Jeg har gjort noget vildt… Jeg har kastet mig ud på online-dating markedet. Efter at have taget tilløb flere gange, har jeg nu oprettet en profil. Og hånden på hjertet: Jeg hader det! Og er ret overbevist om, at jeg ALDRIG kommer til at møde nogen som helst af disse bejlere IRL. Det tør jeg simpelthen ikke! Efter alt det jeg har været igennem, så ville det være pænt ærgerligt at dukke op i parteret tilstand i en stor kuffert i Peblingesøen… For man ved jo ikke, hvad det er for en, der gemmer sig bag profilnavnet. Altså nogle profilnavne giver jo sig selv… "Aalborg27cm" f.eks. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad han har målt til at være 27 cm… 27 cm! Hm…
Eller hvad med "Trofast 65"? Er det kun mig eller tænker du også på en hund??? Trofast…
Mit eget profilnavn er en hemmelighed. Og det er min profil faktisk også. Jeg har ikke billede på. Det er alt for grænseoverskridende for mig. "Jamen, så er der ingen, der skriver". Og jo! Det er der. Unge mænd byder sig til… Med profilbilleder af deres nøgne overkroppe. Og jeg er langt fra imponeret. Nu er det måske bare mig, der er mærkelig, men et billede af en 22-årig ung mand, der måske nok er vokset til i højden, men mangler drøjden - dét er sgu ikke lige mig… Og så 22 år gammel! Det ville faktisk være mere oplagt at lade ham møde min jævnaldrende søn. Det kunne jo være, at de havde fælles interesser - som IKKE indbefatter mor!!!
Det er en meget almindelig måde at mødes på. Men det er da noget mærkeligt, markedsagtigt noget. Hvis jeg snakkede højt med mig selv ville jeg være hæs af at sige "duer ikke - væk! Næste!" som en anden prinsesse fra et eventyr. Og hvor meget eventyr er der egentlig over at sidde til sit eget bryllup og sige "ja, vi mødtes jo så på netdating. Han var "BigTool4U" og jeg var "StiveSkruer". Arj! Det holder altså ikke…
