Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Men jeg er rystet og har brug for at få lidt luft. Jeg ved, at en del kræftoverlevere læser med og at I vil kunne nikke genkendende til denne her forbistrede angst for tilbagefald, der følger med, når man har været ramt af kræft.
Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.
Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.
Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.
