Alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør"

Hørte jeg virkelig rigtigt? Jeg har lige været inde at runde De Konservatives hjemmeside for at dobbelt-tjekke. Henriette Kjær er politisk-økonomisk ordfører for partiet. Den er god nok. Tænk, at jeg ikke vidste det før i dag. Jeg "samler" lidt på ting, der kan få mig til at smile på en gråvejrsdag og denne her ryger i gemmeboksen.

Er det bare mig eller klinger det fuldstændig hult, når Henriette Kjær skal fortælle os - borgerne i Danmark - hvordan vi skal føre en ansvarlig økonomisk politik? At hun har rod i sin privatøkonomi er vel ret beset hendes egen sag, men når nu det er offentlig kendt, så kan hun jo have nok så mange gode pointer. Jeg aner ikke, hvad hun står for. Mine ører nægter simpelthen at høre efter.

Generelt er der alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør" over politikerne. Og jeg er træt af det. Jeg vil gerne have nogle gode forbilleder og rollemodeller. Politikerne, som jo er dem, der laver spillereglerne for os alle sammen har den grundholdning, at reglerne skal gælde alle. Altså lige på nær dem selv, fordi de er noget ganske særligt. Hvorfor i alverden skal vi andre så følge reglerne? Ser man på nogle af eksemplerne, så er de enkeltvis betragtet bagateller. Det er mængden af dem, der er problematisk.

Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg sommetider føler mig tisset på, når politikerne siger ét og gør noget andet. Hvordan kan man sige til befolkningen, at de skal vælge folkeskolen og så derefter sende sine egne børn i privatskoler. At politikerne så toner frem på skærmen og fortæller, at lige netop deres børn lige p.t. har et særligt behov for at gå på en mindre skole, når der lige p.t. rundt om i kommunerne nedlægges den ene lille kommunale skole efter den anden, så bliver jeg harm. Det er ikke alle, der har råd til at sende børnene på privatskole og nu er det ikke kun de bedrestilledes børn, som kan have behov for at gå på en lille skole i en periode. Politikerne trænger til at komme ud i virkeligheden. Det skulle forbydes for siddende politikere på Borgen at genopstille. Lad os viske tavlen ren og få en ny flok derind. En god blanding af samvittighedsfulde borgere med vidt forskellige baggrunde. Korte, lange og ingen uddannelser. Nogle som har sikret sig, når de nærmer sig pensionsalderen og nogle som ikke har. Nogle som bor i store villaer nord for København og nogle som bor i lejlighedskomplekser i såkaldte ghettoer. Nogle som har prøvet at leve af kontanthjælp og nogle som har arbejdet siden de forlod skolen efter 9. klasse. Nogle som aldrig har prøvet at være på arbejdsmarkedet, men som til gengæld har et indgående kendskab til uddannelsessystemet.

Nogle gæve borgere med rigtige erfaringer i rygsækken. Nogle vi andre kan spejle os i…

Nu er det jo ikke sådan at de nuværende politikere skulle udelukkes fra politik i al evighed. De skulle skam have lov til at komme tilbage, når de havde udtjent deres "borgerpligt" ved at arbejde ude i virkeligheden i minimum 4 år (samme tidsramme som en valgperiode). De ville have rigtig godt af at arbejde i hjemmeplejen, på skolerne, i børnehaverne, på jobcentrene og på sygehusene. For blot at nævne nogle… Mon ikke de ville have et helt andet syn og en helt anden forståelse for borgernes vilkår. Både som arbejdstagere og brugere af systemet… Mon ikke erfaringerne i bund og grund er mere værd end nok så mange kandidatgrader?

Dead or alive...

Da jeg vågnede her til morgen, troede jeg simpelthen, at jeg var død. Eller i hvert fald skindød. Jeg vågnede 3 kvarter før vækkeuret ringede. Resten af huset sov. Der var helt stille og mørkt. Og jeg var superfrisk lige indtil jeg forsøgte at bevæge mig. Mine muskler var som kogt spaghetti. Fuldstændig slatne.


Selv den energi det kræver at trække vejret, syntes unødig. Kunne den brystkasse dog ikke bare forholde sig lidt i ro… Hvordan kan man være så klar i hovedet, når ens krop er mere død end levende?

Det var ikke en uvant følelse. Indtil for en måned siden vågnede jeg faktisk på denne måde de fleste morgener. Men så begyndte der at ske fremskridt. Og det er nok derfor jeg bliver lidt modløs. Nu gik det ligeså godt og så skal der ikke mere end en enkelt aften med aktivitet til at vælte læsset. Ja, aktivitet og aktivitet… Jeg skulle bare sidde på min flade og lytte. Jeg var til et rigtig godt foredrag med Chris MacDonald i Næstved tirsdag aften. Det kostede så en fraværsdag i går, hvor jeg hvilede mig. Og lige meget hjalp det. I dag har jeg ændret strategi. Jeg har meddelt, at jeg kommer senere og da Benjamin var sendt af sted, spiste jeg min vigtige morgenmad, tog vandrestøvler på og hunden i snor. Det har hjulpet. Kroppen skriger stadig på at få lov at sidde og ligge hele tiden, men jeg forsøger at finde mute-knappen, så jeg ikke kan høre det…

Der skal være balance i tingene...

Hvordan lærer man at leve med en konstant følgesvend, som hedder træthed? En træthed, som ikke kan bekæmpes med søvn og hvile; men som gør, at man næsten ikke kan holde sig oprejst. Alle muskler i kroppen virker slappe. Sådan som kroppen føles lige når man vågner og man ligesom vækker kroppen ved at strække sig. Det hjælper bare ikke at strække sig. Det eneste som ikke føles slapt, er mine hofter. De er til gengæld stive og det koster nogle kræfter, hver gang jeg skal rejse mig. Det bliver man også træt af i længden.


Trætheden er en konsekvens af, at jeg takkede ja til kemoterapi. Men hvis ikke jeg havde takket ja til behandlingen, så havde jeg måske ikke været her i dag. Og så kan jeg vel godt lære at leve med træthed. Og det er det jeg er i gang med: at lære at leve med trætheden. Fordi hvornår skal jeg give efter for kroppens konstante ønske om at hvile og hvornår skal jeg presse mig selv? Det er ikke noget man får hjælp til at finde ud af og jeg ved, at det er noget, som rigtig mange kræftoverlevere kæmper med. Det er ikke fordi det skorter på gode og velmenende råd fra omgivelserne. Og jeg opsøger da også selv hele tiden viden om emnet. Sund kost og regelmæssig motion. God søvn. Positiv tænkning. Det er de gennemgående temaer. Der står ikke nogen steder, at man får det bedre af at beklage sig og heller ikke, at det hjælper, hvis ens mantra er: "jeg er træt"…

Men hvor er det svært at holde for sig selv. Jeg vil gerne mødes af forståelse. Ikke ynk. Ikke "tag-dig-sammen"-attitude. Bare forståelse. Og forståelse får jeg hos andre kræftoverlevere. Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det.

I dag har jeg en dynedag. Det er ikke synd for mig. Jeg har ikke brug for et venligt spark bagi. Jeg har brug for at finde balancen. Den nye balance i mit liv. Balancen mellem arbejdsliv, pligter, familieliv og fritidsliv - og min udfordring: trætheden

Aftryk...

Nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk.

Meget tidligt i mit sygdomsforløb mødte jeg sådan en… Hun var - som så mange andre - iklædt en hvid kittel. Første gang jeg mødte hende spurgte hun interesseret og med meget stor empati til min helbredstilstand. Det var i oktober 2009. Lige før min første kemo. Det møde gjorde meget stort indtryk på mig. Hun kunne se, at jeg var henvist fra onkologisk afd. (kræft afd.) Jeg fortalte hvordan og hvorledes, da hun spurgte. Mens hun gjorde klar til at tappe blodet fortalte hun, at hendes mand havde kræft. Det hele endte ud i, at hun græd og jeg gav hende et kæmpe knus. Mødet sluttede med, at jeg ønskede hende held og lykke. "I lige måde", sagde hun. "I lige måde med hvad?" tænkte jeg. For et øjeblik glemte jeg totalt min egen miserable situation. Hun gjorde virkelig indtryk.

Hun har tappet mit blod mange gange siden. I dag gjorde hun det så igen. Denne gang tog jeg mod til mig og spurgte hende om hvordan det går med hendes mand. Hun så meget forvirret ud og mens smerten tydeligt kunne læses i hendes øjne fortalte hun, at han døde i oktober 2009. 42 år gammel. Det vil sige, at han lå på dødslejet, da jeg mødte hende første gang.

Nu sidder hun så tilbage… I Danmark… Med 2 børn… Resten af familien er i Irak…


Jeg var meget påvirket, da jeg gik derfra i dag og det er jeg faktisk stadig. Fordi nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk…