Hvordan var det lige, at mit liv endte med at være én lang række af prøvelser??? Synes faktisk ikke, at jeg har fortjent det og jeg kan da kun sige, at hvis jeg bliver straffet for noget, jeg har gjort i et tidligere liv, så har jeg fandeme godt nok været et røvhul…
Jeg skyder 2012 i gang med endnu et indgreb.
Efter mit stunt på min fødselsdag med ambulancekørsel og falden om i venteværelset og hvad ved jeg, anbefalede lægen, at jeg skulle have en hormonspiral. Den skulle afhjælpe den bivirkning jeg får af den medicin, jeg får pga. brystkræft (anti-østrogenmidlet Tamoxifen som kan give fortykket livmoderslimhinde med kraftige blødninger til følge).
Det var den 16. november at jeg kunne krydse "spiral" af på listen over ting, som åbenbart skal prøves - på trods af at jeg er blevet smidt i tidlig overgangsalder af de forbandede Tamoxifen´er. De eneste fordele ved at få antihormoner er, at man er fri for at tænke på prævention og man slipper for menstruation. Når man altså ikke lige er én af de uheldige få, som får problemer… Og her peger min højre pegefinger på: mig…
Siden spiralen blev sat op - og må jeg lige indsparke, at det var egentlig ikke nogen rar oplevelse - har jeg blødt og blødt og blødt… Det kan lyde mærkeligt, at jeg ventede så længe, men spiralens funktion var at "udtynde" slimhinden og hvis den virker, så bløder man jo. Ud skal det… I sidste uge tog jeg dog kontakt til lægen, som anbefalede at jeg skulle tage noget medicin til at stoppe blødningen. Fem dage skulle jeg tage medicinen. I søndags var sidste dag og jeg blødte faktisk mere ved slutningen af "kuren" end ved starten. Jeg tog derfor fat i sygehuset igen i går. "Min" læge havde fri, så jeg blev tilset af en mandlig overlæge. For at gøre en meget lang historie kort så konstaterede han, at spiralen sad forkert og sandsynligvis var grunden til, at jeg blødte. Den sad simpelthen og generede og havde sikkert også lavet hul i mig… Hans teori passer meget godt for efter han fjernede den i går, er blødningen stort set stoppet. Pyha… Det er dejligt! Nu kan det være, at jeg kan få jernbalancen på skinner igen. Og mon ikke det også hjælper på min træthed...
Han foretog også en vandscanning. Jeg har prøvet det før og det gør bare naller. Lægen sagde, at nu prøver vi. Hvis ikke du kan klare det, må du i bedøvelse… Men jeg gjorde det sgu! Uden at mægle et ord. Ikke så meget som et lille piv - eller en dumsmart bemærkning.
Man siger, at når én dør lukkes, åbnes en ny… Sådan er det også med mine problemer. Lægen fandt en stor dims i livmoderen. En polyp sandsynligvis. En stor fætter på 2,5 gange 3 cm. Og hvordan kan det lige lade sig gøre, at de ikke så den i sidste måned. Når man tænker på hvor mange, der har rodet rundt derinde - og her taler jeg altså om personer i hvide kitler med lange medicinstudier bag sig ;-) Nå, men den skal selvfølgelig fjernes. Det bliver den så den 13. januar. Fredag den 13. Lægen kunne faktisk godt forstå, at jeg gerne ville have en ny dato. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Eller det kunne det godt, men så blev det længere ud i fremtiden. Og det skal altså overstås hurtigst muligt.
Så i går måtte jeg ringe rundt til familien - eller det vil sige, at jeg måtte låne en telefon og sms´e folk for at bede dem ringe til mig, fordi jeg løb tør for taletid i går formiddag , mens jeg talte med lægen. Død var telefonen bare. Do I feel lucky? Nej nej nej… Der bliver tanket op igen i morgen. Men ring gerne til mig. Jeg er hjemme i dag :-) Nå, men jeg skulle have fat i familien for at aflyse juleaften. Jeg smider håndklædet i ringen og erkender, at jeg IKKE kan. Det gør ondt… Men det er åbenbart prisen, jeg skal betale for at være noget ganske særligt… Det skal lige indskydes, at min familie er trådt til og julen skal nok blive fejret. Og jeg glæder mig...
