Da jeg tidligere i dag kørte på motorvejen, blev jeg et kort øjeblik grebet af panik. Sved på overlæben og hele baduljen… Jeg havde glemt at tjekke mine bolte på hjulene inden jeg kørte hjemmefra, og jeg havde da også helt glemt at holde øje med betonklodser fra motorvejsbroerne, spøgelsesbilister, terrorister… ja, og klovne.
Der findes rigeligt med bekymringer til at opretholde et vist stressniveau. Og jeg sad egentlig bare i min lille Fiat 500 og sang lystigt med på Justin Biebers nyeste…. Du ved… den der spanske. Det er de bedste sange. Dem, hvor man ikke aner, hvad de synger og man føler sig henført til den tidlige barndom, hvor man stod på skibsbriksen med hårbørsten eller sjippetovet som mikrofon og sang vrøvle-engelsk til Abba. Det var tider.
Egentlig var jeg i rigtig godt humør. Så kom jeg så i tanke om, at jeg helt havde glemt at være bange og nervøs. Så det var jeg så resten af vejen. Jeg var naturligvis nødt til at slukke musikken, så jeg i det mindste kunne høre, hvis hjulene begyndte at rasle af.
Hvad fanden er det for noget svineri? At løsne boltene på cykler og biler. Hvem gør den slags? Og hvorfor?
Det brugte jeg så stilheden til at fundere lidt over. Er det et nyt fænomen? At ”vi” ligesom mister empatien. Straks tænkte jeg, at det er også de sociale mediers skyld. De får stort set alligevel skylden for alting, synes jeg. Men det fandtes også før. Det gjorde meget stort indtryk på mig, da jeg første gang stødte på det fænomen, hvor en selvmordstruet person truer med at springe fra f.eks. et højhus, og tilskuerne råber: ”Jump! Jump! Jump!” Det er jo så sygt, som det kan blive.
Hvis jeg var blevet sociolog, ville jeg forske i hvorfor. Jeg ville være blevet en fremragende sociolog 😉
Jeg har ikke svaret på hvorfor. Men én ting er sikkert: Hvis man sniger sig hen til parkerede biler og cykler og løsner bolte, så MÅ man have røvhul i ascendanten… og selv have en skrue løs…
Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃
Ingen kommentarer:
Send en kommentar