Da jeg vågnede her til morgen, troede jeg simpelthen, at jeg var død. Eller i hvert fald skindød. Jeg vågnede 3 kvarter før vækkeuret ringede. Resten af huset sov. Der var helt stille og mørkt. Og jeg var superfrisk lige indtil jeg forsøgte at bevæge mig. Mine muskler var som kogt spaghetti. Fuldstændig slatne.
Selv den energi det kræver at trække vejret, syntes unødig. Kunne den brystkasse dog ikke bare forholde sig lidt i ro… Hvordan kan man være så klar i hovedet, når ens krop er mere død end levende?
Det var ikke en uvant følelse. Indtil for en måned siden vågnede jeg faktisk på denne måde de fleste morgener. Men så begyndte der at ske fremskridt. Og det er nok derfor jeg bliver lidt modløs. Nu gik det ligeså godt og så skal der ikke mere end en enkelt aften med aktivitet til at vælte læsset. Ja, aktivitet og aktivitet… Jeg skulle bare sidde på min flade og lytte. Jeg var til et rigtig godt foredrag med Chris MacDonald i Næstved tirsdag aften. Det kostede så en fraværsdag i går, hvor jeg hvilede mig. Og lige meget hjalp det. I dag har jeg ændret strategi. Jeg har meddelt, at jeg kommer senere og da Benjamin var sendt af sted, spiste jeg min vigtige morgenmad, tog vandrestøvler på og hunden i snor. Det har hjulpet. Kroppen skriger stadig på at få lov at sidde og ligge hele tiden, men jeg forsøger at finde mute-knappen, så jeg ikke kan høre det…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar