Sider

lørdag den 15. januar 2011

Alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør"



Hørte jeg virkelig rigtigt? Jeg har lige været inde at runde De Konservatives hjemmeside for at dobbelt-tjekke. Henriette Kjær er politisk-økonomisk ordfører for partiet. Den er god nok. Tænk, at jeg ikke vidste det før i dag. Jeg "samler" lidt på ting, der kan få mig til at smile på en gråvejrsdag og denne her ryger i gemmeboksen.

Er det bare mig eller klinger det fuldstændig hult, når Henriette Kjær skal fortælle os - borgerne i Danmark - hvordan vi skal føre en ansvarlig økonomisk politik? At hun har rod i sin privatøkonomi er vel ret beset hendes egen sag, men når nu det er offentlig kendt, så kan hun jo have nok så mange gode pointer. Jeg aner ikke, hvad hun står for. Mine ører nægter simpelthen at høre efter.

Generelt er der alt for meget "gør som jeg siger, ikke som jeg gør" over politikerne. Og jeg er træt af det. Jeg vil gerne have nogle gode forbilleder og rollemodeller. Politikerne, som jo er dem, der laver spillereglerne for os alle sammen har den grundholdning, at reglerne skal gælde alle. Altså lige på nær dem selv, fordi de er noget ganske særligt. Hvorfor i alverden skal vi andre så følge reglerne? Ser man på nogle af eksemplerne, så er de enkeltvis betragtet bagateller. Det er mængden af dem, der er problematisk.

Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg sommetider føler mig tisset på, når politikerne siger ét og gør noget andet. Hvordan kan man sige til befolkningen, at de skal vælge folkeskolen og så derefter sende sine egne børn i privatskoler. At politikerne så toner frem på skærmen og fortæller, at lige netop deres børn lige p.t. har et særligt behov for at gå på en mindre skole, når der lige p.t. rundt om i kommunerne nedlægges den ene lille kommunale skole efter den anden, så bliver jeg harm. Det er ikke alle, der har råd til at sende børnene på privatskole og nu er det ikke kun de bedrestilledes børn, som kan have behov for at gå på en lille skole i en periode. Politikerne trænger til at komme ud i virkeligheden. Det skulle forbydes for siddende politikere på Borgen at genopstille. Lad os viske tavlen ren og få en ny flok derind. En god blanding af samvittighedsfulde borgere med vidt forskellige baggrunde. Korte, lange og ingen uddannelser. Nogle som har sikret sig, når de nærmer sig pensionsalderen og nogle som ikke har. Nogle som bor i store villaer nord for København og nogle som bor i lejlighedskomplekser i såkaldte ghettoer. Nogle som har prøvet at leve af kontanthjælp og nogle som har arbejdet siden de forlod skolen efter 9. klasse. Nogle som aldrig har prøvet at være på arbejdsmarkedet, men som til gengæld har et indgående kendskab til uddannelsessystemet.

Nogle gæve borgere med rigtige erfaringer i rygsækken. Nogle vi andre kan spejle os i…

Nu er det jo ikke sådan at de nuværende politikere skulle udelukkes fra politik i al evighed. De skulle skam have lov til at komme tilbage, når de havde udtjent deres "borgerpligt" ved at arbejde ude i virkeligheden i minimum 4 år (samme tidsramme som en valgperiode). De ville have rigtig godt af at arbejde i hjemmeplejen, på skolerne, i børnehaverne, på jobcentrene og på sygehusene. For blot at nævne nogle… Mon ikke de ville have et helt andet syn og en helt anden forståelse for borgernes vilkår. Både som arbejdstagere og brugere af systemet… Mon ikke erfaringerne i bund og grund er mere værd end nok så mange kandidatgrader?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar