Selv den længste rejse begynder med det første skridt... Og dette skridt har været længe undervejs.
Min stakkels krop har brug for loooooove :) Kærlighed, ømhed, opmærksomhed - fra mig selv. Alt for længe har jeg lukket øjnene for, at man ikke kan hade sin egen krop. Bare fordi den var så snotdum at lukke kræft ind. Eller rettere at "noget" er gået galt i mine celler, så den forbandede sygdom fik lov at slå rod.
For udenforstående vil det måske komme som en overraskelse, at det ikke bare er fryd og gammen at overleve en kræftsygdom og kræftbehandlingen. Sidstnævnte er nemlig ret hård for krop OG sjæl.
Over syv år er gået, og det er først nu, jeg har overskud til at forsøge at komme tilbage til fordums styrke. My body is a mess! Mine muskler har i særdeleshed lidt under kræftbehandlingen, ligesom min balanceevne gjorde. Den har jeg dog trænet ret meget, og det går faktisk godt. Men de der slatne muskler. Det går jo bare ikke.
Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg ikke har forsøgt før... Da jeg med stålsat vilje satte mig for at løbe mig tilbage i form i 2011, gik det godt i omkring tre uger. Så ville skæbnen, at mit knæ gik af led, fordi jeg tillod mig at danse glad omkring i stuen... Og jeg kan stadig ikke bruge det knæ 100% - og kommer muligvis aldrig til det.
Jeg sætter dog min lid til yoga, som jeg går til tre-fire gange om ugen. Og det er FANTASTISK!
Og i okober 2016 påbegyndte jeg en toårig uddannelse til komplementær hormonterapeut. Et lidt drastisk skridt at tage, kan man sige. Men jeg er simpelthen nødt til at forstå, hvad de der hormoner gør, når de går amok. Både i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft og i forbindelse med overgangsalder. Jeg gik i overgangsalder som 41 årig, og det er altså ALT, ALT for tidligt. Jeg anede ikke, at ens sjæl også bliver gammel, når man når den milepæl; men det gør den. Pis! Jeg havde aldrig sagt ja til operationen, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive forvandlet til en helt anden blot to timer efter jeg vågnede fra operationen. Trist. Men det er nu min virkelighed, og så må jeg få det bedste ud af det.
Dette indlæg er måske ikke så muntert; men det er blot for at forklare, hvad der ligger til grund for mine skriblerier p.t.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar