jeg takkede ja til kemoterapi. Men hvis ikke jeg havde takket ja til behandlingen, så havde jeg måske ikke været her i dag. Og så kan jeg vel godt lære at leve med træthed. Og det er det jeg er i gang med: at lære at leve med trætheden. Fordi hvornår skal jeg give efter for kroppens konstante ønske om at hvile og hvornår skal jeg presse mig selv? Det er ikke noget man får hjælp til at finde ud af og jeg ved, at det er noget, som rigtig mange kræftoverlevere kæmper med. Det er ikke fordi det skorter på gode og velmenende råd fra omgivelserne. Og jeg opsøger da også selv hele tiden viden om emnet. Sund kost og regelmæssig motion. God søvn. Positiv tænkning. Det er de gennemgående temaer. Der står ikke nogen steder, at man får det bedre af at beklage sig og heller ikke, at det hjælper, hvis ens mantra er: "jeg er træt"…

Men hvor er det svært at holde for sig selv. Jeg vil gerne mødes af forståelse. Ikke ynk. Ikke "tag-dig-sammen"-attitude. Bare forståelse. Og forståelse får jeg hos andre kræftoverlevere. Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det.

I dag har jeg en dynedag. Det er ikke synd for mig. Jeg har ikke brug for et venligt spark bagi. Jeg har brug for at finde balancen. Den nye balance i mit liv. Balancen mellem arbejdsliv, pligter, familieliv og fritidsliv - og min udfordring: trætheden

Med frosne rosenkål skal alt ondt bekæmpes

I et øjeblik af momentan sindssyge købte jeg 6 poser frosne rosenkål. "Fårdi det errr gådt mod krrrraft", siger Chris MacDonald. Ja, det er så meget muligt og det siger da også en del om, hvor langt jeg er villig til at gå for at holde kræft fra døren, men… De forbandede poser optager al frysepladsen og jeg synes på en eller anden måde, at det er mere sikkert, at de bliver liggende i fryseren. Det er vel en hån imod mit fremtidige helbred, hvis jeg bare smider dem ud. At jeg så ikke har tænkt mig at spise yderligere af dem, det er en anden sag. Jeg har trods alt muligheden og mon ikke også det har en forebyggende effekt? Må hellere lige tjekke hvornår de har sidste udløbsdato, så jeg kan forny mit lager. Denne gang nok bare med en enkelt pose...

Støt brysterne...

Jeg sidder i skrivende stund og ser genudsendelsen af Brystgalla 2010 på TV3. Jeg så også live-udsendelsen i går og har gjort mig mange tanker siden. Lad mig først og fremmest lige fastslå, at det er et fantastisk resultat: over 21 millioner gode danske kroner og så er der stadig konkurrencer og auktioner, som ikke er afsluttet…

Men som jeg tidligere har skrevet om disse velgørenhedsshows, så sidder jeg tilbage med en mærkelig følelse. Tårerne flød mange gange i går aftes. Jeg sad alene og så showet og havde derfor mulighed for at gå i hulke-mode, når det var påkrævet. Og man skal da vist være lavet af granit, hvis man ikke følte trang til at hulke igennem, da 12-årige William tonede frem på skærmen og fortalte om tabet af hans dejlige mor. Forskellen på dette show og showet til fordel for afrikanske kvinder og jordskælvsofre i Haiti er, at deltagerne i dette show selv har valgt at deltage og de ved, hvad det skal bruges til. Men jeg sidder dog stadig med en mærkelig følelse. Det er underligt, når nogens skæbne (min!) skal gøres til underholdning. En mærkelig blanding af gru og underholdning i primetime.


Jeg kan ikke lade være med at tænke videre. Fordi penge gør det jo ikke alene. For at finde en kur mod brystkræft skal man bruge en masse forsøgspersoner. Som kræftpatient hører man ofte, at andre omtaler én som modig. Tja, men hvad er alternativet? Det er da for alvor modigt at sige nej til behandlingen. Det er der ikke mange, der gør. Heller ikke selvom man ved, at op imod 70% af de kvinder, som bliver behandlet for hormonfølsom brystkræft ingen gavn har af kemoterapien. Dvs. at man godt er klar over, at man overbehandler næsten 70% af en gruppe patienter; men man har ikke noget alternativ, fordi man ved simpelthen ikke, hvilke kvinder, der har brug for kemoterapi og hvilke kvinder, der ikke har. Tidligere på måneden læste jeg en artikel, hvor denne problematik var meget overfladisk beskrevet. Hovedpointen i artiklen var, at en gentest af kræftknuder i fremtiden skulle afgøre hvilke kvinder der skulle have kemoterapi og hvilke, der kunne slippe. Det er jo skønt. Problemet er bare, at man får det til at lyde som om, at det er noget man gør fra i morgen på samtlige sygehuse. Tænk på alle de kvinder, der på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal sige ja til at være med i et forsøg, hvor de ikke skal have kemoterapi. Jeg har sendt mange, mange tanker til alle de modige kvinder, der har indvilget i at deltage i forsøgsbehandlingerne, som har resulteret i, at standardforløbet er 6 gange kemoterapi med i alt 3 forskellige typer medicin. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man er kommet frem til 6 gange. Hvor mange kvinder har mon fået færre behandlinger eller mindre dosis og hvordan er det gået dem? Hvor mange kvinder har mon fået flere behandlinger og større dosis og hvordan er det gået dem? Hvilke rædselsfulde senfølger lider de mon under og er de her endnu????

Jeg blev selv sat i et dilemma, da jeg var til første møde på onkologisk afd. Jeg blev tilbudt at medvirke i et forsøg. Jeg fik 24 timer til at tage stilling. "Guleroden" var, at jeg gerne skulle få færre bivirkninger end ved den sædvanlige behandling. Jeg blev sendt hjem med en masse papirer, hvori forsøget stod beskrevet. Hvordan skal man kunne tage den rigtige beslutning? Findes der en rigtig beslutning? Ingen ved om det andet ville have virket, hvis dét du har valgt, ikke gør. Der er ingen garantier. Jeg valgte at sige ja til at deltage i forsøget. Nogen skal jo lægge krop til, hvis vi skal gøre fremskridt og det lød da også besnærende, at lægerne mente, at jeg kunne blive fri for den ene form for cellegift. En cellegift, som har den ubehagelige bivirkning, at den kan lave permanent skade på hjertet og ødelægge dine blodårer. Blandt andet! Ork, der findes også andre ubehagelige bivirkninger… Var det modigt? Måske… Men jeg kan ikke lade være med at tænke på min dejlige mor, som fik direkte at vide, at man der tilbage i begyndelsen af 80´erne trak lod om, hvilken behandling hun skulle have udover operation og stråler. Min onkolog var ved at tabe både næse og mund, da jeg fortalte, hvilken behandling hun havde fået - og at hun lever i bedste velgående. Af hans forskrækkede grimasse udleder jeg, at hun er noget ganske særligt; men det vidste jeg jo godt i forvejen…

Jeg går jo også og synes, at jeg selv er noget ganske særligt; men tænk! Jeg er blot én ud af over 50.000 danske kvinder, som har overlevet brystkræft. Det er mange! Og vi skulle jo gerne blive flere… Overlevere altså. Så selvfølgelig skal man støtte brysterne! Og testiklerne! Og spiserøret! Og mavesækken! Og æggestokkene! Og og og...

Tror jeg har fundet første gear…

Efter i lang tid at have befundet mig i bakgear for derefter i en kortere periode at befinde mig i frigear, har jeg vist endelig fundet et fremadgående gear. Er godt nok stadig kun i første gear; men det er dog fremadgående…

Har lige været en tur ved vandet sammen med Medina, vores nye hundehvalp. Ja, ny og ny… vi har haft hende i et par måneder og hun er bedårende. Hun er af racen border terrier ligesom vores forrige hund - æret være hans minde. Hendes fulde navn er Medina Molly Mortensen, men det bruger vi kun, når hun har været uartig - og det er hun stort set aldrig… I daglig tale Medina og så mor her var som sagt ved vandet. Vi sad sammen på en stor sten i vandkanten og skuede ud over det store hav. Skønt!
Og jeg mærkede en fornemmelse, jeg ikke har haft i mange, mange måneder. Vinden tog fat i mit hår. Lige dér som jeg fornemmede vinden i håret - der mærkede jeg ægte lykke. En ubeskrivelig følelse af glæde, lethed og taknemmelighed… I love it!!!!!! Mere af det, tak!

En lille statusopdatering på min helbredssituation: Blev færdig med strålebehandlingen torsdag d. 29. april og det fejrede jeg sammen med 25 mennesker i haven i sommerhuset samme dag. Jeg går og forsøger at tage mig sammen til at skrive et blogindlæg om denne dag, som var én af de største i mit liv. Faktisk kun overgået af Benjamins fødsel. Så stort var det - for mig i hvert fald…

Nå, slut med operationer, slut med kemoterapi og slut med strålebehandling. Tilbage er så 5 års behandling med anti-hormoner og en masse kontrolbesøg… Var til kontrol samme dag som jeg sluttede med strålebehandlingen. Alt ser fint ud og jeg har stort set ingen gener efter strålerne og ej heller de store bivirkninger af anti-hormonerne. Do you feel lucky, punk? Oh yeah! Det gør jeg faktisk…

Så jeg har det godt. Begynder mere at mere at ligne mig selv. Har lidt mere overskud og humøret er stadig godt.


Tilbage er så bare at finde ud af, hvad jeg bruge resten af mit liv til… Hmmm… Det står på to-do-listen for i morgen at finde ud af det. Lige nu koncentrerer jeg mig om at finde andet gear, så jeg kan få lidt mere fart på igen...

Hvad skal man mene og hvad skal man tro?

Hvad skal man mene og hvad skal man tro, når det gælder nye og opsigtsvækkende opdagelser indenfor bekæmpelsen af brystkræft? Jeg har fulgt udviklingen via medierne siden min mor fik sygdommen for snart 30 år siden og på det seneste er der nærmest banebrydende nyt hver eneste uge…

Sjovt nok ligner behandlingen i dag til forveksling behandlingen for 30 år siden: Kirurgi, kemoterapi og strålebehandling. Og det til trods for at man ude i verden eller henne i København har gjort opsigtsvækkende fund, som f.eks. inkluderer at fryse svulsten væk, krydse tomatgener med et eller andet, blande HIV-medicin med noget andet og hvad ved jeg. Jeg håber så inderligt, at man finder en skånsom kur og endnu bedre en forebyggende foranstaltning, såsom en vaccine, så det er jo ikke, fordi jeg mener, at man skal afskrive al denne forskning. Man bliver bare en lille smule træt, når man ved, at behandlingen i store træk ligner sig selv. At man hele tiden bliver dygtigere til at give strålerne mere præcist og kemoblandingen med tiden helt sikkert er blevet mere effektiv og mere skånsom, det er jeg heller ikke i tvivl om. Hvor behandlingen for alvor adskiller sig nu fremfor for 30 år siden er på kirurgisiden. Nu forsøger man så vidt muligt at lave brystbevarende operationer, hvor man dengang fjernede hele brystet.

Mit bæger flød dog over, da jeg hørte om et videnskabeligt studie på Rigshospitalet, hvor man er kommet frem til at mammografiscreeninger giver store skadevirkninger. Nå! Tænkte jeg. Kan selve mammografien medføre skader på brysterne? Næ nej. Skadevirkningen består i for mange falsk positive svar. Dvs. at nogle kvinder ville blive indkaldt til yderligere undersøgelser for derefter at få at vide, at der ikke var tale om kræft. Buhu! Siger jeg bare. Det er muligt, at det giver traumer, at man i en kortere periode har haft en frygtelig mulig ”dom” hængende over hovedet. Lettelsen bør derfor også være stor, når man får at vide, at man ikke har brystkræft. I min situation vil jeg tillade mig at kalde disse hysteriske kvindfolk for en smule belastende…

Se, hvis man får et falsk negativt svar, så kan jeg forstå, at man har noget at pive over. Det sker nemlig også, desværre...

Nu er det snart slut... - altså med behandlingen :-)

Nu nærmer tiden sig for den sidste runde kemoterapi og jeg kan ikke beskrive, hvor dejligt det bliver at kunne lægge det bag mig. Forude venter 33 omgange stråler. Det er 8 omgange mere end jeg havde forventet…

Selvom jeg har forsøgt at beskytte mig selv imod grusomme historier, så er det alligevel lykkedes at skræmme mig fra vid og sans med indtil flere af slagsen. Og vi kender alle sammen til dem. Nabokonens søster der fornemmede en sten i skoen. Hun går til lægen, som sender hende videre og selvom det bedste ved disse historier er alle de malende detaljer, vil jeg udelade dem og gå direkte til operationen. Kirurgen påbegynder operationen, men vælger at lukke hende igen, fordi hun har kræft i hele kroppen. To uger senere er hun død. Det er selvfølgelig sat på spidsen og lige netop dén slags historier, kan jeg sagtens ryste af mig. Jeg har det meget sværere med historier om dem, som får tilbagefald. 2, 5, 10 eller 15 år efter en veloverstået kræftbehandling. Lidt synsforstyrrelser viser sig at være en kræftsvulst i hjernen på størrelse med 4 fodboldbaner og hun ender (naturligvis) med at dø meget hurtigt.

JEG HAR IKKE BRUG FOR DEN SLAGS HISTORIER!!!! Tro mig! Jeg var 12-13 år, da min mor som den første i familien fik kræft. Der gik knap 30 år før vores familie igen blev ramt af kræft (moi) og alligevel har der i de mellemliggende år kun eksisteret 2 diagnoser i vores familie. Enten er det influenza eller også er det kræft. Jeg priser mig lykkelig for, at menneskekroppen er så symmetrisk, som den er. Når man fornemmer en lille bule på ydersiden af foden, så tjekker man jo bare om der også er en bule på ydersiden af den anden fod. Man er nærmest sin egen omvandrende facitliste.

Denne blog er en balancegang. For tro det, hvem der kan: der er faktisk ting, som er private – også for mig :-) Men jeg vil da gerne fortælle, at der sideløbende med efterbehandlingen har været flere symptomer på grumme, grumme ting. Alle sammen ting som er blevet undersøgt og min frygt er blevet manet til jorden. Jeg havde aldrig troet, at jeg i den grad kunne blive grebet af en altoverskyggende angst. En angst, som kan slå luften ud af mig og gøre mig svimmel. Og så bliver man nok lidt rørstrømsk, når man skal videreformidle det glade budskab, som da min søde niece tilfældigt ringede, da jeg kom fra lægen. Hun ringede selv med gode nyheder, som omhandlede en uventet økonomisk besparelse for hende. Det gjorde mig naturligvis glad og jeg ville så dele mine gode nyheder med hende. Det var nok lidt uventet for os begge, at jeg brød ud i krampegråd af glæde… Nu er hun en pige med begge ben på jorden, så hendes pragtfulde tørre kommentar var: ”Hm… Du sku lige overgå mig, hva?!” men jeg kunne godt høre glædeståren trille på hendes kind også…

Men der skal faktisk kun et enkelt lille ord til at ødelægge en ellers god stemning. Jeg er adskillige gange blevet mødt med kommentarer såsom ”min tante døde OGSÅ af kræft”… ”OGSÅ?! Hm… Det vil altså sige, at du lige nu står og overvejer hvilke blomster, der skal være i min bårebuket eller hva?!” tænker jeg så. Jeg siger det jo ikke. Det ville ikke være pænt; men det er faktisk heller ikke særlig pænt at sige sådan til en alvorligt syg. Men det viser tydeligt, hvordan andre takler en grim diagnose og hvor lidt de ved. Overlevelsesmulighederne er gode. For min type brystkræft overlever 4 ud af 5. Og hvis jeg ikke selv troede på, at jeg ville overleve, så ville jeg ikke gennemgå det helvede, som kemoterapi er, tro mig! Men noget der glæder mig er, når jeg taler med andre kvinder, der har været igennem det samme efterbehandlingsforløb. Jeg er flere gange blevet spurgt: er det ”bare” standardbehandlingen du får? Og det er faktisk en lettelse at høre, at disse kvinder er i stand til at se tilbage på noget så rædselsfuldt som kemoterapi er, som ”bare”. Det gør mig fortrøstningsfuld. Og det er ikke så ringe endda…

Sådan er det bare – uden omsvøb

Nu begynder det at gøre ondt for alvor, synes jeg… Det er uden sammenligning det hårdeste, jeg har været udsat for i mit liv og jeg begynder at blive i tvivl om det er ”umagen” værd med den kemoterapi. Efter endte operationer fik jeg at vide, at jeg som udgangspunkt er rask og at kemoterapi og stråleterapi ”kun” skal betragtes som forebyggende foranstaltninger. Men det er jo for helvede efterbehandlingen, der tager lysten til at leve fra én!!!!! Det er simpelthen så rædselsfuldt, at selv jeg mangler ord…

Trætheden er uden tvivl det værste. Jeg går i seng mellem kl. 18 og kl. 20 hver aften. Jeg sover ikke med det samme og min krop skriger på noget fysisk aktivitet, men jeg KAN IKKE!!! Rastløsheden i benene er nærmest uudholdelig og manglen på motion sætter sine spor – både på konditionen og kropskonturen.

Det er i dag 150 dage siden jeg fandt knuden i brystet og føj for en lorterejse, jeg har været på siden – og så er jeg ikke engang færdig endnu… Har netop modtaget den 5. runde kemoterapi, så nu er der kun 1 runde tilbage. Nu er det ikke selve det at få kemoterapi, der er hårdt. Det er tiden, der følger… Jeg synes faktisk selv, at jeg har taget det med oprejst pande; men det ændrer ikke på, at jeg i går brød fuldstændig sammen overfor Sten, da vi skulle aftale, hvad tid vi skulle køre til sygehuset. Bare tanken om hvad der ventede! Var nok til et mindre sammenbrud. Så kan man være nok så munter og stærk udadtil. Men underbevidstheden lader sig ikke narre…

Humoren er dog stadig intakt, bare rolig. Selvironien fejler heller ikke noget… Jeg har nok bare ikke det store behov lige nu for at være pauseklovn på bloggen… Jeg er sgu så træt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

100 dage er en evighed...

For at holde styr på mig selv og alle mine aftaler har jeg indkøbt en studiekalender. Det er meget passende, da hele forløbet startede i august og behandlingen er overstået inden vi når sommerferien.

Den faktiske dato for starten på det hele er den 29. august 2009. Den har jeg døbt til dag 1. Det var den dag, jeg opdagede knuden i brystet. Jeg sad i søndags og skrev "dagsnumre" på hver enkelt side i kalenderen. I søndags rundede jeg nøjagtig dag nr. 100. For at sætte det i perspektiv kan jeg fortælle, at om endnu 100 dage er jeg færdig med kemo inkl. de sædvanlige bivirkninger... Hmmm... Det var faktisk lidt af en mavepuster. Tænk! At der er ligeså lang tid tilbage med kemo som den samlede tid, der er gået siden jeg blev rystet i min grundvold, den dag i august... Puha! Må tænke anderledes inden jeg bliver vanvittig!

Jeg er nu halvvejs i kemobehandlingen. Modtog 3. behandling i går. Mine tal er stadig meget fine - mit immunforsvar er faktisk slet ikke påvirket af cellegiften - skønt. Jeg har fravalgt H1N1-influenzavaccinen af samme grund.

Som jeg sidder her fredag aften - dagen efter kemoen - kommer bivirkningerne ligeså stille snigende... Ulysten til ALT! Det er fuldstændig underordnet om jeg ligger, sidder eller står. Jeg har ikke lyst til det, jeg gør og jeg har ikke lyst til at ændre stilling.

Det var også derfor, jeg var trodsig i går. Den forbandede sygdom skal ikke have lov til at sætte dagsordenen! Først gik jeg en tur i julebelysningens hyggelige skær sammen med Hanne B. og bagefter var jeg på pubben Upper Hill til quizaften sammen med Jeanett. Når jeg tænker på, hvor udmattet jeg var dagen FØR kemoen denne gang, burde det ikke være muligt at mobilisere kræfterne til den slags; men!!!! Det var vist mit helt personlige opgør med situationen. Jeg finder mig ikke i det! Så der røg et par dejlige, kolde fadbamser ned. Mmmmm... Smagte godt og jeg sov som en lille baaaaeby :-)

Træt af at være træt

Jeg bliver helt varm om hjertet af al den opmærksomhed, jeg får i denne tid... Tak for det!

Der har bredt sig en bekymring, fordi der er gået nogle dage siden, jeg skrev på bloggen sidst. Men jeg har det altså godt :-) Jeg er meget træt. Og er jeg ikke træt, så kører jeg mig selv så hårdt, at jeg helt sikkert bliver det. Jeg kan åbenbart ikke leve på andre måder... men jeg forsøger at passe på mig samtidig med, at jeg forsøger at leve så normalt som muligt.

Det er en underlig form for træthed. Min smækre krop vil gerne ligge ned det meste af tiden. Kroppen er træt og "tung"... Men det får den ikke lov til! Jeg tror, at det er vigtigt at holde sig i gang så vidt det er muligt.

Når man får en kræft-diagnose, så burde der følge en privatsekretær med... Der er simpelthen så meget, der skal holdes styr på. Medicin, genoptræning, undersøgelser, behandling, blodprøver, resultater og parkeringsforhold... Apropos mine tidligere blogs, så oplevede jeg i dag for første gang i flere år, at jeg IKKE fik en parkeringsplads. Hmmm... Skal vist lige huske at skrive "sende positive tanker ud i universet" ind i kalenderen til i morgen...

Og det var så runde 2

Nye oplevelser er altid velkomne og jeg har nu endnu engang oplevet mig selv sige sætninger, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at sige - eller bare tænke... "nu har jeg længere hår på benene end på hovedet" eller "jeg var nødt til at holde på håret for at det ikke skulle blæse væk i stormen" eller "sidder mit hår lige?"

Jeg er nu igennem en tredjedel af kemobehandlingen, dvs. 2 ud af 6 behandlinger. Den næste uges tid bliver nok lidt træls. Det var den sidst; men ellers er jeg godt kørende. Mine tal (udtryk for immunforsvaret) er fine - fedt!

Lige nu sidder jeg og hviler min trætte krop. Det er en "tung" form for træthed. Det eneste jeg har lyst til at halvt sidde/halvt ligge ned... Det er ikke fordi, jeg har lyst til at sove. Jeg vil bare gerne have lov at være...

Min søde veninde, Hanne B. kommer forbi om lidt. Hun er og har altid været helt fantastisk. Hun har fyldt min fryser med hjemmelavede, lækre retter - lige til at varme, når man er træææææt... Dagens bestilling hos hende er den nye Dan Brown-bog og en kasse sodavandsis til at tage den brændende fornemmelse i munden efter kemoen. Hun er noget ganske særligt, hende Hanne...

Hvor sidder kvindligheden?

Hvor sidder kvindligheden? Det har jeg gået og funderet meget over i de seneste 2 måneder. Det er nu netop 2 måneder siden, jeg blev opereret første gang. Og det har endnu ikke generet mig det fjerneste, at jeg er en lille smule asymmetrisk omkring brystpartiet. Det er såmænd ikke værre end de forandringer ens krop gennemgår, når man har været gravid. Jeg er stadig mig! Og det er jeg godt tilfreds med...

Jeg er nu nået så langt i efterbehandlingen, at håret var begyndt at falde af. Det er noget af det, jeg har frygtet mest. Da lægen fortalte mig, at jeg havde kræft, var mine to første tanker: "Pis! Det kan jeg dø af..." og "Pis! Så mister jeg håret". Den sidste tanke har fyldt mest...

Jeg gik ikke ret længe med løstsiddende hår, før jeg fik min søde og forstående frisør til at tage mit smukke hoved under kærlig behandling. For mig handler det om at tage kontrol over situationen. Med synligheden af sygdommen følger en enorm sårbarhed og jeg ville aldrig have troet, at jeg kunne blive så blufærdig. Selv blandt andre kræftpatienter syntes jeg, at det var pinligt, at jeg efterlod mig et spor af lange røde hår... Min DNA var alle vegne :-)

Jeg tog derfor tyren ved hornene i fredags og fik en tid hos Trine kl. 17. Jeanett kom direkte fra abejde for "at holde mig i hånden". Det var meget udramatisk og gik over al forventning. Jeg var klar - nok mere klar end både Trine og Jeanett... De fældede et par tårer, da Trine klippede den lange hestehale af og derefter kørte trimmeren igennem håret. Og det er helt ok. Det hele foregik stille og roligt. Vi jokede en del. Det er jo - og har altid været - min måde at takle den slags på. Jeg bad f.eks. om at få spejlet. Skulle lige sikre mig, at det ikke blev for kort i nakken :-)

Og det er faktisk ikke så tosset til mig uden hår. Jeg har haft frisurer, der var langt mindre klædelige...

Det er da noget jeg vil tage med mig fremover. At når det, man frygter, indtræffer, så er det ofte langtfra ligeså slemt som selve frygten.

Og kvindligheden sidder heller ikke i håret, kan jeg så afsløre. Jeg er kommet frem til, at den sidder samme sted som den humoristiske sans. Nogle dage fylder både humor og følelsen af kvindlighed mere end andre dage.

Vi lever i en tid, hvor mediebilledet er fyldt med silikone og botox. Det kunstige - som helt tydeligt er kunstigt - er blevet normen. Jeg har aldrig været med på den galej. Jeg synes, at kvinder med egne læber, smilerynker, naturlig ansigtsmimik og naturlige bryster - størrelsen underordnet - har noget smukt over sig. Det er folks eget valg om de vil undergå såkaldte skønhedsoperationer, men jeg tror ikke på, at skønheden - og dermed lykken? - sidder i et par silikonefyldte læber. Skønheden sidder nok samme sted som den humoristiske sans og kvindligheden. Hvor ofte har vi ikke hørt om kendisser, som - oftest når berømmelsen falmer - står frem og fortæller om det skønhedstyranni, de har levet i mht. vægt, rynker, bryster m.m.m. Og det vil jo sige, at de ikke engang følte sig skønne selvom de angiveligst så skønne ud.

Jeg synes jo som sagt, at det skal være folks eget valg og hvis en kvinde bliver lykkelig af at få et par silikonebryster så fred være med det. Der findes bare så mange eksempler på kvinder (og mænd) som ikke nøjes med én operation og så er der efter min opfattelse noget helt andet galt.

Men er det ikke dejligt at vide, at der findes mennesker, som kan stille sig foran spejlet og være tilfredse med det de ser - inkl. ar og ekskl. hår?