Livet er en gave

Er det sjovt at have kræft? Næh! Griner man alligevel? JA!!!!!

Nu har jeg aldrig haft svært ved at finde de skæve vinkler og det absurde i livet, men den evne er ligesom blevet skærpet nu...

Mærkelige ting begynder at betyde en masse. Det betød f.eks. alt for mig at se verdens største oceanliner sejle under Storebæltsbroen. Hvorfor??? Aner det ikke... Men én ting er sikkert: Var jeg ikke syg, havde jeg ikke skænket det store "skiw" en tanke. Ligesom det havde været praktisk talt umuligt at lokke familien med ud i natten for at se en lysende prik på havet, hvis ikke det var for denne forbandede situation.

Er der fordele ved at være syg? Ikke umiddelbart; men derfor kan man jo godt forsøge at vende det til noget positivt. Da Jeanett og jeg havde været til Pink-koncert i lørdags og skulle hjem med 00.30 toget fra Hovedbanen - sammen med stort set samtlige koncertgæster, der ville det da have været rart at kunne trække sygdomskortet ved at flå parykken af, så jeg kunne sikre mig en siddeplads efter at have stået op - på høje hæle!!! - i 5 stive timer... Men nu var jeg jo stadig i besiddelse af mit eget hår, så den gik ikke. Til gengæld kom universet og min fantastiske karma mig til undsætning. Jeg stod lige der, hvor dørene åbnede, da toget standsede, så vi fik begge en siddeplads :-) Det er så dejligt at føle sig heldig. Toget bestod kun af sølle 4 vogne, så det var tæt pakket.

Hvad de øvrige togpassagerere har tænkt, aner jeg ikke; men jeg fik da et chok, da jeg så mig selv i spejlet, da jeg kom hjem. Trine havde lagt en meget smuk, men kraftig sort make-up på mig. Make-uppen var stadig kraftig og sort, da jeg kom hjem; men knap så smuk :-) Ingen af os kunne vide, at jeg stortudede stortset under hele koncerten. Normalt er jeg ikke star stroken. Der skal mere til at vælte en kyniker som mig, men men men... da Pink gik på, der knækkede filmen. Det var en milepæl for mig at komme til koncerten. Der var så mange ting, som skulle gå op i en højere enhed - to name one: risikoen for influenza-smitte... Det var risikoen værd, for jeg har ikke raget smitte til mig... Hvilket minder mig om, at du er velkommen til at blive væk, hvis du er influenza-inficereret... Det kan koste mig livet, da mit immunforsvar er i bund og jeg p.t. ikke er stærk nok til at modtage vaccinen.

Jeg ved jo godt selv, hvorfor jeg græd som pisket. Det var ganske enkelt, fordi jeg kunne mærke, at jeg var i live... - og det vil jeg gerne blive ved med at være... Snøft!