Aftryk...

Nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk.

Meget tidligt i mit sygdomsforløb mødte jeg sådan en… Hun var - som så mange andre - iklædt en hvid kittel. Første gang jeg mødte hende spurgte hun interesseret og med meget stor empati til min helbredstilstand. Det var i oktober 2009. Lige før min første kemo. Det møde gjorde meget stort indtryk på mig. Hun kunne se, at jeg var henvist fra onkologisk afd. (kræft afd.) Jeg fortalte hvordan og hvorledes, da hun spurgte. Mens hun gjorde klar til at tappe blodet fortalte hun, at hendes mand havde kræft. Det hele endte ud i, at hun græd og jeg gav hende et kæmpe knus. Mødet sluttede med, at jeg ønskede hende held og lykke. "I lige måde", sagde hun. "I lige måde med hvad?" tænkte jeg. For et øjeblik glemte jeg totalt min egen miserable situation. Hun gjorde virkelig indtryk.

Hun har tappet mit blod mange gange siden. I dag gjorde hun det så igen. Denne gang tog jeg mod til mig og spurgte hende om hvordan det går med hendes mand. Hun så meget forvirret ud og mens smerten tydeligt kunne læses i hendes øjne fortalte hun, at han døde i oktober 2009. 42 år gammel. Det vil sige, at han lå på dødslejet, da jeg mødte hende første gang.

Nu sidder hun så tilbage… I Danmark… Med 2 børn… Resten af familien er i Irak…


Jeg var meget påvirket, da jeg gik derfra i dag og det er jeg faktisk stadig. Fordi nogle gange møder man nogen, som efterlader et aftryk…