Sider

onsdag den 14. marts 2012

Æret være Annes minde...


Dette indlæg skriver jeg, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være…



Jeg har nu været medlem af Klub Brystkræft i ca. 2½ år. Og jeg har hele tiden været meget stolt af, at ingen har forladt klubben på den ultimative måde, mens jeg har været medlem. Altså ingen er døde...



I dag har jeg lige hørt, at et af mine forbilleder ikke er blandt os længere.



Anne Melander kan ses i denne lille film fra Brystgalla 2010… Jeg kender hende ikke personligt, men jeg brød ud i spontan gråd, da jeg fik at vide, at hun er gået bort. Det går nærmest over min forstand, at livet kan være så ubarmhjertigt




Anne Melander kæmpede ikke blot for sit liv. Hun kæmpede også mod uretfærdighed. Med en mand og 2 små børn, som pga. lægesjusk stod foran at blive enkemand og moderløse kæmpede hun bravt mod systemet, som ville reducere erstatningen for fejlbehandling af sundhedsvæsenet, fordi hun sandsynligvis ville dø indenfor kort tid. Patientklageankenævnet valgte at anke Østre Landsrets kendelse. Ankesagen begynder så vidt jeg erindrer den 29. maj i år. Det er meget hurtigere end den slags ankesager normalt tager, men ikke hurtigt nok… Anne nåede ikke at høre Højesterets kendelse...



Jeg håber, at retfærdighed sker fyldest. Jeg håber, at de efterladte får medhold - IGEN. Denne gang uden Anne. Når lægestanden laver en fejl (det kan ikke undgås), så skal man ikke straffes dobbelt ved at et Patientklageankenævn nedsætter erstatningen med begrundelsen: "Ja, der er begået fejl. Ja, patienten har ret til erstatning. Og ja, erstatningsbeløbet reduceres, fordi lægefejlen er så graverende, at patienten rent faktisk ender med at dø meget tidligere end hvis sygdommen var  blevet opdaget i tide".



Mine tanker går til Anne Melanders familie og alle der kendte hende.



Æret være Anne Melanders minde

fredag den 30. december 2011

Hvad kan jeg blive?

På min rejse igennem sundhedssystemet har jeg lige undergået endnu en operation. Jeg har været indlagt på Næstved Sygehus på en helt fantastisk afdeling. Mens jeg lå der og forsøgte at få tiden til at gå, begyndte jeg at lege en lille leg. Kunne jeg arbejde som (den titel, jeg mødte)…




Kunne jeg arbejde som social- og sundhedsassistent? Ja da. Det tror jeg da godt, at jeg kunne. Kunne jeg arbejde som rengøringsassistent? Tja… Det ville ikke være drømmejobbet, men det tror jeg da godt, at jeg kunne. Kunne jeg arbejde som sygeplejerske? Ja. Helt bestemt. Kunne jeg arbejde som portør? Ja, hvorfor ikke? Kunne jeg arbejde som læge? Jep. Tror jeg ville være en god en af slagsen…



Og så slog det mig. Der er faktisk kun én titel, jeg ikke gider at have: patient

tirsdag den 20. december 2011

Jeg er noget ganske særligt - og jeg er træt af det…

Hvordan var det lige, at mit liv endte med at være én lang række af prøvelser??? Synes faktisk ikke, at jeg har fortjent det og jeg kan da kun sige, at hvis jeg bliver straffet for noget, jeg har gjort i et tidligere liv, så har jeg fandeme godt nok været et røvhul…



Jeg skyder 2012 i gang med endnu et indgreb.



Efter mit stunt på min fødselsdag med ambulancekørsel og falden om i venteværelset og hvad ved jeg, anbefalede lægen, at jeg skulle have en hormonspiral. Den skulle afhjælpe den bivirkning jeg får af den medicin, jeg får pga. brystkræft (anti-østrogenmidlet Tamoxifen som kan give fortykket livmoderslimhinde med kraftige blødninger til følge).



Det var den 16. november at jeg kunne krydse "spiral" af på listen over ting, som åbenbart skal prøves - på trods af at jeg er blevet smidt i tidlig overgangsalder af de forbandede Tamoxifen´er. De eneste fordele ved at få antihormoner er, at man er fri for at tænke på prævention og man slipper for menstruation. Når man altså ikke lige er én af de uheldige få, som får problemer… Og her peger min højre pegefinger på: mig…



Siden spiralen blev sat op - og må jeg lige indsparke, at det var egentlig ikke nogen rar oplevelse - har jeg blødt og blødt og blødt… Det kan lyde mærkeligt, at jeg ventede så længe, men spiralens funktion var at "udtynde" slimhinden og hvis den virker, så bløder man jo. Ud skal det… I sidste uge tog jeg dog kontakt til lægen, som anbefalede at jeg skulle tage noget medicin til at stoppe blødningen. Fem dage skulle jeg tage medicinen. I søndags var sidste dag og jeg blødte faktisk mere ved slutningen af "kuren" end ved starten. Jeg tog derfor fat i sygehuset igen i går. "Min" læge havde fri, så jeg blev tilset af en mandlig overlæge. For at gøre en meget lang historie kort så konstaterede han, at spiralen sad forkert og sandsynligvis var grunden til, at jeg blødte. Den sad simpelthen og generede og havde sikkert også lavet hul i mig… Hans teori passer meget godt for efter han fjernede den i går, er blødningen stort set stoppet. Pyha… Det er dejligt! Nu kan det være, at jeg kan få jernbalancen på skinner igen. Og mon ikke det også hjælper på min træthed...



Han foretog også en vandscanning. Jeg har prøvet det før og det gør bare naller. Lægen sagde, at nu prøver vi. Hvis ikke du kan klare det, må du i bedøvelse… Men jeg gjorde det sgu! Uden at mægle et ord. Ikke så meget som et lille piv - eller en dumsmart bemærkning.



Man siger, at når én dør lukkes, åbnes en ny… Sådan er det også med mine problemer. Lægen fandt en stor dims i livmoderen. En polyp sandsynligvis. En stor fætter på 2,5 gange 3 cm. Og hvordan kan det lige lade sig gøre, at de ikke så den i sidste måned. Når man tænker på hvor mange, der har rodet rundt derinde - og her taler jeg altså om personer i hvide kitler med lange medicinstudier bag sig ;-) Nå, men den skal selvfølgelig fjernes. Det bliver den så den 13. januar. Fredag den 13. Lægen kunne faktisk godt forstå, at jeg gerne ville have en ny dato. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Eller det kunne det godt, men så blev det længere ud i fremtiden. Og det skal altså overstås hurtigst muligt.





Så i går måtte jeg ringe rundt til familien - eller det vil sige, at jeg måtte låne en telefon og sms´e folk for at bede dem ringe til mig, fordi jeg løb tør for taletid i går formiddag , mens jeg talte med lægen. Død var telefonen bare. Do I feel lucky? Nej nej nej… Der bliver tanket op igen i morgen. Men ring gerne til mig. Jeg er hjemme i dag :-) Nå, men jeg skulle have fat i familien for at aflyse juleaften. Jeg smider håndklædet i ringen og erkender, at jeg IKKE kan. Det gør ondt… Men det er åbenbart prisen, jeg skal betale for at være noget ganske særligt… Det skal lige indskydes, at min familie er trådt til og julen skal nok blive fejret. Og jeg glæder mig...
 
 
 

onsdag den 23. november 2011

For 102 mio danske kroner blandet kummefryser, tagbøjler og rengøringshjælp om jeg må bede…

I aften spilles der lotto om 102 millioner gode danske kroner. Det er mange penge. Og chancerne for at vinde er meget dårlige… Men nogen skal jo vinde - på et eller andet tidspunkt. Så hvorfor ikke mig?



Da jeg stod i den lange kø her omkring fyraftenstid, havde jeg mange tanker. Fordi det var ikke det sædvanlige sted jeg havde tænkt mig at købe kuponen. Skulle jeg virkelig ende med at være en af de der historier om hende, der af omstændighederne blev tvunget til at købe sin lottokupon et andet sted? Eller skulle jeg bruge 15 minutter ekstra for at købe kuponen i den sædvanlige kiosk. Så ville jeg jo være hende den loyale, hvis jeg gik hen og vandt.


Mens jeg stod i køen - og den var l-a-n-g - gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Foran mig stod to unge mænd. De valgte at gå, fordi det tog for lang tid. Ventetiden brugte jeg på at tænke endnu flere tanker. Hvis de stod af, så ville jeg jo nok i princippet få deres lynlotto. Måske det var meningen???? Eller også skulle jeg købe to kuponer? Det er store beslutninger.


Og hvad ville jeg egentlig bruge 102 millioner danske kroner til? Tja…. Rengøringshjælp, gartner til sommerhushaven, en kummefryser og tagbøjler til bilen så jeg kan fragte min havkajak til ønskede steder… Det er faktisk det eneste jeg mangler. Vandt jeg, ville jeg naturligvis forsøde tilværelsen for mine kære, give til velgørenhed og investere i sikre obligationer :-)


Men 102 millioner kroner! Det er jo vanvittigt… Håber at 100 personer hver vinder ca. 1 millioner kroner. Det ville sprede så meget glæde og ville være nemmere at håndtere for vinderne…



Men jeg stod altså også i kø af en anden grund. Min elskede mor kunne have haft bryllupsdag i dag. Så hun skulle selvfølgelig have blomster i dag. Med min meget savnede, afdøde far i tankerne fik hun en buket roser. Og hun blev glad. Hendes smil var faktisk 102 millioner danske kroner værd :-)

mandag den 21. november 2011

That´s what friends are for... Og hvor er jeg glad for mine...

Når man ligger i en scanner og pludselig får tanken: "scanneren var meget tæt på min næse… Mon mine knæ stikker højere op end næsen? Får jeg knust mine knæskaller lige om lidt????!!!!" Så kan man faktisk godt føle en lille snert af panik. Men kun indtil man kommer i tanke om, at det jo nok ikke er anderledes end når en bil er i vaskehal. Der er også en eller anden sikkerhedsanordning, der sikrer, at vaske/tørredimsen ikke kvaser bilen. Og den virker da i langt de fleste tilfælde… Altså lige indtil den dag, den flår taget af en bil!!! Tilbage til panikken…




Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.



De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…



Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)



Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.






At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)





Lene og jeg havde en fantastisk dag sammen i dag. Vi spillede kort, grinede, spiste morgenmad og grinede endnu mere. Billedet er fra foyeren på Næstved Sygehus...

mandag den 7. november 2011

So what???!!! I´m still a rockstar...

Mit profilbillede på denne side fylder i dag 2 år. Det var en af de bedste dage i mit liv. Pink koncert sammen med niecen i Forum efter at have fået en make-over hos frisøren… Med kemo brusende i årerne - iført høje hæle og ikke en stol så langt øjet rakte… Egentlig nemmere at have brystkræft end et dårligt knæ :-)



Seks dage efter billedet blev taget, røg håret. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, kan jeg godt se, at kemobehandlingen tog hårdt på mig, men er det ikke skønt at vide, at jeg følte mig som den smukkeste gudinde, mens det stod på.



Hver gang jeg skulle have kemoterapi gjorde jeg en dyd ud af at være den flotteste i venteværelset. Om jeg var det, aner jeg ikke… Men mit mantra - som jeg gentog for mig selv ved enhver given lejlighed - var "jeg er smuk, jeg er rask, jeg er heldig"… De objektive øjne ville nok have haft nemt ved at tilbagevise alle tre påstande, men jeg gentog dem ofte. Ofte nok til at tro på dem alle…



Profilbilledet har også prydet min facebook-profil - indtil i går. Nu trækker jeg en streg i sandet. At jeg har et helt særligt forhold til hende den langhårede på billedet, hersker der ingen tvivl om. Det er også derfor det har været så svært at skifte billedet ud. Fordi er hun den samme? Hende med det lange røde hår og så hende med det lyse strittende Trolderik-hår??? Ja! Gu er hun så! Med mere livserfaring på kontoen, men stadig ligeså humoristisk og spydig…





Men selvom hun er den samme, beholder jeg nu alligevel billedet af hende, der er på vej til den bedste koncert nogensinde...

lørdag den 15. oktober 2011

Flyttedag... til en anden blog

Bloggen er efterhånden blevet en noget rodet affære… Helles Corner vil fremover handle om mit liv som kræftoverlever. Alle os, der er medlem af "Klub Kræft" har et fællesskab. Det er jeg meget glad og taknemmelig for. Eneste kriterie for at blive medlem er, at man har været eller er ramt af kræft i en eller anden form. Vi har snakket om at stoppe for tilgangen af nye medlemmer. Det blev enstemmigt vedtaget! :-)


Men med så meget fjol på hjernen og så mange meninger om ALT, så er jeg naturligvis nødt til at få luft et andet sted. Det gør jeg så på denne blog:

http://www.hovedet-paa-bloggen.blogspot.com/

Her kan man også læse seneste update om dating...

Jeg håber, at rigtig mange vil læse med :-)

P.S. Man må gerne stadig læse med på Helles Corner, selvom man ikke er så heldig at have været ramt af kræft… Jeg vil bare ikke bruge så mange kræfter på at pakke tingene ind...