Bloggen er efterhånden blevet en noget rodet affære… Helles Corner vil fremover handle om mit liv som kræftoverlever. Alle os, der er medlem af "Klub Kræft" har et fællesskab. Det er jeg meget glad og taknemmelig for. Eneste kriterie for at blive medlem er, at man har været eller er ramt af kræft i en eller anden form. Vi har snakket om at stoppe for tilgangen af nye medlemmer. Det blev enstemmigt vedtaget! :-)
Men med så meget fjol på hjernen og så mange meninger om ALT, så er jeg naturligvis nødt til at få luft et andet sted. Det gør jeg så på denne blog:
http://www.hovedet-paa-bloggen.blogspot.com/
Her kan man også læse seneste update om dating...
Jeg håber, at rigtig mange vil læse med :-)
P.S. Man må gerne stadig læse med på Helles Corner, selvom man ikke er så heldig at have været ramt af kræft… Jeg vil bare ikke bruge så mange kræfter på at pakke tingene ind...
lørdag den 15. oktober 2011
søndag den 11. september 2011
Hvad er det, der er 27 cm langt og kommer fra Aalborg?
Jeg har gjort noget vildt… Jeg har kastet mig ud på online-dating markedet. Efter at have taget tilløb flere gange, har jeg nu oprettet en profil. Og hånden på hjertet: Jeg hader det! Og er ret overbevist om, at jeg ALDRIG kommer til at møde nogen som helst af disse bejlere IRL. Det tør jeg simpelthen ikke! Efter alt det jeg har været igennem, så ville det være pænt ærgerligt at dukke op i parteret tilstand i en stor kuffert i Peblingesøen… For man ved jo ikke, hvad det er for en, der gemmer sig bag profilnavnet. Altså nogle profilnavne giver jo sig selv… "Aalborg27cm" f.eks. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad han har målt til at være 27 cm… 27 cm! Hm…
Eller hvad med "Trofast 65"? Er det kun mig eller tænker du også på en hund??? Trofast…
Mit eget profilnavn er en hemmelighed. Og det er min profil faktisk også. Jeg har ikke billede på. Det er alt for grænseoverskridende for mig. "Jamen, så er der ingen, der skriver". Og jo! Det er der. Unge mænd byder sig til… Med profilbilleder af deres nøgne overkroppe. Og jeg er langt fra imponeret. Nu er det måske bare mig, der er mærkelig, men et billede af en 22-årig ung mand, der måske nok er vokset til i højden, men mangler drøjden - dét er sgu ikke lige mig… Og så 22 år gammel! Det ville faktisk være mere oplagt at lade ham møde min jævnaldrende søn. Det kunne jo være, at de havde fælles interesser - som IKKE indbefatter mor!!!
Det er en meget almindelig måde at mødes på. Men det er da noget mærkeligt, markedsagtigt noget. Hvis jeg snakkede højt med mig selv ville jeg være hæs af at sige "duer ikke - væk! Næste!" som en anden prinsesse fra et eventyr. Og hvor meget eventyr er der egentlig over at sidde til sit eget bryllup og sige "ja, vi mødtes jo så på netdating. Han var "BigTool4U" og jeg var "StiveSkruer". Arj! Det holder altså ikke…
Eller hvad med "Trofast 65"? Er det kun mig eller tænker du også på en hund??? Trofast…
Mit eget profilnavn er en hemmelighed. Og det er min profil faktisk også. Jeg har ikke billede på. Det er alt for grænseoverskridende for mig. "Jamen, så er der ingen, der skriver". Og jo! Det er der. Unge mænd byder sig til… Med profilbilleder af deres nøgne overkroppe. Og jeg er langt fra imponeret. Nu er det måske bare mig, der er mærkelig, men et billede af en 22-årig ung mand, der måske nok er vokset til i højden, men mangler drøjden - dét er sgu ikke lige mig… Og så 22 år gammel! Det ville faktisk være mere oplagt at lade ham møde min jævnaldrende søn. Det kunne jo være, at de havde fælles interesser - som IKKE indbefatter mor!!!
Det er en meget almindelig måde at mødes på. Men det er da noget mærkeligt, markedsagtigt noget. Hvis jeg snakkede højt med mig selv ville jeg være hæs af at sige "duer ikke - væk! Næste!" som en anden prinsesse fra et eventyr. Og hvor meget eventyr er der egentlig over at sidde til sit eget bryllup og sige "ja, vi mødtes jo så på netdating. Han var "BigTool4U" og jeg var "StiveSkruer". Arj! Det holder altså ikke…
lørdag den 27. august 2011
Angsten som tro følgesvend
Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Men jeg er rystet og har brug for at få lidt luft. Jeg ved, at en del kræftoverlevere læser med og at I vil kunne nikke genkendende til denne her forbistrede angst for tilbagefald, der følger med, når man har været ramt af kræft.
Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.
Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.
Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.
Og jeg er meget rystet... Jeg har lige hørt, at et af mine forbilleder har fået et tilbagefald. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er med i den perlerække af gode eksempler, jeg bruger, når angsten for at brystkræften vinder, tager fat. Det er adskillige år siden, at hun var i behandling for brystkræft og nu viser sygdommen så sit grimme og ubarmhjertige ansigt igen.
Min angst er reel. Og ingen kan tage den fra mig. Humor, et positivt livssyn og en rationel tankegang med henvisninger til de gode statistikker er ikke nok. Jeg kan blive så bange, at jeg kan høre det på mit åndedrag. Det kan jeg f.eks. lige nu, mens jeg skriver dette.
Da Lene, som er veninde med hende, der har fået tilbagefald, fortalte mig det, blev luften nærmest slået ud af mig og jeg har haft ondt i maven lige siden. Det er en lortesygdom… Ikke nok med at den spreder død og ødelagt livskvalitet, så bliver denne forbandede angst en tro følgesvend. I sidste uge var jeg f.eks. ekstra opmærksom på: en jagende smerte i venstre øje, højre hofte føles mærkelig, når jeg ligger på den og hvorfor kan mit venstre knæ i hele??? Det var så bare den uges bekymringer… Øjet gør ikke ondt mere, højre hofte er sikkert overanstrengt pga. mit dårlige venstre knæ, som nok skal komme sig. Det tager bare lidt længere tid pga. det, jeg har været igennem og den kræftmedicin, jeg stadig får… Så der er en logisk forklaring. Det er jeg nødt til at tro på, fordi jeg kan ikke rende til læge hver eneste gang, der er noget. Og det gør jeg heller ikke… Det jeg mener er, at det er trættende, at jeg lige når at blive en lille smule skræmt hver eneste gang, der er noget… For vi har jo alle sammen hele tiden "noget"… Og det er da gudskelov sjældent noget alvorligt.
tirsdag den 12. april 2011
TLC ønskes. Please!!!!
Hvis jeg turde, ville jeg tage en lille sejrsdans i stuen. Men det skal jeg ikke nyde noget af. Af skade bliver man klog… Dans eller ej, jeg har lige haft en stor sejr. Her mere end fire uger efter jeg kom til skade med knæet, har jeg været ude at gå en tur. En tur jeg har gået hundredvis af gange før, men denne tur var nu noget særligt. Foran ligger et meget stort genoptræningsarbejde og skal jeg være ærlig, så har jeg faktisk ikke kræfterne til det. Men hvad fanden skal jeg gøre??? Man får ikke større byrder end ens skuldre kan bære. En fantastisk sætning, jeg har hørt adskillige gange de seneste par år. What a load of bullshit! Man kan faktisk godt nå en øvre grænse… Og min er nået for længst.
Udover det smertehelvede et genoptræningsforløb følger med sig, så skal jeg endnu en gang se til, mens alle andre lever og jeg kan blot kigge på og lytte til alle de dejlige historier. Alt hvad jeg gerne vil, er ikke muligt lige nu. Havkajak - no go. Trekking - no go. Svømning - no go. Løb - no go. Hmmm…. Hvad kan jeg så? Ja, kigger man på, hvad jeg lige har skrevet, så fejler evnen til god, gedigen brok i hvert fald ingenting :-)
Udover det smertehelvede et genoptræningsforløb følger med sig, så skal jeg endnu en gang se til, mens alle andre lever og jeg kan blot kigge på og lytte til alle de dejlige historier. Alt hvad jeg gerne vil, er ikke muligt lige nu. Havkajak - no go. Trekking - no go. Svømning - no go. Løb - no go. Hmmm…. Hvad kan jeg så? Ja, kigger man på, hvad jeg lige har skrevet, så fejler evnen til god, gedigen brok i hvert fald ingenting :-)
tirsdag den 1. marts 2011
Alene...
Dette digt skrev jeg sidste sommer.Yderligere ord er vist overflødige...
Alene i natten. Alene.
Alene med angsten. Alene.
Alene med angsten. Alene.
Jeg ligger i mørket. Huset sover. En tåre triller på min kind.
"Du er sej", siger de. Men jeg er alene.
"Vi kommer igennem dette her", siger de. Men jeg er alene.
Jeg kan ikke sende andre. Det er MIN krop og MIT liv.
Det er MIN angst.
Jeg er alene...
søndag den 27. februar 2011
tirsdag den 1. februar 2011
At bære med smil sin byrde...
Jeg har tidligere skrevet om et menneske, som efterlod sig et aftryk.
Dem har jeg mødt mange af. Om det er fordi jeg er særdeles heldig eller om det er fordi jeg er særlig opmærksom, det ved jeg ikke… Men tillad mig at fortælle om endnu et fantastisk menneske:
Vi er næsten på samme alder. Vi blev - uden at vide det på det tidspunkt - opereret for brystkræft på den samme dag - hun på Herlev, jeg i Ringsted. Jeg skulle igennem endnu en operation 16 dage senere. Hun var derfor 2 uger foran mig i hele efterbehandlingsforløbet. Da mit stråleterapiforløb skulle planlægges spurgte jeg sygeplejersken om man måtte komme med ønsker. Hun så lidt træt ud i blikket, da hun svarede: "ja… men vi KAN altså ikke give alle patienter stråler om morgenen…" Det var slet ikke mit ærinde. Jeg ønskede bare, at de ville planlægge Lenes og mit forløb således, at vi kunne følges. Hun lyste helt op, da det gik op for hende, hvad jeg mente. Dét havde hun aldrig været ude for før. Den del af stråle-forløbet, hvor vi kunne følges (Lenes sidste halvdel og min første halvdel) fik vi således for det meste tider nogenlunde samtidig. Tiden blev fordrevet med kortspil, spisning af medbragt morgenbrød og latter… Masser af latter.
Og Lene er hendes navn. Hende, som har efterladt et aftryk…
Vi mødte hinanden, da vi begge deltog i et "look good - feel better"-arrangement på Næstved Sygehus i november 2009. Der sad vi med vores parykker (som i parentes bemærket meget hurtigt blev taget af) og skulle forventningsfulde - og rædselsslagne - modtage undervisning i at lægge make up, som kunne sløre kemoterapiens rædselsfulde virkning… vi fik undervisning i at sminke øjnene, så man (næsten) ikke bemærker de manglende øjenvipper, hvordan man får lidt kulør i det blege ansigt og hvordan man tegner øjenbryn, når der ikke er et eneste hårstrå tilbage…
Lene sad skråt overfor mig. Vi havde kigget hinanden lidt an, da hun udbrød: "Hedder du ikke Helle?" Og jo, det gør jeg jo. Det viste sig, at vi havde gået på den samme folkeskole. Hun en årgang ældre end jeg. Efter undervisningen faldt vi i snak. Noget vi har gjort utallige gange siden. Og at kalde det snak er vel egentlig en underdrivelse. Det er så absolut ikke ligegyldigheder, der bliver drøftet, når vi er sammen. At blive ramt af kræft, når man befinder sig midt i livet er en særegen oplevelse. Om man bliver et bedre menneske af at have fornemmet manden med leens ånde meget tæt på nakken, det ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at jeg har mødt rigtig mange mennesker, som har prøvet det. Ingen af dem - ingen! - kan betegnes som egoistiske. Igen, om det er situationen, der gør sig gældende eller om kræft kun rammer mennesker, der faktisk er fantastiske og rummelige mennesker, det skal jeg ikke kunne sige… Kan du høre, jeg smiler?
Lene var som sagt 2 uger foran mig i behandlingen og det er netop i dag præcis 1 år siden, hun fik sin sidste kemobehandling. Jeg var med hende. Ligesom hun var med mig 14 dage senere. De måtte stikke hende flere gange for at finde en egnet åre. Men hun er simpelthen bare så sej! Som hun selv siger, så fejler hun sjældent noget. Men når hun gør, så er det alvorligt. Hun blev således ramt af kræft i spiserøret i en alder af bare 33 år og der har igennem hele hendes brystkræftforløb hvilet en ro over hende. Hun har en evne til at betragte en given situation som et bump på vejen. At livet sommetider er uretfærdigt, hersker der ingen tvivl om. Hvorfor skal sådan et fantastisk menneske igennem sådan en hård kamp 2 gange så tidligt i livet?
Jeg har lige talt med hende i telefonen. Hun var til kontrol på onkologisk afdeling i går. Alt ser godt ud. Yderligere tiltag for at forhindre tilbagefald og afhjælpe bivirkninger af efterbehandlingen afventer. Rekonstruktion af brystet afventer. Og Lene? Hun tager det hele med ophøjet ro - som altid. Hun tager en dag ad gangen - og smiler imens… Hun er ganske enkelt et fantastisk menneske!
Dem har jeg mødt mange af. Om det er fordi jeg er særdeles heldig eller om det er fordi jeg er særlig opmærksom, det ved jeg ikke… Men tillad mig at fortælle om endnu et fantastisk menneske:
Vi er næsten på samme alder. Vi blev - uden at vide det på det tidspunkt - opereret for brystkræft på den samme dag - hun på Herlev, jeg i Ringsted. Jeg skulle igennem endnu en operation 16 dage senere. Hun var derfor 2 uger foran mig i hele efterbehandlingsforløbet. Da mit stråleterapiforløb skulle planlægges spurgte jeg sygeplejersken om man måtte komme med ønsker. Hun så lidt træt ud i blikket, da hun svarede: "ja… men vi KAN altså ikke give alle patienter stråler om morgenen…" Det var slet ikke mit ærinde. Jeg ønskede bare, at de ville planlægge Lenes og mit forløb således, at vi kunne følges. Hun lyste helt op, da det gik op for hende, hvad jeg mente. Dét havde hun aldrig været ude for før. Den del af stråle-forløbet, hvor vi kunne følges (Lenes sidste halvdel og min første halvdel) fik vi således for det meste tider nogenlunde samtidig. Tiden blev fordrevet med kortspil, spisning af medbragt morgenbrød og latter… Masser af latter.
Og Lene er hendes navn. Hende, som har efterladt et aftryk…
Vi mødte hinanden, da vi begge deltog i et "look good - feel better"-arrangement på Næstved Sygehus i november 2009. Der sad vi med vores parykker (som i parentes bemærket meget hurtigt blev taget af) og skulle forventningsfulde - og rædselsslagne - modtage undervisning i at lægge make up, som kunne sløre kemoterapiens rædselsfulde virkning… vi fik undervisning i at sminke øjnene, så man (næsten) ikke bemærker de manglende øjenvipper, hvordan man får lidt kulør i det blege ansigt og hvordan man tegner øjenbryn, når der ikke er et eneste hårstrå tilbage…
Lene sad skråt overfor mig. Vi havde kigget hinanden lidt an, da hun udbrød: "Hedder du ikke Helle?" Og jo, det gør jeg jo. Det viste sig, at vi havde gået på den samme folkeskole. Hun en årgang ældre end jeg. Efter undervisningen faldt vi i snak. Noget vi har gjort utallige gange siden. Og at kalde det snak er vel egentlig en underdrivelse. Det er så absolut ikke ligegyldigheder, der bliver drøftet, når vi er sammen. At blive ramt af kræft, når man befinder sig midt i livet er en særegen oplevelse. Om man bliver et bedre menneske af at have fornemmet manden med leens ånde meget tæt på nakken, det ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at jeg har mødt rigtig mange mennesker, som har prøvet det. Ingen af dem - ingen! - kan betegnes som egoistiske. Igen, om det er situationen, der gør sig gældende eller om kræft kun rammer mennesker, der faktisk er fantastiske og rummelige mennesker, det skal jeg ikke kunne sige… Kan du høre, jeg smiler?
Lene var som sagt 2 uger foran mig i behandlingen og det er netop i dag præcis 1 år siden, hun fik sin sidste kemobehandling. Jeg var med hende. Ligesom hun var med mig 14 dage senere. De måtte stikke hende flere gange for at finde en egnet åre. Men hun er simpelthen bare så sej! Som hun selv siger, så fejler hun sjældent noget. Men når hun gør, så er det alvorligt. Hun blev således ramt af kræft i spiserøret i en alder af bare 33 år og der har igennem hele hendes brystkræftforløb hvilet en ro over hende. Hun har en evne til at betragte en given situation som et bump på vejen. At livet sommetider er uretfærdigt, hersker der ingen tvivl om. Hvorfor skal sådan et fantastisk menneske igennem sådan en hård kamp 2 gange så tidligt i livet?
Jeg har lige talt med hende i telefonen. Hun var til kontrol på onkologisk afdeling i går. Alt ser godt ud. Yderligere tiltag for at forhindre tilbagefald og afhjælpe bivirkninger af efterbehandlingen afventer. Rekonstruktion af brystet afventer. Og Lene? Hun tager det hele med ophøjet ro - som altid. Hun tager en dag ad gangen - og smiler imens… Hun er ganske enkelt et fantastisk menneske!
Abonner på:
Opslag (Atom)