Hvordan lærer man at leve med en konstant følgesvend, som hedder træthed? En træthed, som ikke kan bekæmpes med søvn og hvile; men som gør, at man næsten ikke kan holde sig oprejst. Alle muskler i kroppen virker slappe. Sådan som kroppen føles lige når man vågner og man ligesom vækker kroppen ved at strække sig. Det hjælper bare ikke at strække sig. Det eneste som ikke føles slapt, er mine hofter. De er til gengæld stive og det koster nogle kræfter, hver gang jeg skal rejse mig. Det bliver man også træt af i længden.
Trætheden er en konsekvens af, at jeg takkede ja til kemoterapi. Men hvis ikke jeg havde takket ja til behandlingen, så havde jeg måske ikke været her i dag. Og så kan jeg vel godt lære at leve med træthed. Og det er det jeg er i gang med: at lære at leve med trætheden. Fordi hvornår skal jeg give efter for kroppens konstante ønske om at hvile og hvornår skal jeg presse mig selv? Det er ikke noget man får hjælp til at finde ud af og jeg ved, at det er noget, som rigtig mange kræftoverlevere kæmper med. Det er ikke fordi det skorter på gode og velmenende råd fra omgivelserne. Og jeg opsøger da også selv hele tiden viden om emnet. Sund kost og regelmæssig motion. God søvn. Positiv tænkning. Det er de gennemgående temaer. Der står ikke nogen steder, at man får det bedre af at beklage sig og heller ikke, at det hjælper, hvis ens mantra er: "jeg er træt"…
Men hvor er det svært at holde for sig selv. Jeg vil gerne mødes af forståelse. Ikke ynk. Ikke "tag-dig-sammen"-attitude. Bare forståelse. Og forståelse får jeg hos andre kræftoverlevere. Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det.
I dag har jeg en dynedag. Det er ikke synd for mig. Jeg har ikke brug for et venligt spark bagi. Jeg har brug for at finde balancen. Den nye balance i mit liv. Balancen mellem arbejdsliv, pligter, familieliv og fritidsliv - og min udfordring: trætheden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar