Sider

mandag den 20. december 2010

Med frosne rosenkål skal alt ondt bekæmpes

I et øjeblik af momentan sindssyge købte jeg 6 poser frosne rosenkål. "Fårdi det errr gådt mod krrrraft", siger Chris MacDonald. Ja, det er så meget muligt og det siger da også en del om, hvor langt jeg er villig til at gå for at holde kræft fra døren, men… De forbandede poser optager al frysepladsen og jeg synes på en eller anden måde, at det er mere sikkert, at de bliver liggende i fryseren. Det er vel en hån imod mit fremtidige helbred, hvis jeg bare smider dem ud. At jeg så ikke har tænkt mig at spise yderligere af dem, det er en anden sag. Jeg har trods alt muligheden og mon ikke også det har en forebyggende effekt? Må hellere lige tjekke hvornår de har sidste udløbsdato, så jeg kan forny mit lager. Denne gang nok bare med en enkelt pose...