So what???!!! I´m still a rockstar...

Mit profilbillede på denne side fylder i dag 2 år. Det var en af de bedste dage i mit liv. Pink koncert sammen med niecen i Forum efter at have fået en make-over hos frisøren… Med kemo brusende i årerne - iført høje hæle og ikke en stol så langt øjet rakte… Egentlig nemmere at have brystkræft end et dårligt knæ :-)



Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.



Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…



Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…





Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...

Livet er en gave

Er det sjovt at have kræft? Næh! Griner man alligevel? JA!!!!!

Nu har jeg aldrig haft svært ved at finde de skæve vinkler og det absurde i livet, men den evne er ligesom blevet skærpet nu...

Mærkelige ting begynder at betyde en masse. Det betød f.eks. alt for mig at se verdens største oceanliner sejle under Storebæltsbroen. Hvorfor??? Aner det ikke... Men én ting er sikkert: Var jeg ikke syg, havde jeg ikke skænket det store "skiw" en tanke. Ligesom det havde været praktisk talt umuligt at lokke familien med ud i natten for at se en lysende prik på havet, hvis ikke det var for denne forbandede situation.

Er der fordele ved at være syg? Ikke umiddelbart; men derfor kan man jo godt forsøge at vende det til noget positivt. Da Jeanett og jeg havde været til Pink-koncert i lørdags og skulle hjem med 00.30 toget fra Hovedbanen - sammen med stort set samtlige koncertgæster, der ville det da have været rart at kunne trække sygdomskortet ved at flå parykken af, så jeg kunne sikre mig en siddeplads efter at have stået op - på høje hæle!!! - i 5 stive timer... Men nu var jeg jo stadig i besiddelse af mit eget hår, så den gik ikke. Til gengæld kom universet og min fantastiske karma mig til undsætning. Jeg stod lige der, hvor dørene åbnede, da toget standsede, så vi fik begge en siddeplads :-) Det er så dejligt at føle sig heldig. Toget bestod kun af sølle 4 vogne, så det var tæt pakket.

Hvad de øvrige togpassagerere har tænkt, aner jeg ikke; men jeg fik da et chok, da jeg så mig selv i spejlet, da jeg kom hjem. Trine havde lagt en meget smuk, men kraftig sort make-up på mig. Make-uppen var stadig kraftig og sort, da jeg kom hjem; men knap så smuk :-) Ingen af os kunne vide, at jeg stortudede stortset under hele koncerten. Normalt er jeg ikke star stroken. Der skal mere til at vælte en kyniker som mig, men men men... da Pink gik på, der knækkede filmen. Det var en milepæl for mig at komme til koncerten. Der var så mange ting, som skulle gå op i en højere enhed - to name one: risikoen for influenza-smitte... Det var risikoen værd, for jeg har ikke raget smitte til mig... Hvilket minder mig om, at du er velkommen til at blive væk, hvis du er influenza-inficereret... Det kan koste mig livet, da mit immunforsvar er i bund og jeg p.t. ikke er stærk nok til at modtage vaccinen.

Jeg ved jo godt selv, hvorfor jeg græd som pisket. Det var ganske enkelt, fordi jeg kunne mærke, at jeg var i live... - og det vil jeg gerne blive ved med at være... Snøft!