That´s what friends are for... Og hvor er jeg glad for mine...

Når man ligger i en scanner og pludselig får tanken: "scanneren var meget tæt på min næse… Mon mine knæ stikker højere op end næsen? Får jeg knust mine knæskaller lige om lidt????!!!!" Så kan man faktisk godt føle en lille snert af panik. Men kun indtil man kommer i tanke om, at det jo nok ikke er anderledes end når en bil er i vaskehal. Der er også en eller anden sikkerhedsanordning, der sikrer, at vaske/tørredimsen ikke kvaser bilen. Og den virker da i langt de fleste tilfælde… Altså lige indtil den dag, den flår taget af en bil!!! Tilbage til panikken…




Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.



De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…



Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)



Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.

At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)

Lene og jeg havde en fantastisk dag sammen i dag. Vi spillede kort, grinede, spiste morgenmad og grinede endnu mere. Billedet er fra foyeren på Næstved Sygehus...