Hvor sidder kvindligheden?

Hvor sidder kvindligheden? Det har jeg gået og funderet meget over i de seneste 2 måneder. Det er nu netop 2 måneder siden, jeg blev opereret første gang. Og det har endnu ikke generet mig det fjerneste, at jeg er en lille smule asymmetrisk omkring brystpartiet. Det er såmænd ikke værre end de forandringer ens krop gennemgår, når man har været gravid. Jeg er stadig mig! Og det er jeg godt tilfreds med...

Jeg er nu nået så langt i efterbehandlingen, at håret var begyndt at falde af. Det er noget af det, jeg har frygtet mest. Da lægen fortalte mig, at jeg havde kræft, var mine to første tanker: "Pis! Det kan jeg dø af..." og "Pis! Så mister jeg håret". Den sidste tanke har fyldt mest...

Jeg gik ikke ret længe med løstsiddende hår, før jeg fik min søde og forstående frisør til at tage mit smukke hoved under kærlig behandling. For mig handler det om at tage kontrol over situationen. Med synligheden af sygdommen følger en enorm sårbarhed og jeg ville aldrig have troet, at jeg kunne blive så blufærdig. Selv blandt andre kræftpatienter syntes jeg, at det var pinligt, at jeg efterlod mig et spor af lange røde hår... Min DNA var alle vegne :-)

Jeg tog derfor tyren ved hornene i fredags og fik en tid hos Trine kl. 17. Jeanett kom direkte fra abejde for "at holde mig i hånden". Det var meget udramatisk og gik over al forventning. Jeg var klar - nok mere klar end både Trine og Jeanett... De fældede et par tårer, da Trine klippede den lange hestehale af og derefter kørte trimmeren igennem håret. Og det er helt ok. Det hele foregik stille og roligt. Vi jokede en del. Det er jo - og har altid været - min måde at takle den slags på. Jeg bad f.eks. om at få spejlet. Skulle lige sikre mig, at det ikke blev for kort i nakken :-)

Og det er faktisk ikke så tosset til mig uden hår. Jeg har haft frisurer, der var langt mindre klædelige...

Det er da noget jeg vil tage med mig fremover. At når det, man frygter, indtræffer, så er det ofte langtfra ligeså slemt som selve frygten.

Og kvindligheden sidder heller ikke i håret, kan jeg så afsløre. Jeg er kommet frem til, at den sidder samme sted som den humoristiske sans. Nogle dage fylder både humor og følelsen af kvindlighed mere end andre dage.

Vi lever i en tid, hvor mediebilledet er fyldt med silikone og botox. Det kunstige - som helt tydeligt er kunstigt - er blevet normen. Jeg har aldrig været med på den galej. Jeg synes, at kvinder med egne læber, smilerynker, naturlig ansigtsmimik og naturlige bryster - størrelsen underordnet - har noget smukt over sig. Det er folks eget valg om de vil undergå såkaldte skønhedsoperationer, men jeg tror ikke på, at skønheden - og dermed lykken? - sidder i et par silikonefyldte læber. Skønheden sidder nok samme sted som den humoristiske sans og kvindligheden. Hvor ofte har vi ikke hørt om kendisser, som - oftest når berømmelsen falmer - står frem og fortæller om det skønhedstyranni, de har levet i mht. vægt, rynker, bryster m.m.m. Og det vil jo sige, at de ikke engang følte sig skønne selvom de angiveligst så skønne ud.

Jeg synes jo som sagt, at det skal være folks eget valg og hvis en kvinde bliver lykkelig af at få et par silikonebryster så fred være med det. Der findes bare så mange eksempler på kvinder (og mænd) som ikke nøjes med én operation og så er der efter min opfattelse noget helt andet galt.

Men er det ikke dejligt at vide, at der findes mennesker, som kan stille sig foran spejlet og være tilfredse med det de ser - inkl. ar og ekskl. hår?