Jeg kan huske, at jeg sendte Kylie Minogue mange tanker, da jeg hørte, at hun var blevet ramt af brystkræft i en ung alder. Tænk, at hendes største bekymring den ene dag var, hvorvidt hun stadig havde de mest sexede ben i verden og den næste dag var hun i direkte kamp for sit liv.
Da jeg selv fik diagnosen, følte jeg nærmest fysisk, hvordan fokus flyttede sig. Billedligt set svarede det til pick-uppen på en gammeldags grammofon, som blev rykket 5 cm til venstre: scratch!!!!!
Man vænner sig dog forbavsende hurtigt til den nye virkelighed. Noget af det sværeste er faktisk at møde folk ude i den virkelige verden. Når jeg deltager i sociale arrangementer, så ved jeg ikke om folk, der kender mig perifert, ved "det". Hvis de ikke ved "det", så kommer det jo som et chok, hvis jeg svarer ærligt på, hvordan det går... Hvis de ved "det", så virker det underligt, at jeg begynder at tale om, at udstødningen på min bil er utæt... Jeg har ikke noget imod, at folk spørger mig direkte. I værste fald kan jeg blot svare, at det orker jeg ikke lige at tale om lige nu...
Tavshed er dog meget værre. Jeg har da hørt om, hvordan folk kan komme til at lide af berøringsangst. Forskellen på at høre om det og så at opleve det på egen krop er, at man bliver fuldstændig ligeglad med, om der er tale om berøringsangst eller ligegyldighed for det føles som ligegyldighed. Min verden er - scrath!!! - blevet reduceret til en lille osteklokke, hvor næste resultat hele tiden er afgørende for det videre forløb. Det fylder DET HELE!
I næste uge skal jeg på Næstved Sygehus og på Rigshospitalet. I Næstved skal der lægges en slagplan for det videre forløb med kemoterapi og strålebehandling. På Riget skal min familie- og sygehistorie kortlægges og så skal der tages stilling til om familien skal undersøges for arvelighed. Dette skyldes, at min mor kun var 37 år, da hun fik brystkræft og jeg er kun 40. Der er heldigvis ikke andre tilfælde i familien, så det er slet ikke sikkert, at vi har de grimme gener. Det er kun en meget, meget lille procentdel, der har de arvelige gener. Har man dem, har man også forhøjet risiko for kræft i æggestokkene, så jeg vil gerne have det undersøgt. Nu er det slut med at lege struds og gemme hovedet i busken. Lad os få det hele på bordet, så vi kan forholde os til det - og få ro i sindet.
Lige nu drømmer jeg om, at smerterne og føleforstyrrelserne i min arm forsvinder. Jeg er træt af at spise smertestillende medicin, som gør mig træt og jeg er træt af ikke at kunne køre bil eller cykle. Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke dyrke yoga, jeg kan ikke det jeg plejer. Men jeg kan gå, kan jeg. Og det gør jeg. Mens det står på, gør det ondt; men bagefter gør endorfinerne deres job. Kroppens naturlige smertestillende hormoner er en gave! Og skoven er ufattelig smuk på denne årstid...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar