Nu begynder det at gøre ondt for alvor, synes jeg… Det er uden sammenligning det hårdeste, jeg har været udsat for i mit liv og jeg begynder at blive i tvivl om det er ”umagen” værd med den kemoterapi. Efter endte operationer fik jeg at vide, at jeg som udgangspunkt er rask og at kemoterapi og stråleterapi ”kun” skal betragtes som forebyggende foranstaltninger. Men det er jo for helvede efterbehandlingen, der tager lysten til at leve fra én!!!!! Det er simpelthen så rædselsfuldt, at selv jeg mangler ord…
Trætheden er uden tvivl det værste. Jeg går i seng mellem kl. 18 og kl. 20 hver aften. Jeg sover ikke med det samme og min krop skriger på noget fysisk aktivitet, men jeg KAN IKKE!!! Rastløsheden i benene er nærmest uudholdelig og manglen på motion sætter sine spor – både på konditionen og kropskonturen.
Det er i dag 150 dage siden jeg fandt knuden i brystet og føj for en lorterejse, jeg har været på siden – og så er jeg ikke engang færdig endnu… Har netop modtaget den 5. runde kemoterapi, så nu er der kun 1 runde tilbage. Nu er det ikke selve det at få kemoterapi, der er hårdt. Det er tiden, der følger… Jeg synes faktisk selv, at jeg har taget det med oprejst pande; men det ændrer ikke på, at jeg i går brød fuldstændig sammen overfor Sten, da vi skulle aftale, hvad tid vi skulle køre til sygehuset. Bare tanken om hvad der ventede! Var nok til et mindre sammenbrud. Så kan man være nok så munter og stærk udadtil. Men underbevidstheden lader sig ikke narre…
Humoren er dog stadig intakt, bare rolig. Selvironien fejler heller ikke noget… Jeg har nok bare ikke det store behov lige nu for at være pauseklovn på bloggen… Jeg er sgu så træt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Du tager virkelig det hele med oprejst pande, superskøn selvironi og bragende sort humor...også når du er længst nede.. Du har samtidig haft overskud til mig og været en stor støtte for mig.... og jeg har været glad for at lære dig at kende... men tro mig - det bliver meget værre endnu.... jo tættere du kommer på endt behandling... der kommer de værste prøvelser både fysisk og psykisk.... og så pludselig skal du igen til at kæmpe... kæmpe dig frem i "lyset" og finde glæden ved livet igen... alting er ændret, men det er egentligt kun dig, der er ændret... og vil noget andet med livet.... lyder det for højtidligt... tja... måske... men du véd ihvertfald, hvad jeg mener... :o)
SvarSletGlæder mig til at fejre vores sidste behandling med en kæmpe fadbamse og et brag af en fest....
Knus fra Lene
Kære Lene,
SvarSletHørt! Både med hensyn til at det har været dejligt at lære DIG at kende, at det bare bliver værre og værre jo længere man kommer i forløbet og endnu mere hørt!!!! til at vi skal fejre det, når det hele er overstået...
Stort knus
Helle