Jeg sad i går og hyggede mig ved kakkelbordet med dejlig citronmåne og en skøn kop lunken kaffe fra termokanden. På tv kørte et 5-timers underholdningsprogram. Et lille udsnit af verdens elendighed var sat til skue – og til salg nærmest. Og elendighed er der nok af… Så meget at jeg bliver ked og får ondt i maven.
Og det er muligvis derfor, at det falder mig for brystet, at vi her i vores lille eventyrland i dén grad blander business med pleasure. Hvis vi skal overtales til for alvor at yde, så skal vi fandeme også nyde! Aflad sælges for den latterlige sum af 150 kroner; men så har du også mulighed for at vinde en bil…
Det er ikke resultatet, jeg angriber. Over 130 millioner kroner – det er flot! Og der er brug for hver en krone…
Det, jeg har det svært med, er formen. Tænk, hvis de nødstedte vidste, at deres personlige skæbner var blevet reduceret til et 60 sekunders indslag i et selvforherligende underholdningsprogram i den bedste sendetid i eventyrland, hvor de toppolitiske emner omhandler tørklæder, tegninger og madpakker. Det lyder jo som en dagsorden for aktivitetsudvalget i den lokale skole-fritidsordning og emnerne tåler ingen sammenligning med de prøvelser verdens nødlidende står overfor dagligt.
Jeg efterlyser lidt værdighed og det flotte resultat til trods, så synes jeg, at vi skal passe på, at målet ikke helliger midlet. Det eneste, jeg for alt i verden ikke vil miste, er min selvrespekt og min værdighed og hvorfor skulle en kvinde i Afrika eller en hjemløs på Haiti have det anderledes?
Jeg er imponeret over din formulering. Det sætter simpelthen lige nøjagtig ord på noget jeg ikke har kunnet finde ud af hvad var - men helt sikkert noget der har gjort, at jeg ikke har kunnet holde ud af se indsamlings-marathon-tv, hverken denne gang eller tidligere. NU ved jeg hvad det er. Det har du lige skrevet om. TAK fordi du tør og gør.
SvarSletKh
Anne Lene