Når man har en byld, gør det ondt... Når man har influenza, gør det ondt... Men når man har kræft, gør det ikke ondt... Pudsigt! Det er nu lidt over 2 måneder siden, at min verden blev vendt på hovedet og jeg har indtil nu ikke følt mig syg og jeg har heller ikke set syg ud.
Bevares, man er altid øm efter en operation, men om det er en uskyldig operation eller en operation for kræft, det gør ikke den store forskel. Det handler om sårheling.
Man bliver faktisk først rigtig syg af kræft, når man skal helbredes... Tænk, hvis det var lige sådan med alle andre sygdomme. Du går til lægen med ondt i halsen. Lægen ordinerer nogle piller, som vil gøre dig vanvittig syg - for at du kan blive rask.
Jeg startede i kemoterapi i torsdags og believe you me: det er ikke for tøsedrenge! Jeg sidder nu på 4. dagen og har siden torsdag kunnet mærke, hvordan giften påvirker min stakkels krop. Og jeg er endda sluppet nådigt indtil nu. Mine bivirkninger begrænser sig til ubehag, lidt influenzafornemmelse i hele kroppen, ømt tandkød, "brændende" hud og læber, ømme led og muskler, halsbrand ligegyldig, hvad jeg spiser... Ja, jeg kunne blive ved... Men det er vand i forhold til, hvor slemt det kunne have været. Så jeg føler mig heldig, stærk og faktisk også tapper. Jeg satte mig for fra starten, at jeg ville være netop stærk, tapper og fantastisk. Sådan en rigtig god rollemodel for andre i samme situation... Men man ved jo ikke, hvad man indeholder, før man står der. Jeg kunne ligeså godt være krøbet sammen i fosterstilling og ligget i mørket og suttet på min tommelfinger og svælget i selvmedlidenhed... For det er synd for mig! Og det ved jeg godt, men der er ingen kære mor. Ingen andre kan tage min plads. Det er kun mig, der kan lægge krop til.
Og det er altså ikke nok - slet ikke nok - at have en positiv indstilling og en stærk vilje. Da jeg fredag eftermiddag havde fået en indsprøjtning hos egen læge som et led i kemo-behandlingen og en time efter vågner totalt desorienteret på køkkengulvet og ambulancen holder udenfor med blå blink... Lige dér hjælper en positiv indstilling og viljestyrke ikke! Det handler om, hvor meget en krop kan tåle. Jeg var besvimet, mens jeg talte i telefon med Næstved Sygehus. De havde ringet 112. Så jeg var en tur omkring Slagelse Sygehus. Én ting er, at man selv bliver skræmt fra vid og sans, men det er skrækkeligt at være vidne til, hvor bange ens nærmeste bliver. Man føler sig så magtesløs... Jeg havde talt i telefon med Sten, da jeg blev dårlig og det var ham, der ringede til sygehuset i første omgang. Der sad han så i fredagsbilkøen på vej hjem fra arbejde. Overladt til sig selv, frygten og uvisheden.
Jeg blev heldigvis sendt hjem samme aften. Benjamin blev hentet hos venner, som beredvilligt var trådt til og havde hentet ham på stationen, da han ankom fra efterskolen for at holde weekend. Og vi fik en rigtig god weekend. Lørdag aften var Sten, Benji og jeg ude og se verdens største oceanliner passere under Storebæltsbroen. Benjamin spurgte meget tidligt i sygdomsforløbet, om der slet ikke var nogle fordele ved at være syg... Og jo! Det er der... Hvor mange raske mødre ville kunne lokke deres teenagesønner med ud lørdagaften omkring midnat for at se et skib sejle under en bro!?
Bevares, man er altid øm efter en operation, men om det er en uskyldig operation eller en operation for kræft, det gør ikke den store forskel. Det handler om sårheling.
Man bliver faktisk først rigtig syg af kræft, når man skal helbredes... Tænk, hvis det var lige sådan med alle andre sygdomme. Du går til lægen med ondt i halsen. Lægen ordinerer nogle piller, som vil gøre dig vanvittig syg - for at du kan blive rask.
Jeg startede i kemoterapi i torsdags og believe you me: det er ikke for tøsedrenge! Jeg sidder nu på 4. dagen og har siden torsdag kunnet mærke, hvordan giften påvirker min stakkels krop. Og jeg er endda sluppet nådigt indtil nu. Mine bivirkninger begrænser sig til ubehag, lidt influenzafornemmelse i hele kroppen, ømt tandkød, "brændende" hud og læber, ømme led og muskler, halsbrand ligegyldig, hvad jeg spiser... Ja, jeg kunne blive ved... Men det er vand i forhold til, hvor slemt det kunne have været. Så jeg føler mig heldig, stærk og faktisk også tapper. Jeg satte mig for fra starten, at jeg ville være netop stærk, tapper og fantastisk. Sådan en rigtig god rollemodel for andre i samme situation... Men man ved jo ikke, hvad man indeholder, før man står der. Jeg kunne ligeså godt være krøbet sammen i fosterstilling og ligget i mørket og suttet på min tommelfinger og svælget i selvmedlidenhed... For det er synd for mig! Og det ved jeg godt, men der er ingen kære mor. Ingen andre kan tage min plads. Det er kun mig, der kan lægge krop til.
Og det er altså ikke nok - slet ikke nok - at have en positiv indstilling og en stærk vilje. Da jeg fredag eftermiddag havde fået en indsprøjtning hos egen læge som et led i kemo-behandlingen og en time efter vågner totalt desorienteret på køkkengulvet og ambulancen holder udenfor med blå blink... Lige dér hjælper en positiv indstilling og viljestyrke ikke! Det handler om, hvor meget en krop kan tåle. Jeg var besvimet, mens jeg talte i telefon med Næstved Sygehus. De havde ringet 112. Så jeg var en tur omkring Slagelse Sygehus. Én ting er, at man selv bliver skræmt fra vid og sans, men det er skrækkeligt at være vidne til, hvor bange ens nærmeste bliver. Man føler sig så magtesløs... Jeg havde talt i telefon med Sten, da jeg blev dårlig og det var ham, der ringede til sygehuset i første omgang. Der sad han så i fredagsbilkøen på vej hjem fra arbejde. Overladt til sig selv, frygten og uvisheden.
Jeg blev heldigvis sendt hjem samme aften. Benjamin blev hentet hos venner, som beredvilligt var trådt til og havde hentet ham på stationen, da han ankom fra efterskolen for at holde weekend. Og vi fik en rigtig god weekend. Lørdag aften var Sten, Benji og jeg ude og se verdens største oceanliner passere under Storebæltsbroen. Benjamin spurgte meget tidligt i sygdomsforløbet, om der slet ikke var nogle fordele ved at være syg... Og jo! Det er der... Hvor mange raske mødre ville kunne lokke deres teenagesønner med ud lørdagaften omkring midnat for at se et skib sejle under en bro!?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar