Sidste lørdag hægtede jeg mig på et af min mors arrangementer. Det var dejligt, det var trygt og det var drønhyggeligt... og så lugtede det lidt af barndom.
Min mor og disse herlige kvinder arbejdede sammen i Sjællandske Bank i Ringsted i forrige årtusind. Sjællandske Bank, som senere blev til Kronebanken, som senere blev til Provinsbanken, som endte med at hedde Danske Bank - derfor overskriften på denne blog.
Når man, som jeg, har været decideret syg af stress, så sker der desværre det, at man bliver en smule (totalt!!!) asocial. Man går rundt med en konstant følelse af, at ens tid bliver stjålet, når nogen forsøger at lave en aftale med én. Ligesom man bare ikke kan holde uro og støj ud. Når det bliver for meget, går hele kroppen i alarmberedskab og skriger nærmest "løb for fanden! Rejs dig op og løb ud i friheden, Helle Steiner. Ud, hvor bierne summer og harmonien findes". Men det gør man jo ikke. Man deltager indtil man begynder at finde på undskyldninger for at slippe. Til sidst bliver man slet ikke spurgt - og så er det problem jo ligesom løst.
Nå, tilbage til min mors arrangement. Når man - mere eller mindre selvforskyldt - har reduceret sin omgangskreds, så var det rart at kunne hægte mig på der. "Kortklubben" har mødtes siden 1980 og består af kvinderne, som alle er tidligere kolleger, deres ægtefæller og indtil vi fløj fra reden også os unger. Dvs. at alle disse dejlige mennesker kender mig. De har fulgt mit liv og jeg har fulgt deres. Altså via min mor.
Pyha, det var en lang indledning...
Arrangementet gik ud på kaffe og kage på terrassen i min mors flotte have, hvorefter vi skulle i Akademihaven og se (meget langhåret) kunst. Afslutningsvis skulle vi spise hos min mor. Vejret var perfekt og mens septembersolen varmede os, som vi sad der på bænken i Akademihaven og slugte indtrykkene fra kunsten, faldt jeg i snak med min mor og Eva. Med tanke på, hvor de begge har arbejdet, spurgte jeg: "man skal jo gøre det, man er bedst til. Hvad nu, hvis det jeg er bedst til, er at have modgang?" Det har sgu været opad bakke i mange år og denneher kræftsygdom, gør absolut ikke tingene nemmere... Jeg vil jo gerne tro på "laws of attraction", men gør jeg det, så er min sygdom og alt det andet jo selvforskyldt! Der er i disse år en tendens til at "intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet" og det er jo en interessant tanke. Hvis man ønsker det nok, skal det nok ske. Gid det var så vel! Da jeg hørte om principperne omkring "laws of attraction" første gang, havde TV2 en kvinde i studiet, som var 100% overbevist. Hun stod der i studiet med små røde pletter på kinderne og en smule stakåndet af bar ophidselse og fortalte om detteher fænomen med, at vi skal bare tænke på noget, så kommer det til os. Man må for alt i verden ikke tænke negative tanker - kun postitive... Hm... Hun kom med et eksempel: tænk dig til, hvor du gerne vil parkere, når du skal f.eks. i Bilka. Så vil du aldrig mangle en parkeringsplads. Det lyder jo dejligt. Som et rationelt tænkende menneske, ved jeg jo godt, at verden ikke fungerer sådan; men jeg har ALDRIG manglet en parkeringsplads siden... Tankevækkende, ikk?! Jeg ville så ønske, at jeg havde brugt lidt mere tid på at tænke mig til et sundt legeme, skønhed og evig ungdom - selvom en stående ordre hos universet om en ledig parkeringsplads heller ikke er at kimse af...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar