Jeg kører – igen – i år et tema i sommerhushaven, der hedder ”havens bekæmpelse”. Let´s face it: Jeg er ikke havemenneske…
Har lige slået 2/3 af græsplænen – eller rettere: jeg har lige høstet 2/3 af græsplænen. Sorry to say. Det siger mig ikke en skid. Hverken at slå den eller at opholde mig i den. Ikke at jeg ikke bryder mig om at være udendørs. Eller… det gør jeg faktisk ikke. Altså bryder mig om at være udendørs; men jeg er trods alt blevet så klog, at jeg ved, at jeg har brug for sollys. Det har vi allesammen. Jeg vil bare hellere sidde på terrassen eller på en bænk nede ved vandet eller på min elskede sten på gravhøjen med udsigt til Storebæltsbroen…
Jeg får sgu stress af, at haven gror op omkring ørerne på mig – hvert eneste år… Ikke at jeg bliver overrasket. Der er sådan en vis forudsigelighed i tingenes udvikling. Same procedure as last year. Jeg har et øgenavn herude: Tornerose 😃 Det er okay…
Men behøver jeg vente i hundrede år før der kommer en prins forbi og kysser på mig? 😉
lørdag den 10. juni 2017
tirsdag den 6. juni 2017
En sund krop i et sundt legeme (der holder ualmindeligt meget af kage)
Nå! Så fik jeg tilmeldt mig noget udendørs styrketræning. Er netop i dag blevet vejet og har fået målt både fedtprocent og røvtykkelse…
Min body age er 46. Det er sgu da meget godt! For en der ikke er i form, og som rent faktisk er 48… og et halvt.
Det bliver eddermame spændende at se om de kan motivere mig. Det er ikke rigtig lykkedes for nogen før. Jeg HADER at få pulsen op og jeg HADER at svede. Selvom det blot burde være en svag erindring, fordi det er så længe siden, så kan jeg helt tydeligt huske, hvordan det føles, når det brænder helt ned i lungespidserne, når man har ydet max. Føj! Hvor jeg hader den fornemmelse.
Min dårlige form kan naturligvis undskyldes med, at jeg har været igennem kræftbehandling, og det er gået rigtig meget udover mine muskler og jada jada jada… Kan du høre violinerne? 😉 Men let´ s face it: Jeg var også en slatten skid før jeg fik kræft. At det så ikke er blevet bedre af kemo og alt det andet lort, jeg har været igennem, er bare ærgerligt.
NU er det nu. NU skal der bygges lidt muskelmasse på det gamle skrog. Stay tuned. Vi starter på mandag 😃
Min body age er 46. Det er sgu da meget godt! For en der ikke er i form, og som rent faktisk er 48… og et halvt.
Det bliver eddermame spændende at se om de kan motivere mig. Det er ikke rigtig lykkedes for nogen før. Jeg HADER at få pulsen op og jeg HADER at svede. Selvom det blot burde være en svag erindring, fordi det er så længe siden, så kan jeg helt tydeligt huske, hvordan det føles, når det brænder helt ned i lungespidserne, når man har ydet max. Føj! Hvor jeg hader den fornemmelse.
Min dårlige form kan naturligvis undskyldes med, at jeg har været igennem kræftbehandling, og det er gået rigtig meget udover mine muskler og jada jada jada… Kan du høre violinerne? 😉 Men let´ s face it: Jeg var også en slatten skid før jeg fik kræft. At det så ikke er blevet bedre af kemo og alt det andet lort, jeg har været igennem, er bare ærgerligt.
NU er det nu. NU skal der bygges lidt muskelmasse på det gamle skrog. Stay tuned. Vi starter på mandag 😃
tirsdag den 14. februar 2017
Kram en ensom - vi sulter!
I dag er det Valentines
Day 💋 og dét er jo en fantastisk dag. Hvis altså man har nogen at fejre det med.
At man er i et parforhold er dog ikke ensbetydende med, at man automatisk
bliver fejret.
Der findes en del mænd
derude, som insisterer på ”ikke at støtte chokolade- og blomsterbutikkerne pga.
sådan noget pjat. Der findes jo 364 andre dage på året, hvor man ligeså godt
kan give lillemor en dusk”. Det er så sjovt nok ofte den slags mænd, der ofte
glemmer det de øvrige 364 dage – inkl. Mors Dag – også. Kender dem. Har boet
sammen med den slags…
Hvis du er mand, og du
stadig læser med: DET ER EN FANTASTISK INVESTERING AT HOLDE HENDE DERHJEMME
GLAD! Køb nu den blomst og nus lidt ekstra om hende i dag. Eller endnu bedre:
grib støvsugeren og tøm vasketøjskurven. Hun vil æææælske dig for det. Mark my
words.
Nå, men så er der jo alle
os andre. Alle os, der ikke har en hjertenskær, som kan forkæle os i dag… eller
de øvrige 364 dage om året. Og det er faktisk noget skidt for vores helbred. For
vi kommer til at lide af hudsult. Ja! Du læste rigtigt: hudsult. Vi krammer og
nusser simpelthen for lidt. Og det er ikke godt. Når vi netop krammer og nusser
frigives der lykkehormon. Og det kan vi ikke få for meget af.
Så min opfordring –
udover at gøre partneren derhjemme glad – er:
KRAM EN ENSOM. Og kram
længe. Vi trænger helt sikkert til det 😍
Happy Valentine derude 💓
Amatørfotografen - billeder fra livet i vandkanten
Vejret er fantastisk i dag, og jeg har lige været en tur ved vandet. Det gør jeg mange gange i løbet af dagen.
I går gik jeg en tur omkring solnedgang. Jeg havde en veninde i røret; men måtte brat afbryde, da jeg så det perfekte motiv: En måge, der sad på en kæmpestor sten ude i vandet med Storebæltsbroen og en igangværende solnedgang med lysrefleksion i Storebælt. Perfekt! Ganske enkelt perfekt. Jeg havde dog kun mit kamera i telefonen med mig, og det er bare et af de der øjeblikke, hvor man som (Amatør med stort A)-fotograf bliver ærgerlig over, at det rigtige kamera ligger derhjemme.
Her er billedet plus et af en svane med samme baggrund. Lyset ændrede sig lynhurtigt. Der er ganske få minutter imellem de to billeder. Jeg har ikke redigeret i billederne.
Denne blog har ikke været brugt til billeder før, så bær over med mig... Øver mig lige lidt i præsentationen på selve bloggen. Billeder er en stor del af mit liv, da jeg rent faktisk husker allerbedst i billeder, så hvorfor ikke smide dem her i Helles Corner.
Nu kan jeg jo godt lide at få folk til at more sig, og den mission er udført for i dag. Ovenstående billeder fra i dag er taget med mig kravlende rundt på stranden. Det bragte smilet frem hos flere. Sand og dyrt kamera er iøvrigt ikke en speciel god cocktail, skulle jeg hilse at sige.
I går gik jeg en tur omkring solnedgang. Jeg havde en veninde i røret; men måtte brat afbryde, da jeg så det perfekte motiv: En måge, der sad på en kæmpestor sten ude i vandet med Storebæltsbroen og en igangværende solnedgang med lysrefleksion i Storebælt. Perfekt! Ganske enkelt perfekt. Jeg havde dog kun mit kamera i telefonen med mig, og det er bare et af de der øjeblikke, hvor man som (Amatør med stort A)-fotograf bliver ærgerlig over, at det rigtige kamera ligger derhjemme.
Her er billedet plus et af en svane med samme baggrund. Lyset ændrede sig lynhurtigt. Der er ganske få minutter imellem de to billeder. Jeg har ikke redigeret i billederne.
I dag skinner solen efter en bidende kold nat. Ret gode betingelser for at få nogle gode skud i kassen, så jeg tog mit rigtige kamera med til stranden. Det kom der nogle ret gode billeder ud af, synes jeg selv. Jeg har kun beskåret og rettet en anelse op, så horisonten ikke blev skæv 😃
 |
Nu kan jeg jo godt lide at få folk til at more sig, og den mission er udført for i dag. Ovenstående billeder fra i dag er taget med mig kravlende rundt på stranden. Det bragte smilet frem hos flere. Sand og dyrt kamera er iøvrigt ikke en speciel god cocktail, skulle jeg hilse at sige.
onsdag den 1. februar 2017
Status februar 2017
Selv den længste rejse begynder med det første skridt... Og dette skridt har været længe undervejs.
Min stakkels krop har brug for loooooove :) Kærlighed, ømhed, opmærksomhed - fra mig selv. Alt for længe har jeg lukket øjnene for, at man ikke kan hade sin egen krop. Bare fordi den var så snotdum at lukke kræft ind. Eller rettere at "noget" er gået galt i mine celler, så den forbandede sygdom fik lov at slå rod.
For udenforstående vil det måske komme som en overraskelse, at det ikke bare er fryd og gammen at overleve en kræftsygdom og kræftbehandlingen. Sidstnævnte er nemlig ret hård for krop OG sjæl.
Over syv år er gået, og det er først nu, jeg har overskud til at forsøge at komme tilbage til fordums styrke. My body is a mess! Mine muskler har i særdeleshed lidt under kræftbehandlingen, ligesom min balanceevne gjorde. Den har jeg dog trænet ret meget, og det går faktisk godt. Men de der slatne muskler. Det går jo bare ikke.
Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg ikke har forsøgt før... Da jeg med stålsat vilje satte mig for at løbe mig tilbage i form i 2011, gik det godt i omkring tre uger. Så ville skæbnen, at mit knæ gik af led, fordi jeg tillod mig at danse glad omkring i stuen... Og jeg kan stadig ikke bruge det knæ 100% - og kommer muligvis aldrig til det.
Jeg sætter dog min lid til yoga, som jeg går til tre-fire gange om ugen. Og det er FANTASTISK!
Og i okober 2016 påbegyndte jeg en toårig uddannelse til komplementær hormonterapeut. Et lidt drastisk skridt at tage, kan man sige. Men jeg er simpelthen nødt til at forstå, hvad de der hormoner gør, når de går amok. Både i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft og i forbindelse med overgangsalder. Jeg gik i overgangsalder som 41 årig, og det er altså ALT, ALT for tidligt. Jeg anede ikke, at ens sjæl også bliver gammel, når man når den milepæl; men det gør den. Pis! Jeg havde aldrig sagt ja til operationen, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive forvandlet til en helt anden blot to timer efter jeg vågnede fra operationen. Trist. Men det er nu min virkelighed, og så må jeg få det bedste ud af det.
Dette indlæg er måske ikke så muntert; men det er blot for at forklare, hvad der ligger til grund for mine skriblerier p.t.
Min stakkels krop har brug for loooooove :) Kærlighed, ømhed, opmærksomhed - fra mig selv. Alt for længe har jeg lukket øjnene for, at man ikke kan hade sin egen krop. Bare fordi den var så snotdum at lukke kræft ind. Eller rettere at "noget" er gået galt i mine celler, så den forbandede sygdom fik lov at slå rod.
For udenforstående vil det måske komme som en overraskelse, at det ikke bare er fryd og gammen at overleve en kræftsygdom og kræftbehandlingen. Sidstnævnte er nemlig ret hård for krop OG sjæl.
Over syv år er gået, og det er først nu, jeg har overskud til at forsøge at komme tilbage til fordums styrke. My body is a mess! Mine muskler har i særdeleshed lidt under kræftbehandlingen, ligesom min balanceevne gjorde. Den har jeg dog trænet ret meget, og det går faktisk godt. Men de der slatne muskler. Det går jo bare ikke.
Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg ikke har forsøgt før... Da jeg med stålsat vilje satte mig for at løbe mig tilbage i form i 2011, gik det godt i omkring tre uger. Så ville skæbnen, at mit knæ gik af led, fordi jeg tillod mig at danse glad omkring i stuen... Og jeg kan stadig ikke bruge det knæ 100% - og kommer muligvis aldrig til det.
Jeg sætter dog min lid til yoga, som jeg går til tre-fire gange om ugen. Og det er FANTASTISK!
Og i okober 2016 påbegyndte jeg en toårig uddannelse til komplementær hormonterapeut. Et lidt drastisk skridt at tage, kan man sige. Men jeg er simpelthen nødt til at forstå, hvad de der hormoner gør, når de går amok. Både i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft og i forbindelse med overgangsalder. Jeg gik i overgangsalder som 41 årig, og det er altså ALT, ALT for tidligt. Jeg anede ikke, at ens sjæl også bliver gammel, når man når den milepæl; men det gør den. Pis! Jeg havde aldrig sagt ja til operationen, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive forvandlet til en helt anden blot to timer efter jeg vågnede fra operationen. Trist. Men det er nu min virkelighed, og så må jeg få det bedste ud af det.
Dette indlæg er måske ikke så muntert; men det er blot for at forklare, hvad der ligger til grund for mine skriblerier p.t.
tirsdag den 8. november 2016
Burgerboller, der er en konge værdig
Jeg er ikke den store burgerspiser, men disse burgerboller med gluten og masser af smør...
De er F-A-N-T-A-S-T-I-S-K-E !
14 stk.
5 dl lunkent vand
25 g gær
900 g hvedemel
75 g sukker
15 g havsalt
75 g blødt smør
sesamfrø
Rør 25 g gær ud i 5 dl lunkent vand.
Tilsæt 900 g hvedemel, 75 g sukker og 15 g havsalt. Ælt sammen.
Ælt 75 g blødt smør ind i dejen. Ælt i ca. 8 minutter (evt. på røremaskine).
Stil til hævning med et klæde over i 1 time.
Drys med mel og vend dejen ud på bordet. Del dejen i to dele og rul hver del til en pølse. Del hver pølse op i 7 lige store dele, så du får 14 burgerboller i alt. Vej evt. hele dejen og dividér med 14, så du ved, hvad hver enkel bolle skal veje. Så bliver bagningen mere jævn.
Dyp bollerne i sesamfrø og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Maks. 7 boller pr. plade, da de fylder ret meget.
Stil til hævning med et klæde over i 30 minutter.
Efter de 30 minutters hævning trykker du en bageplade ned ovenpå bollerne, så de får den rigtige flade form og størrelse. Lad dem derefter hæve i yderligere 1 time.
Bages ved 220 grader C i 12-14 minutter. Afkøl på bagerist
De er F-A-N-T-A-S-T-I-S-K-E !
14 stk.
5 dl lunkent vand
25 g gær
900 g hvedemel
75 g sukker
15 g havsalt
75 g blødt smør
sesamfrø
Rør 25 g gær ud i 5 dl lunkent vand.
Tilsæt 900 g hvedemel, 75 g sukker og 15 g havsalt. Ælt sammen.
Ælt 75 g blødt smør ind i dejen. Ælt i ca. 8 minutter (evt. på røremaskine).
Stil til hævning med et klæde over i 1 time.
Drys med mel og vend dejen ud på bordet. Del dejen i to dele og rul hver del til en pølse. Del hver pølse op i 7 lige store dele, så du får 14 burgerboller i alt. Vej evt. hele dejen og dividér med 14, så du ved, hvad hver enkel bolle skal veje. Så bliver bagningen mere jævn.
Dyp bollerne i sesamfrø og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Maks. 7 boller pr. plade, da de fylder ret meget.
Stil til hævning med et klæde over i 30 minutter.
Efter de 30 minutters hævning trykker du en bageplade ned ovenpå bollerne, så de får den rigtige flade form og størrelse. Lad dem derefter hæve i yderligere 1 time.
Bages ved 220 grader C i 12-14 minutter. Afkøl på bagerist
En ny begyndelse?
Det har været under opsejling længe... At mit lille hjertensbarn, Helles Corner, skulle vækkes til live igen. Men det kunne kun ske, hvis barnet fik lov at få et bedre liv end det lyserøde univers med ordet "kræft" som trækplaster.
For livet er meget mere end det. Bloggen er syv år gammel nu og der har været meget stille herinde meget længe. Det er nu ikke fordi der har været stille i mit liv. Der er blevet skrevet rigtig mange blogindlæg, når jeg har gået lange ture. Det er især dér, jeg for alvor lyder klog. Ude i naturen uden mulighed for at skrive og der, hvor ordene kun findes inde i mit hoved. Sjovt nok lyder det ofte ret anderledes, når jeg siger dem højt :)
Men jeg har et kæmpe behov for at ytre mig, så det gør jeg så her. Nu i en blå udgave. De gamle blogindlæg bliver liggende. De er en del af mig, og jeg får stadig henvendelser fra skønne kvinder, der gennemgår samme behandlingshelvede nu.
For livet er meget mere end det. Bloggen er syv år gammel nu og der har været meget stille herinde meget længe. Det er nu ikke fordi der har været stille i mit liv. Der er blevet skrevet rigtig mange blogindlæg, når jeg har gået lange ture. Det er især dér, jeg for alvor lyder klog. Ude i naturen uden mulighed for at skrive og der, hvor ordene kun findes inde i mit hoved. Sjovt nok lyder det ofte ret anderledes, når jeg siger dem højt :)
Men jeg har et kæmpe behov for at ytre mig, så det gør jeg så her. Nu i en blå udgave. De gamle blogindlæg bliver liggende. De er en del af mig, og jeg får stadig henvendelser fra skønne kvinder, der gennemgår samme behandlingshelvede nu.
Abonner på:
Opslag (Atom)