Og det var så runde 2

Nye oplevelser er altid velkomne og jeg har nu endnu engang oplevet mig selv sige sætninger, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at sige - eller bare tænke... "nu har jeg længere hår på benene end på hovedet" eller "jeg var nødt til at holde på håret for at det ikke skulle blæse væk i stormen" eller "sidder mit hår lige?"

Jeg er nu igennem en tredjedel af kemobehandlingen, dvs. 2 ud af 6 behandlinger. Den næste uges tid bliver nok lidt træls. Det var den sidst; men ellers er jeg godt kørende. Mine tal (udtryk for immunforsvaret) er fine - fedt!

Lige nu sidder jeg og hviler min trætte krop. Det er en "tung" form for træthed. Det eneste jeg har lyst til at halvt sidde/halvt ligge ned... Det er ikke fordi, jeg har lyst til at sove. Jeg vil bare gerne have lov at være...

Min søde veninde, Hanne B. kommer forbi om lidt. Hun er og har altid været helt fantastisk. Hun har fyldt min fryser med hjemmelavede, lækre retter - lige til at varme, når man er træææææt... Dagens bestilling hos hende er den nye Dan Brown-bog og en kasse sodavandsis til at tage den brændende fornemmelse i munden efter kemoen. Hun er noget ganske særligt, hende Hanne...

Hvor sidder kvindligheden?

Hvor sidder kvindligheden? Det har jeg gået og funderet meget over i de seneste 2 måneder. Det er nu netop 2 måneder siden, jeg blev opereret første gang. Og det har endnu ikke generet mig det fjerneste, at jeg er en lille smule asymmetrisk omkring brystpartiet. Det er såmænd ikke værre end de forandringer ens krop gennemgår, når man har været gravid. Jeg er stadig mig! Og det er jeg godt tilfreds med...

Jeg er nu nået så langt i efterbehandlingen, at håret var begyndt at falde af. Det er noget af det, jeg har frygtet mest. Da lægen fortalte mig, at jeg havde kræft, var mine to første tanker: "Pis! Det kan jeg dø af..." og "Pis! Så mister jeg håret". Den sidste tanke har fyldt mest...

Jeg gik ikke ret længe med løstsiddende hår, før jeg fik min søde og forstående frisør til at tage mit smukke hoved under kærlig behandling. For mig handler det om at tage kontrol over situationen. Med synligheden af sygdommen følger en enorm sårbarhed og jeg ville aldrig have troet, at jeg kunne blive så blufærdig. Selv blandt andre kræftpatienter syntes jeg, at det var pinligt, at jeg efterlod mig et spor af lange røde hår... Min DNA var alle vegne :-)

Jeg tog derfor tyren ved hornene i fredags og fik en tid hos Trine kl. 17. Jeanett kom direkte fra abejde for "at holde mig i hånden". Det var meget udramatisk og gik over al forventning. Jeg var klar - nok mere klar end både Trine og Jeanett... De fældede et par tårer, da Trine klippede den lange hestehale af og derefter kørte trimmeren igennem håret. Og det er helt ok. Det hele foregik stille og roligt. Vi jokede en del. Det er jo - og har altid været - min måde at takle den slags på. Jeg bad f.eks. om at få spejlet. Skulle lige sikre mig, at det ikke blev for kort i nakken :-)

Og det er faktisk ikke så tosset til mig uden hår. Jeg har haft frisurer, der var langt mindre klædelige...

Det er da noget jeg vil tage med mig fremover. At når det, man frygter, indtræffer, så er det ofte langtfra ligeså slemt som selve frygten.

Og kvindligheden sidder heller ikke i håret, kan jeg så afsløre. Jeg er kommet frem til, at den sidder samme sted som den humoristiske sans. Nogle dage fylder både humor og følelsen af kvindlighed mere end andre dage.

Vi lever i en tid, hvor mediebilledet er fyldt med silikone og botox. Det kunstige - som helt tydeligt er kunstigt - er blevet normen. Jeg har aldrig været med på den galej. Jeg synes, at kvinder med egne læber, smilerynker, naturlig ansigtsmimik og naturlige bryster - størrelsen underordnet - har noget smukt over sig. Det er folks eget valg om de vil undergå såkaldte skønhedsoperationer, men jeg tror ikke på, at skønheden - og dermed lykken? - sidder i et par silikonefyldte læber. Skønheden sidder nok samme sted som den humoristiske sans og kvindligheden. Hvor ofte har vi ikke hørt om kendisser, som - oftest når berømmelsen falmer - står frem og fortæller om det skønhedstyranni, de har levet i mht. vægt, rynker, bryster m.m.m. Og det vil jo sige, at de ikke engang følte sig skønne selvom de angiveligst så skønne ud.

Jeg synes jo som sagt, at det skal være folks eget valg og hvis en kvinde bliver lykkelig af at få et par silikonebryster så fred være med det. Der findes bare så mange eksempler på kvinder (og mænd) som ikke nøjes med én operation og så er der efter min opfattelse noget helt andet galt.

Men er det ikke dejligt at vide, at der findes mennesker, som kan stille sig foran spejlet og være tilfredse med det de ser - inkl. ar og ekskl. hår?

Kvindelighed, sårbarhed og blufærdighed

Jeg har lige været i bad og aldrig har jeg brugt så lang tid på at vaske mit hår og aldrig er min hovedbund blevet masseret så intensivt...

Mit lange hår ryger i dag kl. 17. Det har taget mig et par døgn at affinde mig med situationen og hele dagen i går tilbragte jeg med at fjerne den ene hårtot efter den anden. Jeg vil tro, at ca. en tredjedel af håret er faldet nu og jeg græder ikke længere over det... Mine omgivelser har haft det meget svært med at se mig sidde og pille hårene af og lægge dem i en bunke; men det er min måde at få kontrollen tilbage på.

Jeg havde ikke troet, at jeg var så blufærdig; men det er jeg. For mig er det værre at stå i kø nede i supermarkedet med 50-100 hårstrå hængende nedad frakken end at tage tyren ved hornene og tage beslutningen om at fjerne det.

Jeanett har lovet at tage med til frisøren for at "holde mig i hånden".

Livet er en gave

Er det sjovt at have kræft? Næh! Griner man alligevel? JA!!!!!

Nu har jeg aldrig haft svært ved at finde de skæve vinkler og det absurde i livet, men den evne er ligesom blevet skærpet nu...

Mærkelige ting begynder at betyde en masse. Det betød f.eks. alt for mig at se verdens største oceanliner sejle under Storebæltsbroen. Hvorfor??? Aner det ikke... Men én ting er sikkert: Var jeg ikke syg, havde jeg ikke skænket det store "skiw" en tanke. Ligesom det havde været praktisk talt umuligt at lokke familien med ud i natten for at se en lysende prik på havet, hvis ikke det var for denne forbandede situation.

Er der fordele ved at være syg? Ikke umiddelbart; men derfor kan man jo godt forsøge at vende det til noget positivt. Da Jeanett og jeg havde været til Pink-koncert i lørdags og skulle hjem med 00.30 toget fra Hovedbanen - sammen med stort set samtlige koncertgæster, der ville det da have været rart at kunne trække sygdomskortet ved at flå parykken af, så jeg kunne sikre mig en siddeplads efter at have stået op - på høje hæle!!! - i 5 stive timer... Men nu var jeg jo stadig i besiddelse af mit eget hår, så den gik ikke. Til gengæld kom universet og min fantastiske karma mig til undsætning. Jeg stod lige der, hvor dørene åbnede, da toget standsede, så vi fik begge en siddeplads :-) Det er så dejligt at føle sig heldig. Toget bestod kun af sølle 4 vogne, så det var tæt pakket.

Hvad de øvrige togpassagerere har tænkt, aner jeg ikke; men jeg fik da et chok, da jeg så mig selv i spejlet, da jeg kom hjem. Trine havde lagt en meget smuk, men kraftig sort make-up på mig. Make-uppen var stadig kraftig og sort, da jeg kom hjem; men knap så smuk :-) Ingen af os kunne vide, at jeg stortudede stortset under hele koncerten. Normalt er jeg ikke star stroken. Der skal mere til at vælte en kyniker som mig, men men men... da Pink gik på, der knækkede filmen. Det var en milepæl for mig at komme til koncerten. Der var så mange ting, som skulle gå op i en højere enhed - to name one: risikoen for influenza-smitte... Det var risikoen værd, for jeg har ikke raget smitte til mig... Hvilket minder mig om, at du er velkommen til at blive væk, hvis du er influenza-inficereret... Det kan koste mig livet, da mit immunforsvar er i bund og jeg p.t. ikke er stærk nok til at modtage vaccinen.

Jeg ved jo godt selv, hvorfor jeg græd som pisket. Det var ganske enkelt, fordi jeg kunne mærke, at jeg var i live... - og det vil jeg gerne blive ved med at være... Snøft!

Korkprop på åbent hav

Jeg føler mig som en korkprop på åbent hav...

Jeg skal nok holde mig flydende, men jeg har ingen kontrol og er nødt til blot at følge med, når vejret er barskt, bølgerne bruser eller når der er havblik. Alle aftaler er med forbehold... Det er meget trættende og opslidende. Når der er ro, så ved jeg, at det er stilhed før storm. Det kræver et enormt overskud og nogle dage er man bare mindre overskudsagtig end andre...

Lige i dag har jeg haft endnu en lille sejr. Jeg har været til yoga i en patientforening i Tappernøje. Det er ret langt at køre for en gang yoga og for at kunne køre derned i egen bil, var jeg nødt til at slippe det smertestillende medicin. I går var første dag, jeg ikke spiste noget medicin overhovedet i 2 måneder. Før alt dette var jeg typen, der indtog en halv kodimagnyl én gang i kvartalet - højst... I forløbet har jeg været oppe på 28 tabletter og piller i døgnet - det er mange!

Ydermere var jeg nødt til at skifte min gamle, elskede (men meget dårligt kørende) bil ud... Man må ofre sig, må man... Det hele lykkedes og jeg besøgte endda en tidligere, kær kollega på vejen derned. Hun var meget overrasket over, at jeg stadig ligner mig selv... Jeg nænnede ikke at fortælle hende, at jeg netop havde stået med en stor hårtot i hånden... Det er altså nu, at håret falder. Og det er jeg bare ikke parat til! Den store eufori over, at jeg havde mit eget hår til Pink-koncerten i lørdags er blegnet. Tårerne falder i samme takt som håret...

Jeg har i tusindvis af tanker, som jeg gerne vil dele med dem, som læser bloggen; men jeg har ikke kræfterne til at dele ud lige nu. Det er ellers god terapi at skrive... Og det glæder mig, hver gang jeg får feedback. Feel free to leave a comment on the blog :-) (vælg "anonym" som profil - den kan alle bruge. Men skriv lige dit navn, så jeg ved, hvem du er).

Nu kan jeg høre, at Sten har maden klar til Lillemor. Han er en fantastisk støtte - og så er han gudskelov ligeså flabet, som han plejer :-)

Så er vi igang... 1 down, 5 to go

Når man har en byld, gør det ondt... Når man har influenza, gør det ondt... Men når man har kræft, gør det ikke ondt... Pudsigt! Det er nu lidt over 2 måneder siden, at min verden blev vendt på hovedet og jeg har indtil nu ikke følt mig syg og jeg har heller ikke set syg ud.

Bevares, man er altid øm efter en operation, men om det er en uskyldig operation eller en operation for kræft, det gør ikke den store forskel. Det handler om sårheling.

Man bliver faktisk først rigtig syg af kræft, når man skal helbredes... Tænk, hvis det var lige sådan med alle andre sygdomme. Du går til lægen med ondt i halsen. Lægen ordinerer nogle piller, som vil gøre dig vanvittig syg - for at du kan blive rask.

Jeg startede i kemoterapi i torsdags og believe you me: det er ikke for tøsedrenge! Jeg sidder nu på 4. dagen og har siden torsdag kunnet mærke, hvordan giften påvirker min stakkels krop. Og jeg er endda sluppet nådigt indtil nu. Mine bivirkninger begrænser sig til ubehag, lidt influenzafornemmelse i hele kroppen, ømt tandkød, "brændende" hud og læber, ømme led og muskler, halsbrand ligegyldig, hvad jeg spiser... Ja, jeg kunne blive ved... Men det er vand i forhold til, hvor slemt det kunne have været. Så jeg føler mig heldig, stærk og faktisk også tapper. Jeg satte mig for fra starten, at jeg ville være netop stærk, tapper og fantastisk. Sådan en rigtig god rollemodel for andre i samme situation... Men man ved jo ikke, hvad man indeholder, før man står der. Jeg kunne ligeså godt være krøbet sammen i fosterstilling og ligget i mørket og suttet på min tommelfinger og svælget i selvmedlidenhed... For det er synd for mig! Og det ved jeg godt, men der er ingen kære mor. Ingen andre kan tage min plads. Det er kun mig, der kan lægge krop til.

Og det er altså ikke nok - slet ikke nok - at have en positiv indstilling og en stærk vilje. Da jeg fredag eftermiddag havde fået en indsprøjtning hos egen læge som et led i kemo-behandlingen og en time efter vågner totalt desorienteret på køkkengulvet og ambulancen holder udenfor med blå blink... Lige dér hjælper en positiv indstilling og viljestyrke ikke! Det handler om, hvor meget en krop kan tåle. Jeg var besvimet, mens jeg talte i telefon med Næstved Sygehus. De havde ringet 112. Så jeg var en tur omkring Slagelse Sygehus. Én ting er, at man selv bliver skræmt fra vid og sans, men det er skrækkeligt at være vidne til, hvor bange ens nærmeste bliver. Man føler sig så magtesløs... Jeg havde talt i telefon med Sten, da jeg blev dårlig og det var ham, der ringede til sygehuset i første omgang. Der sad han så i fredagsbilkøen på vej hjem fra arbejde. Overladt til sig selv, frygten og uvisheden.

Jeg blev heldigvis sendt hjem samme aften. Benjamin blev hentet hos venner, som beredvilligt var trådt til og havde hentet ham på stationen, da han ankom fra efterskolen for at holde weekend. Og vi fik en rigtig god weekend. Lørdag aften var Sten, Benji og jeg ude og se verdens største oceanliner passere under Storebæltsbroen. Benjamin spurgte meget tidligt i sygdomsforløbet, om der slet ikke var nogle fordele ved at være syg... Og jo! Det er der... Hvor mange raske mødre ville kunne lokke deres teenagesønner med ud lørdagaften omkring midnat for at se et skib sejle under en bro!?