Den gode historie...

Jeg har lige haft en dejlig oplevelse… På mit arbejde faldt jeg over et navn, jeg kender, da jeg skulle sende en faktura. Det var navnet på min gamle tysklærer… Altså, hun er ikke gammel… Da jeg havde hende tilbage i 1983-84, var hun i trediverne. Det var på det tidspunkt, hvor hun fik konstateret brystkræft. Jeg blev simpelthen så glad for at se hendes navn. Både fordi hun er et dejligt menneske, men også fordi hun er endnu et levende vidnesbyrd om, at man kan overleve brystkræft og leve lææææænge efter.  Da min tysklærer blev ramt, var jeg selvskrevet til at være en af de elever, der skulle besøge hende og overbringe de blomster, som vi havde samlet ind til i klassen. Selvskrevet, fordi jeg selv havde haft sygdommen tæt inde på livet få år tidligere, da min mor blev ramt. Jeg havde den største lyst til at skrive en lille besked til hende, men jeg gjorde det ikke…  Men jeg har smilet siden jeg så hendes navn på tryk - og det er dejligt… Måske jeg skulle skrive et lille brev til hende og sende det - uden en faktura - hehe...

Da jeg kørte hjem fra arbejde, sad jeg og talte løseligt hvor mange jeg kender, der har været eller er ramt af brystkræft. Tallet er skræmmende højt… Og det tæller altså både dem, som jeg altid har kendt og dem jeg har lært at kende efter jeg selv blev syg.

Vi er mange overlevere! Heldigvis… Og jeg håber, at jeg om 25-30 år får en lille håndskrevet besked fra én fra fortiden. Det vil jeg glæde mig til! Også selvom den muligvis kommer sammen med en faktura…

...

Æret være Annes minde...

Dette indlæg skriver jeg, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være…

Jeg har nu været medlem af Klub Brystkræft i ca. 2½ år. Og jeg har hele tiden været meget stolt af, at ingen har forladt klubben på den ultimative måde, mens jeg har været medlem. Altså ingen er døde...

I dag har jeg lige hørt, at et af mine forbilleder ikke er blandt os længere.

Anne Melander kan ses i denne lille film fra Brystgalla 2010… Jeg kender hende ikke personligt, men jeg brød ud i spontan gråd, da jeg fik at vide, at hun er gået bort. Det går nærmest over min forstand, at livet kan være så ubarmhjertigt

http://www.youtube.com/watch?v=LoaWMSDHWx4

Anne Melander kæmpede ikke blot for sit liv. Hun kæmpede også mod uretfærdighed. Med en mand og 2 små børn, som pga. lægesjusk stod foran at blive enkemand og moderløse kæmpede hun bravt mod systemet, som ville reducere erstatningen for fejlbehandling af sundhedsvæsenet, fordi hun sandsynligvis ville dø indenfor kort tid. Patientklageankenævnet valgte at anke Østre Landsrets kendelse. Ankesagen begynder så vidt jeg erindrer den 29. maj i år. Det er meget hurtigere end den slags ankesager normalt tager, men ikke hurtigt nok… Anne nåede ikke at høre Højesterets kendelse...

Jeg håber, at retfærdighed sker fyldest. Jeg håber, at de efterladte får medhold - IGEN. Denne gang uden Anne. Når lægestanden laver en fejl (det kan ikke undgås), så skal man ikke straffes dobbelt ved at et Patientklageankenævn nedsætter erstatningen med begrundelsen: "Ja, der er begået fejl. Ja, patienten har ret til erstatning. Og ja, erstatningsbeløbet reduceres, fordi lægefejlen er så graverende, at patienten rent faktisk ender med at dø meget tidligere end hvis sygdommen var  blevet opdaget i tide".

Mine tanker går til Anne Melanders familie og alle der kendte hende.

Æret være Anne Melanders minde