Jeg sidder i skrivende stund og ser genudsendelsen af Brystgalla 2010 på TV3. Jeg så også live-udsendelsen i går og har gjort mig mange tanker siden. Lad mig først og fremmest lige fastslå, at det er et fantastisk resultat: over 21 millioner gode danske kroner og så er der stadig konkurrencer og auktioner, som ikke er afsluttet…
Men som jeg tidligere har skrevet om disse velgørenhedsshows, så sidder jeg tilbage med en mærkelig følelse. Tårerne flød mange gange i går aftes. Jeg sad alene og så showet og havde derfor mulighed for at gå i hulke-mode, når det var påkrævet. Og man skal da vist være lavet af granit, hvis man ikke følte trang til at hulke igennem, da 12-årige William tonede frem på skærmen og fortalte om tabet af hans dejlige mor. Forskellen på dette show og showet til fordel for afrikanske kvinder og jordskælvsofre i Haiti er, at deltagerne i dette show selv har valgt at deltage og de ved, hvad det skal bruges til. Men jeg sidder dog stadig med en mærkelig følelse. Det er underligt, når nogens skæbne (min!) skal gøres til underholdning. En mærkelig blanding af gru og underholdning i primetime.
Jeg kan ikke lade være med at tænke videre. Fordi penge gør det jo ikke alene. For at finde en kur mod brystkræft skal man bruge en masse forsøgspersoner. Som kræftpatient hører man ofte, at andre omtaler én som modig. Tja, men hvad er alternativet? Det er da for alvor modigt at sige nej til behandlingen. Det er der ikke mange, der gør. Heller ikke selvom man ved, at op imod 70% af de kvinder, som bliver behandlet for hormonfølsom brystkræft ingen gavn har af kemoterapien. Dvs. at man godt er klar over, at man overbehandler næsten 70% af en gruppe patienter; men man har ikke noget alternativ, fordi man ved simpelthen ikke, hvilke kvinder, der har brug for kemoterapi og hvilke kvinder, der ikke har. Tidligere på måneden læste jeg en artikel, hvor denne problematik var meget overfladisk beskrevet. Hovedpointen i artiklen var, at en gentest af kræftknuder i fremtiden skulle afgøre hvilke kvinder der skulle have kemoterapi og hvilke, der kunne slippe. Det er jo skønt. Problemet er bare, at man får det til at lyde som om, at det er noget man gør fra i morgen på samtlige sygehuse. Tænk på alle de kvinder, der på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal sige ja til at være med i et forsøg, hvor de ikke skal have kemoterapi. Jeg har sendt mange, mange tanker til alle de modige kvinder, der har indvilget i at deltage i forsøgsbehandlingerne, som har resulteret i, at standardforløbet er 6 gange kemoterapi med i alt 3 forskellige typer medicin. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man er kommet frem til 6 gange. Hvor mange kvinder har mon fået færre behandlinger eller mindre dosis og hvordan er det gået dem? Hvor mange kvinder har mon fået flere behandlinger og større dosis og hvordan er det gået dem? Hvilke rædselsfulde senfølger lider de mon under og er de her endnu????
Jeg blev selv sat i et dilemma, da jeg var til første møde på onkologisk afd. Jeg blev tilbudt at medvirke i et forsøg. Jeg fik 24 timer til at tage stilling. "Guleroden" var, at jeg gerne skulle få færre bivirkninger end ved den sædvanlige behandling. Jeg blev sendt hjem med en masse papirer, hvori forsøget stod beskrevet. Hvordan skal man kunne tage den rigtige beslutning? Findes der en rigtig beslutning? Ingen ved om det andet ville have virket, hvis dét du har valgt, ikke gør. Der er ingen garantier. Jeg valgte at sige ja til at deltage i forsøget. Nogen skal jo lægge krop til, hvis vi skal gøre fremskridt og det lød da også besnærende, at lægerne mente, at jeg kunne blive fri for den ene form for cellegift. En cellegift, som har den ubehagelige bivirkning, at den kan lave permanent skade på hjertet og ødelægge dine blodårer. Blandt andet! Ork, der findes også andre ubehagelige bivirkninger… Var det modigt? Måske… Men jeg kan ikke lade være med at tænke på min dejlige mor, som fik direkte at vide, at man der tilbage i begyndelsen af 80´erne trak lod om, hvilken behandling hun skulle have udover operation og stråler. Min onkolog var ved at tabe både næse og mund, da jeg fortalte, hvilken behandling hun havde fået - og at hun lever i bedste velgående. Af hans forskrækkede grimasse udleder jeg, at hun er noget ganske særligt; men det vidste jeg jo godt i forvejen…
Jeg går jo også og synes, at jeg selv er noget ganske særligt; men tænk! Jeg er blot én ud af over 50.000 danske kvinder, som har overlevet brystkræft. Det er mange! Og vi skulle jo gerne blive flere… Overlevere altså. Så selvfølgelig skal man støtte brysterne! Og testiklerne! Og spiserøret! Og mavesækken! Og æggestokkene! Og og og...
