Alene i natten. Alene.
Alene med angsten. Alene.
Alene med angsten. Alene.
Jeg ligger i mørket. Huset sover. En tåre triller på min kind.
"Du er sej", siger de. Men jeg er alene.
"Vi kommer igennem dette her", siger de. Men jeg er alene.
Jeg kan ikke sende andre. Det er MIN krop og MIT liv.
Det er MIN angst.
Jeg er alene...
Hej Helle
SvarSletJeg måtte jo lige forbi for at se hvad du laver på din blog..*S*
Du er skam ikke alene,vi deler da noget også selv om der er stor afstand imellem os,vi deler nok mere end det når det kommer til stykket..*S*
Kan da lige "jogge" lidt i det,for jeg smutter på vandet i morgen ved 9 tiden og padler derudaf indtil jeg ikke gider mere.. ;-) I lørdags var vi 15 der var i svømmehalen for at træne selvredning og bare øve teknik(noget jeg arrengerede) og det var dejligt at "lege" i det varme vand..*S* Så nej DU er ikke alene vi deler passionen kajak..*S* og det kan vi jo altid snakke om. Knus fra A
Hej Aksel,
SvarSletSidder og smiler... Det er dejligt at kunne dele sin passion med andre. Det er jeg skam også taknemmelig for. Mit digt handler ikke om ensomhed på den måde. Det blev skrevet mens jeg var i behandling for kræft. Følelsen af at være alene i verden er for mange kræftpatienter overvældende og det var det også for mig.
God tur i morgen. Bare det var mig! Kan næsten ikke vente til det bliver varmt nok...
Knus
Helle