Jeg har gjort noget virkelig dumt…

I min iver efter at jagte min ny(gen)fundne idé om ikke at være så røvkedelig, fik jeg den geniale idé at finde mine skinny jeans frem i weekenden.

Nuvel… Muffintoppen er der stadig - du ved den der delle, der bliver skubbet ud over kanten af bukselinningen, når man presser sig ned i lidt for små bukser - men pyt, tænkte jeg. En løs bluse kunne nok skjule det meste af bildækket.

Og så på med de høje støvler. Man får nemlig sådan en flot holdning - og bagdel, når man får en hæl på.

Godt tilfreds med mig selv fik jeg så idéen, som jeg skulle have ladet blive i skuffen. Jeg skulle da have et billede af min smukke bagdel i de der bukser. Nu var jeg jo blevet hævet op over jorden på hæle og alting…

Adskillige forsøg på at fange det perfekte billede i spejlet senere, kunne jeg konstatere, at det var en rigtig dårlig idé. Jeg lider jo af decideret nedsunket røv. Ahhhmen… Jeg blev sgu helt trist.

Alle beviser på nedsunkne baller blev slettet fra telefonen, og jeg sidder nu og tænker, at det nu nok var lyset, det var galt med. Eller vinklen 😉

Jeg føler mig i hvert fald megasexy, når jeg stavrer rundt herhjemme i mine stramme jeans og mine høje hæle. Og så kan jeg jo glæde mig over, at jeg ikke har øjne i nakken 😀

Why I do what I do…

Man skal jo starte et sted. Og jeg starter så midt i det hele… Altså midt i fortællingen om why I do what I do.

For ca. halvandet år siden påbegyndte jeg en uddannelse til komplementær hormonterapeut. Og hvad i alverden er det? spørger du muligvis - helt berettiget.

Komplementær hormonterapi er en alternativ behandlingsform baseret på Functional Medicine. Jeg har en fin mappe fra studiet, hvorpå der står ”Komplementær Hormonterapi – hvor holistisk tankegang møder moderne videnskab”. Og det er egentlig meget rammende. Holistisk betyder ”helhed”, altså at krop, psyke og sjæl hænger sammen. Og det er IKKE langhåret! Det er ikke hokus-pokus; men baserer sig på gode, videnskabelige discipliner såsom anatomi, cellelære og biokemi. Og meget af det er fucking svært 😊

Jeg er jo en haj til excel og er allerbedst, når jeg skal regne den ud og afslutningsvis kan sætte to streger under facit. Det kan man ikke altid, når man har med mennesker at gøre. Men hold kæft, hvor er det mindblowing spændende!

Og jeg elsker begge dele. Altså både opgaverne i regnskabsafdelingen og detektivarbejdet med at hjælpe mennesker til at få det bedre. Og det er netop sådan, jeg har sammensat mit liv. Knold i nakken by day og Sherlock Holmes-hat og lup by night – i overført betydning, naturligvis 😊

Hvis jeg kort skulle ridse op, hvordan de seneste 10-15 år har været, ville det blive en lang klagesang. Og det er ikke mit budskab. Jeg skriver bare tingene som de er.  At det til tider har været noget ynk, er bare et faktum.

I forbindelse med min uddannelse lærer jeg, hvad man selv kan gøre – evt. med hjælp fra en behandler – hvis man f.eks. battler med uhensigtsmæssige, hormonelle ubalancer. Man kan f.eks. gøre rigtig meget for at holde østrogen i skak. Østrogen er skurken når det kommer til hormonfølsomme kræfttyper. Men ikke al østrogen er skidt. Emnet er meget komplekst og jeg kommer ikke til at beskrive behandlingsprotokoller her. Fordi vi er allesammen forskellige. Der findes ikke ”one fits all”; men derimod patientcentreret ernæring. Dét, jeg beskriver herinde på min blog, er min vej. Dog findes der nogle generelle ting, som jeg gerne øser ud af.

Vigtige emner til bedre helbred er f.eks.:   

• Hvorfor søvn er så vigtigt – og hvor meget har man brug for
• Stress – en dræber! Både i bogstavelig forstand, men også i forhold til relationer og livskvalitet
• Anti-inflammatorisk kost – hvad og hvorfor?
• Motion – hvorfor man skal orke at lette bagdelen 😊

Og meget, meget mere...

Der er nok at tage fat på. Nu er jeg i gang… så stay tuned 😊

/Helle

Med røvhul i ascendanten

Da jeg tidligere i dag kørte på motorvejen, blev jeg et kort øjeblik grebet af panik. Sved på overlæben og hele baduljen… Jeg havde glemt at tjekke mine bolte på hjulene inden jeg kørte hjemmefra, og jeg havde da også helt glemt at holde øje med betonklodser fra motorvejsbroerne, spøgelsesbilister, terrorister… ja, og klovne.

Der findes rigeligt med bekymringer til at opretholde et vist stressniveau. Og jeg sad egentlig bare i min lille Fiat 500 og sang lystigt med på Justin Biebers nyeste…. Du ved… den der spanske. Det er de bedste sange. Dem, hvor man ikke aner, hvad de synger og man føler sig henført til den tidlige barndom, hvor man stod på skibsbriksen med hårbørsten eller sjippetovet som mikrofon og sang vrøvle-engelsk til Abba. Det var tider.

Egentlig var jeg i rigtig godt humør. Så kom jeg så i tanke om, at jeg helt havde glemt at være bange og nervøs. Så det var jeg så resten af vejen. Jeg var naturligvis nødt til at slukke musikken, så jeg i det mindste kunne høre, hvis hjulene begyndte at rasle af.

Hvad fanden er det for noget svineri? At løsne boltene på cykler og biler. Hvem gør den slags? Og hvorfor?

Det brugte jeg så stilheden til at fundere lidt over. Er det et nyt fænomen? At ”vi” ligesom mister empatien. Straks tænkte jeg, at det er også de sociale mediers skyld. De får stort set alligevel skylden for alting, synes jeg. Men det fandtes også før. Det gjorde meget stort indtryk på mig, da jeg første gang stødte på det fænomen, hvor en selvmordstruet person truer med at springe fra f.eks. et højhus, og tilskuerne råber: ”Jump! Jump! Jump!” Det er jo så sygt, som det kan blive.

Hvis jeg var blevet sociolog, ville jeg forske i hvorfor. Jeg ville være blevet en fremragende sociolog 😉

Jeg har ikke svaret på hvorfor. Men én ting er sikkert: Hvis man sniger sig hen til parkerede biler og cykler og løsner bolte, så MÅ man have røvhul i ascendanten… og selv have en skrue løs…


Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

The way you live has influence on the way you die

Hvis man skulle sætte et enkelt ord på for at beskrive den måde vi har valgt at leve på i vores del af verden må det være: Komfort!

Vi sover mindre, spiser mere og fysisk aktivitet er blevet et valg – ikke en nødvendighed. Og vores fysik kan ikke holde til det. Vi bliver simpelthen syge. Stressede, fede, kede og det der er værre.

Mange jobfunktioner kræver kun tre ting. En hjerne til at få programmet til at fungere, evne til at klikke med en mus og så selvfølgelig en komfortabel kontorstol til at plante rumpetten på. Gud forbyde at vi skal stå op og arbejde. Man kunne jo risikere at få ondt i ryggen 😉 

Der sidder vi så i 7-8 timer om dagen. De sundhedsbevidste har forlængst forstået, at motion er en nødvendighed, så når de har fri, tager de bilen ned til fitnesscenteret, og er der ikke en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, så er det næsten en sag for menneskerettighedsdomstolene. Ind og skifte tøj og så er det ellers op på løbebåndet eller kondicyklen. Jeg gad vide, hvad vores hjerne ville fortælle os, hvis den kunne snakke. Mon ikke den ville sige: Hvad fanden har du gang i? Hvorfor kører du på en cykel, der ikke kommer nogle vegne? Det er selvfølgelig sat på spidsen, men du kender garanteret alligevel et par stykker, der lever på den måde.

Og så er der dem, der tager motionen til ekstremerne. Dem, der som den mest naturlige ting i verden løber en maraton inden de skal på arbejde 😄 Altså efter de har svømmet 3-4 km på åbent hav og lavet 5.000 armbøjninger. Hvorfor skal det være så ekstremt? Jeg har aldrig forstået det.

Og grunden til at jeg aldrig har forstået det er, at sådan er lige netop jeg ikke indrettet. Jeg kunne jo ligeså godt have været en speltmor, der dyrkede triatlon og simpelthen ikke kunne komme igennem dagen, hvis ikke jeg fik lov at pine mig selv halvt ihjel inden familien stod op. Sådan er jeg bare ikke. Jeg er mere ligesom størstedelen af danskerne. Lidt smådoven, glad for kage og med en ironisk distance til alt det motionshejs. Hvis du spørger en mand i en hvid kittel, der har specialiseret sig i at vide, hvad der foregår inde bag pandeskallen på mennesker, vil han sikkert sige, at sidstnævnte skyldes misundelse 😉

Når vi så bliver syge af depression, stress, angst eller mere håndgribelige ting som diabetes II, kræft eller hjerte-karsygdomme, er det så vores egen skyld? Har vi været for dovne til at bevæge os og for dumme til at spise ordentligt.

Tja… we are partly to blame. Fordi vi har jo et valg. Fra det tidspunkt hvor vi selv begynder at komme ting i indkøbskurven og selv bestemmer over, hvordan vi vil bruge vores tid. Det kræver naturligvis, at vi bliver bevidste om det.

Jeg ville ønske, at jeg havde været mere bevidst, da jeg var yngre. Ikke at jeg ikke vidste det. For vi får jo tudet ørerne fulde med sundhedsbudskaber. Hele tiden. Det er bare forskelligt, hvor stor påvirkning der skal til før budskabet slår rod.

Kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg helt sikkert ændre nogle ting, og jeg giver dig gerne nogle råd her. Det er nemt og helt gratis at udføre:

DU SKAL SOVE MERE!

GÅ 30 MINUTTER OM DAGEN

Derudover vil jeg helt klart anbefale at:

SPISE MERE GRØNT

Tag fat i søvnen som det første. Søvnen er altafgørende for din sundhed.

Dernæst har ernæring, stressniveau, motion og påvirkning af giftstoffer afgørende betydning. Det kommer jeg nærmere ind på i kommende blogindlæg.

Man kan ikke tage et enkelt element og KUN arbejde med det. Jo altså… ad gangen kan du godt. Ellers kan det også blive overvældende. Men samlet set er det helheden, der skaber balancen. Og det er faktisk en lille smule bøvlet. Også fordi der på ernæringsfeltet hele tiden kommer nye anbefalinger fra mere eller mindre lødige kilder. Hold op, hvor er der mange eksperter. Og hold op, hvor er der mange, der lever af at skælde ud på eksperterne. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg kunne risikere at ende i en af de to lejre. Det gider jeg faktisk ikke. Jeg er ikke ekspert. Men hold kæft, hvor ved jeg mange ting 😉

Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

At råbe ud i ingenting

Dette er min favoritdel... Indledningen på et blogindlæg. Dem har jeg i omegnen af en million af inde i hovedet.

Har arbejdet lidt på et meget seriøst blogindlæg med titlen: "The way you live influences the way you die". Så bliver det vist ikke mere alvorligt, vel?

Men er der nogen, der gider læse det? Så dette er en test. Tilkendegiv gerne om du er derude eller om jeg kun skriver til mig selv 😊 Min veninde fortalte den anden dag, at hun havde forsøgt at kommentere et indlæg; men det var umuligt. Giv gerne feedback på Facebook (et like er nok) eller skriv en mail: hellescorner@gmail.com

P.S.     Jeg har iø fundet ud af, hvad jeg skal bruge min have til 😏

Havens bekæmpelse

Jeg kører – igen – i år et tema i sommerhushaven, der hedder ”havens bekæmpelse”. Let´s face it: Jeg er ikke havemenneske…

Har lige slået 2/3 af græsplænen – eller rettere: jeg har lige høstet 2/3 af græsplænen. Sorry to say. Det siger mig ikke en skid. Hverken at slå den eller at opholde mig i den. Ikke at jeg ikke bryder mig om at være udendørs. Eller… det gør jeg faktisk ikke. Altså bryder mig om at være udendørs; men jeg er trods alt blevet så klog, at jeg ved, at jeg har brug for sollys. Det har vi allesammen. Jeg vil bare hellere sidde på terrassen eller på en bænk nede ved vandet eller på min elskede sten på gravhøjen med udsigt til Storebæltsbroen…

Jeg får sgu stress af, at haven gror op omkring ørerne på mig – hvert eneste år… Ikke at jeg bliver overrasket. Der er sådan en vis forudsigelighed i tingenes udvikling. Same procedure as last year. Jeg har et øgenavn herude: Tornerose 😃 Det er okay…

Men behøver jeg vente i hundrede år før der kommer en prins forbi og kysser på mig? 😉

En sund krop i et sundt legeme (der holder ualmindeligt meget af kage)

Nå! Så fik jeg tilmeldt mig noget udendørs styrketræning. Er netop i dag blevet vejet og har fået målt både fedtprocent og røvtykkelse…

Min body age er 46. Det er sgu da meget godt! For en der ikke er i form, og som rent faktisk er 48… og et halvt.

Det bliver eddermame spændende at se om de kan motivere mig. Det er ikke rigtig lykkedes for nogen før. Jeg HADER at få pulsen op og jeg HADER at svede. Selvom det blot burde være en svag erindring, fordi det er så længe siden, så kan jeg helt tydeligt huske, hvordan det føles, når det brænder helt ned i lungespidserne, når man har ydet max. Føj! Hvor jeg hader den fornemmelse.

Min dårlige form kan naturligvis undskyldes med, at jeg har været igennem kræftbehandling, og det er gået rigtig meget udover mine muskler og jada jada jada… Kan du høre violinerne? 😉  Men let´ s face it: Jeg var også en slatten skid før jeg fik kræft. At det så ikke er blevet bedre af kemo og alt det andet lort, jeg har været igennem, er bare ærgerligt.

NU er det nu. NU skal der bygges lidt muskelmasse på det gamle skrog. Stay tuned. Vi starter på mandag 😃

Kram en ensom - vi sulter!

I dag er det Valentines Day 💋  og dét er jo en fantastisk dag. Hvis altså man har nogen at fejre det med. 

At man er i et parforhold er dog ikke ensbetydende med, at man automatisk bliver fejret.

Der findes en del mænd derude, som insisterer på ”ikke at støtte chokolade- og blomsterbutikkerne pga. sådan noget pjat. Der findes jo 364 andre dage på året, hvor man ligeså godt kan give lillemor en dusk”. Det er så sjovt nok ofte den slags mænd, der ofte glemmer det de øvrige 364 dage – inkl. Mors Dag – også. Kender dem. Har boet sammen med den slags…

Hvis du er mand, og du stadig læser med: DET ER EN FANTASTISK INVESTERING AT HOLDE HENDE DERHJEMME GLAD! Køb nu den blomst og nus lidt ekstra om hende i dag. Eller endnu bedre: grib støvsugeren og tøm vasketøjskurven. Hun vil æææælske dig for det. Mark my words.

Nå, men så er der jo alle os andre. Alle os, der ikke har en hjertenskær, som kan forkæle os i dag… eller de øvrige 364 dage om året. Og det er faktisk noget skidt for vores helbred. For vi kommer til at lide af hudsult. Ja! Du læste rigtigt: hudsult. Vi krammer og nusser simpelthen for lidt. Og det er ikke godt. Når vi netop krammer og nusser frigives der lykkehormon. Og det kan vi ikke få for meget af.

Så min opfordring – udover at gøre partneren derhjemme glad – er:

KRAM EN ENSOM. Og kram længe. Vi trænger helt sikkert til det 😍

Happy Valentine derude 💓

Amatørfotografen - billeder fra livet i vandkanten

Vejret er fantastisk i dag, og jeg har lige været en tur ved vandet. Det gør jeg mange gange i løbet af dagen.

I går gik jeg en tur omkring solnedgang. Jeg havde en veninde i røret; men måtte brat afbryde, da jeg så det perfekte motiv: En måge, der sad på en kæmpestor sten ude i vandet med Storebæltsbroen og en igangværende solnedgang med lysrefleksion i Storebælt. Perfekt! Ganske enkelt perfekt. Jeg havde dog kun mit kamera i telefonen med mig, og det er bare et af de der øjeblikke, hvor man som (Amatør med stort A)-fotograf bliver ærgerlig over, at det rigtige kamera ligger derhjemme.

Her er billedet plus et af en svane med samme baggrund. Lyset ændrede sig lynhurtigt. Der er ganske få minutter imellem de to billeder. Jeg har ikke redigeret i billederne.

I dag skinner solen efter en bidende kold nat. Ret gode betingelser for at få nogle gode skud i kassen, så jeg tog mit rigtige kamera med til stranden. Det kom der nogle ret gode billeder ud af, synes jeg selv. Jeg har kun beskåret og rettet en anelse op, så horisonten ikke blev skæv 😃

Denne blog har ikke været brugt til billeder før, så bær over med mig... Øver mig lige lidt i præsentationen på selve bloggen. Billeder er en stor del af mit liv, da jeg rent faktisk husker allerbedst i billeder, så hvorfor ikke smide dem her i Helles Corner.

Nu kan jeg jo godt lide at få folk til at more sig, og den mission er udført for i dag. Ovenstående billeder fra i dag er taget med mig kravlende rundt på stranden. Det bragte smilet frem hos flere. Sand og dyrt kamera er iøvrigt ikke en speciel god cocktail, skulle jeg hilse at sige.

Status februar 2017

Selv den længste rejse begynder med det første skridt... Og dette skridt har været længe undervejs.

Min stakkels krop har brug for loooooove :) Kærlighed, ømhed, opmærksomhed - fra mig selv. Alt for længe har jeg lukket øjnene for, at man ikke kan hade sin egen krop. Bare fordi den var så snotdum at lukke kræft ind. Eller rettere at "noget" er gået galt i mine celler, så den forbandede sygdom fik lov at slå rod.

For udenforstående vil det måske komme som en overraskelse, at det ikke bare er fryd og gammen at overleve en kræftsygdom og kræftbehandlingen. Sidstnævnte er nemlig ret hård for krop OG sjæl.

Over syv år er gået, og det er først nu, jeg har overskud til at forsøge at komme tilbage til fordums styrke. My body is a mess! Mine muskler har i særdeleshed lidt under kræftbehandlingen, ligesom min balanceevne gjorde. Den har jeg dog trænet ret meget, og det går faktisk godt. Men de der slatne muskler. Det går jo bare ikke.

Det er faktisk ikke rigtigt, at jeg ikke har forsøgt før... Da jeg med stålsat vilje satte mig for at løbe mig tilbage i form i 2011, gik det godt i omkring tre uger. Så ville skæbnen, at mit knæ gik af led, fordi jeg tillod mig at danse glad omkring i stuen... Og jeg kan stadig ikke bruge det knæ 100% - og kommer muligvis aldrig til det.

Jeg sætter dog min lid til yoga, som jeg går til tre-fire gange om ugen. Og det er FANTASTISK!

Og i okober 2016 påbegyndte jeg en toårig uddannelse til komplementær hormonterapeut. Et lidt drastisk skridt at tage, kan man sige. Men jeg er simpelthen nødt til at forstå, hvad de der hormoner gør, når de går amok. Både i forbindelse med østrogenfølsom brystkræft og i forbindelse med overgangsalder. Jeg gik i overgangsalder som 41 årig, og det er altså ALT, ALT for tidligt. Jeg anede ikke, at ens sjæl også bliver gammel, når man når den milepæl; men det gør den. Pis! Jeg havde aldrig sagt ja til operationen, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive forvandlet til en helt anden blot to timer efter jeg vågnede fra operationen. Trist. Men det er nu min virkelighed, og så må jeg få det bedste ud af det.

Dette indlæg er måske ikke så muntert; men det er blot for at forklare, hvad der ligger til grund for mine skriblerier p.t.

Burgerboller, der er en konge værdig

Jeg er ikke den store burgerspiser, men disse burgerboller med gluten og masser af smør...
De er F-A-N-T-A-S-T-I-S-K-E !

14 stk.

5 dl lunkent vand
25 g gær
900 g hvedemel
75 g sukker
15 g havsalt
75 g blødt smør
sesamfrø

Rør 25 g gær ud i 5 dl lunkent vand.
Tilsæt 900 g hvedemel, 75 g sukker og 15 g havsalt. Ælt sammen.
Ælt 75 g blødt smør ind i dejen. Ælt i ca. 8 minutter (evt. på røremaskine).

Stil til hævning med et klæde over i 1 time.

Drys med mel og vend dejen ud på bordet. Del dejen i to dele og rul hver del til en pølse. Del hver pølse op i 7 lige store dele, så du får 14 burgerboller i alt. Vej evt. hele dejen og dividér med 14, så du ved, hvad hver enkel bolle skal veje. Så bliver bagningen mere jævn.

Dyp bollerne i sesamfrø og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Maks. 7 boller pr. plade, da de fylder ret meget.

Stil til hævning med et klæde over i 30 minutter.

Efter de 30 minutters hævning trykker du en bageplade ned ovenpå bollerne, så de får den rigtige flade form og størrelse. Lad dem derefter hæve i yderligere 1 time.

Bages ved 220 grader C i 12-14 minutter. Afkøl på bagerist

En ny begyndelse?

Det har været under opsejling længe... At mit lille hjertensbarn, Helles Corner, skulle vækkes til live igen. Men det kunne kun ske, hvis barnet fik lov at få et bedre liv end det lyserøde univers med ordet "kræft" som trækplaster.

For livet er meget mere end det. Bloggen er syv år gammel nu og der har været meget stille herinde meget længe. Det er nu ikke fordi der har været stille i mit liv. Der er blevet skrevet rigtig mange blogindlæg, når jeg har gået lange ture. Det er især dér, jeg for alvor lyder klog. Ude i naturen uden mulighed for at skrive og der, hvor ordene kun findes inde i mit hoved. Sjovt nok lyder det ofte ret anderledes, når jeg siger dem højt :)

Men jeg har et kæmpe behov for at ytre mig, så det gør jeg så her. Nu i en blå udgave. De gamle blogindlæg bliver liggende. De er en del af mig, og jeg får stadig henvendelser fra skønne kvinder, der gennemgår samme behandlingshelvede nu.

Støt brysterne! ... Why???

Nu er igen blevet tid til at støtte brysterne. Den næste måned vil vi blive mødt med budskabet alle steder og i alle former. Nogle temmelig usmagelige, andre direkte stødende.

For mit eget vedkommende må jeg sige, at en kage formet som et bryst, som man så sætter kniven i og skærer et stykke af, giver mig kvalme. Det er jo MIT bryst for helvede!!!! Det var sådan lægen gjorde for 4 år siden. Satte kniven i og skar… At man overhovedet kan finde på at lave spiselige produkter formet som bryster til netop denne kampagne er måske hele essensen af problemet.

For hvad drejer det sig om??? Opmærksomhed om en sygdom, der frarøver os mødre, søstre, mostre, mormødre, døtre og veninder? At samle penge ind? Til hvad? Forskning? Når man tænker på, hvor enorme summer, der igennem tiderne er blevet samlet ind til denne forbandede sygdom, så kan jeg ikke andet end undre mig over, at man ikke er nået længere. Selve grundidéen i behandlingen af brystkræft har ikke ændret sig en dyt siden min mor fik brystkræft i 1981. Devisen hed dengang: skær, forgift, forbrænd og det gør den stadig. Standardbehandlingen hedder i dag: operation(er), 6 gange kemoterapi, 25 gange strålebehandlinger (evt. flere hvis ung patient/brystbevarende operation). Langt de fleste patienter får den behandling. Eneste ændring i forhold til dengang er, at man ved hormonfølsom brystkræft nu også får et kemoterapeutisk produkt, kaldet "antihormonbehandling". En behandling man i øvrigt overvejer at tilbyde kvinder med stor risiko for at få arvelig brystkræft. Jeg håber af hele mit hjerte, at disse kvinder bliver ordentlig oplyst om, hvad de går ind til, hvis de siger ja. Det koster på livskvalitetskontoen at tage medicinen, men hvis eneste alternativ er at fjernet brysterne forebyggende, så må tabletterne trods alt være at foretrække.

Min mor sad en dag og betragtede mig og sagde så meget eftertænksomt "det kan godt være, at behandlingen minder om min for over 30 år siden, men de kommer noget andet i sprøjterne. Behandlingen er jo langt hårdere i dag end den var dengang". Og hun har ret. De senfølger, som behandlingen giver, skal jeg sandsynligvis leve med resten af livet. Men jeg har jo livet, sidder du muligvis og tænker… Ja, det har jeg. Men det har du jo også. Hvorfor skal jeg så have så meget bøvl, hvis det ikke er nødvendigt? Da min mor skulle i behandling, sagde en læge helt åbent og ærligt til hende, at de vidste faktisk ikke, hvad der virkede bedst, så de trak lod imellem de 3 forskellige former for kemoterapi, de havde at tilbyde på det tidspunkt. De trækker ikke lod længere… I mit tilfælde lod de det være op til mig at vælge! Jeg kunne vælge imellem det kendte regime eller vælge at deltage i en protokol. Hvis jeg sagde ja til sidstnævnte, ville der være 50% chance for at få ny medicin og 50% chance for at få det kendte regime, som man giver til kontrolgruppen. For det er jo netop det… Vi er i bund og grund alle "bare" forsøgskaniner. Smukke, stolte kvinder, der sidder med rank ryg i venteværelset på onkologisk afd. og krydser fingre for at netop vores forsøg går godt.

Og det går ikke altid godt. Kvinder dør stadig. Husk dem, når smilene bliver for store og indslagene bliver for grænseoverskridende. Og husk de tusindvis af kvinder, som rent faktisk har overlevet brystkræft. Vi lever med det HVER ENESTE DAG… Og vi lever i et samfund, som er så brystfikserede, at man sagtens kunne føle sig stødt mange gange dagligt, hvis man ikke har lært sig selv en teknik til at lægge låg på den slags følelser. Men når Danmark går amok i lyserødt i september/oktober måned hvert år, er det svært. Min "rejse" startede faktisk for nøjagtig 4 år siden, så der bliver virkelig rippet op i et gammelt sår hvert eneste år. Jeg troede, at jeg skulle være en aktiv del af denne kampagne, men jeg kan simpelthen ikke. For jeg kan faktisk ikke se, hvad den nytter? Forskerne har igennem årene fået masser af penge, men behandlingen har ikke rigtig ændret sig. Måske har vi kun fået overbehandling ud af det pga. mammografiscreeningsprogrammet. Det kan de kloge ikke rigtig blive enige om.

Men hvad skal kampagnen bruges til? Indsamling af penge er mit bedste bud. Hvad pengene så skal bruges til, aner jeg ikke... For jeg må sige, at Kræftens Bekæmpelse har skuffet mig fælt. Ved sidste landsindsamling i april, var jeg (naturligvis) ude at rasle med bøssen. Pengene skulle gå til forskning, patientstøttearbejde samt oplysning og forebyggelse. Da jeg kom hjem fra indsamlingen, skrev jeg glad til Kræftens Bekæmpelse, at jeg havde lyst, mod og overskud til at starte et motionstilbud for kræftramte på Vestsjælland. Dette var muligt i kraft af min arbejdsplads, Kroppens Hus i Sorø, som er et tværfagligt sundhedscenter med eget fitnesscenter. Jeg havde alle muligheder for at få det op at stå. En chef, der støttede 100% op om projektet, fitnessinstruktører og en yogainstruktør, der var fyr og flamme for at hjælpe samt mine egne erfaringer. Tanken om projektet var, at vi igennem motion skulle danne netværk for kræftramte. Noget, der virkelig mangler på Vestsjælland. Og jeg vil da mene, at et sådant projekt går ind under både "patientstøttearbejde" og "forebyggelse". Ved du, hvad Kræftens Bekæmpelse svarede??? De svarede nøjagtig det samme, som er det værste man kan sige til en kræftpatient………. Ingenting! Øhhh… Hvis ikke mit projekt kan få støttekroner, hvad kan så? Jeg kaster håndklædet i ringen - og overvejer at melde mig ud af Kræftens Bekæmpelse for det første. Dernæst overvejer jeg fast at immigrere i september/oktober fremover til et sted, hvor der ikke findes lyserøde sløjfer og tætsiddende, lyserøde T-shirts med kendte mænds håndaftryk, der kan afsløre asymmetrien ved min barm, som - vil jeg gerne lige indskyde - jeg er enormt glad for. Barmen er faktisk ikke så tosset. Vi har været meget igennem, mine bryster og jeg, og jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke satte pris på både dem og livet. Det gør jeg, men jeg orker ikke at blive mindet om det hvert eneste år, nærmest på årsdagen. Det ender sgu med at jeg får PTS. PMS lider jeg jo ikke af længere takket være netop brystkræft :)

Fik du set det, du ville...

Dette blogindlæg er forfattet i foråret 2011 og har været udgivet på Oestrogen.dk, hvor jeg en kort overgang skrev på en blog om at være mig... Bloggen er lukket, men ordene består i mine gemmer og jeg synes faktisk selv, at indlægget er ganske læseværdigt :)

Fik du set det, du ville...

Til begravelser bliver Kim Larsens "om bliver her stille" ofte spillet. Den skal ikke spilles til min begravelse. "Fik du set det, du ville?" spørges der. Nej! Det håber jeg da så sandelig ikke. Jeg håber, at jeg kan bevare min nysgerrighed og lyst til at lære nyt indtil den dag, jeg lukker øjnene for ikke at åbne dem igen. Om så jeg lever til jeg bliver over hundrede… Og det er min foreløbige plan.

Derimod vil jeg gerne have "Uh! Jeg ville ønske, jeg var dig" til at brage ud af højttalerne, når min kiste bæres ud. For det er jo sådan de fleste af os har det, ikke? Vi gider ikke at dø. Og vi gider at være syge. Og vi gider faktisk heller ikke rigtig at høre om sygdom og død. Vi fortæller historierne om den kræftsyge, som overvandt sygdommen og fortæller om , hvor sej han eller hun er. Fordi vi har brug for det. Tanken om at blive ramt af en potentiel dødelig sygdom er skræmmende og vi vil derfor gerne bevare illusionen om, at hvis hun kan klare det, så ville jeg også kunne klare det, hvis det skulle ske (men det gør det ikke, hvisker vi til os selv). Og det gør det heller ikke. Ikke før den dag, det gør. Det kan jo netop ramme alle og det har været noget af det sværeste at takle: hvorfor mig? Aldrig har jeg følt mig så forrådt, som jeg gjorde, da mit immunforsvar svigtede og lukkede den forbandede sygdom ind i min krop - mit tempel. Det har taget lang tid og jeg er nok ikke helt i mål endnu. Det er work in progress, som  man siger… At genfinde tilliden til min krop. I lang tid betragtede jeg min bevidsthed som" mig" og kroppen som mit hylster. Jeg var så vred på mit hylster. En morgen jeg havde været i bad og havde tørret hylsteret, tørrede jeg duggen af spejlet og fik øje på mit skaldede spejlbillede med de mørke rande under øjnene i det blege ansigt. Mit blik faldt derefter på min lækre, dyre Clarins bodylotion, som stod på kanten af vasken. "Fandeme nej!" råbte jeg og kylede den ned i en skuffe. Min krop skulle ikke belønnes med lækker creme, når den kunne opføre sig så tåbeligt overfor mig. En god terapeut ville sikkert have ringet efter den blå vogn med det samme, men det var sådan jeg havde det. Jeg hadede min krop. Og det svært, når man er nødt til at blive i den…

Jeg nåede så til et punkt, hvor jeg ikke længere turde at hade kroppen. Sæt nu de negative tanker endte med at blive en invitation til "åbent hus for dårligdomme"… Man får jo hele tiden tudet ørerne fulde af, at man som patient "bare" skal tænke positivt. Jo tak! Men nok så mange positive tanker ændrer ikke på det faktum, at du er nødt til at lægge krop til rigtig mange ubehageligheder, når du har kræft. Kemoterapi f.eks. Det er da paradoksalt, at inden jeg blev syg, levede jeg meget fornuftigt. Dyrkede motion, undgik solens farlige stråler, brugte parfumefri produkter og spiste fortrinsvis økologisk. Og pludselig en dag sad jeg og sagde "ja tak! I må gerne pumpe cellegift direkte ind i mine blodårer"…

I dag har vi et meget bedre forhold, min krop og jeg. Men jeg stoler ikke helt på den, så jeg holder øje. Hvilket faktisk også er en balancegang, fordi hvor store afvigelser skal der til før man ringer til lægen? Angsten for tilbagefald er plantet i mig og den går aldrig væk. Det er noget, jeg er meget bevidst om og jeg arbejder meget med det, fordi man skal ikke blive så bange for at dø at man glemmer at leve, vel?

Den gode historie...

Jeg har lige haft en dejlig oplevelse… På mit arbejde faldt jeg over et navn, jeg kender, da jeg skulle sende en faktura. Det var navnet på min gamle tysklærer… Altså, hun er ikke gammel… Da jeg havde hende tilbage i 1983-84, var hun i trediverne. Det var på det tidspunkt, hvor hun fik konstateret brystkræft. Jeg blev simpelthen så glad for at se hendes navn. Både fordi hun er et dejligt menneske, men også fordi hun er endnu et levende vidnesbyrd om, at man kan overleve brystkræft og leve lææææænge efter.  Da min tysklærer blev ramt, var jeg selvskrevet til at være en af de elever, der skulle besøge hende og overbringe de blomster, som vi havde samlet ind til i klassen. Selvskrevet, fordi jeg selv havde haft sygdommen tæt inde på livet få år tidligere, da min mor blev ramt. Jeg havde den største lyst til at skrive en lille besked til hende, men jeg gjorde det ikke…  Men jeg har smilet siden jeg så hendes navn på tryk - og det er dejligt… Måske jeg skulle skrive et lille brev til hende og sende det - uden en faktura - hehe...

Da jeg kørte hjem fra arbejde, sad jeg og talte løseligt hvor mange jeg kender, der har været eller er ramt af brystkræft. Tallet er skræmmende højt… Og det tæller altså både dem, som jeg altid har kendt og dem jeg har lært at kende efter jeg selv blev syg.

Vi er mange overlevere! Heldigvis… Og jeg håber, at jeg om 25-30 år får en lille håndskrevet besked fra én fra fortiden. Det vil jeg glæde mig til! Også selvom den muligvis kommer sammen med en faktura…

...

Æret være Annes minde...

Dette indlæg skriver jeg, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være…

Jeg har nu været medlem af Klub Brystkræft i ca. 2½ år. Og jeg har hele tiden været meget stolt af, at ingen har forladt klubben på den ultimative måde, mens jeg har været medlem. Altså ingen er døde...

I dag har jeg lige hørt, at et af mine forbilleder ikke er blandt os længere.

Anne Melander kan ses i denne lille film fra Brystgalla 2010… Jeg kender hende ikke personligt, men jeg brød ud i spontan gråd, da jeg fik at vide, at hun er gået bort. Det går nærmest over min forstand, at livet kan være så ubarmhjertigt

http://www.youtube.com/watch?v=LoaWMSDHWx4

Anne Melander kæmpede ikke blot for sit liv. Hun kæmpede også mod uretfærdighed. Med en mand og 2 små børn, som pga. lægesjusk stod foran at blive enkemand og moderløse kæmpede hun bravt mod systemet, som ville reducere erstatningen for fejlbehandling af sundhedsvæsenet, fordi hun sandsynligvis ville dø indenfor kort tid. Patientklageankenævnet valgte at anke Østre Landsrets kendelse. Ankesagen begynder så vidt jeg erindrer den 29. maj i år. Det er meget hurtigere end den slags ankesager normalt tager, men ikke hurtigt nok… Anne nåede ikke at høre Højesterets kendelse...

Jeg håber, at retfærdighed sker fyldest. Jeg håber, at de efterladte får medhold - IGEN. Denne gang uden Anne. Når lægestanden laver en fejl (det kan ikke undgås), så skal man ikke straffes dobbelt ved at et Patientklageankenævn nedsætter erstatningen med begrundelsen: "Ja, der er begået fejl. Ja, patienten har ret til erstatning. Og ja, erstatningsbeløbet reduceres, fordi lægefejlen er så graverende, at patienten rent faktisk ender med at dø meget tidligere end hvis sygdommen var  blevet opdaget i tide".

Mine tanker går til Anne Melanders familie og alle der kendte hende.

Æret være Anne Melanders minde

Hvad kan jeg blive?

På min rejse igennem sundhedssystemet har jeg lige undergået endnu en operation. Jeg har været indlagt på Næstved Sygehus på en helt fantastisk afdeling. Mens jeg lå der og forsøgte at få tiden til at gå, begyndte jeg at lege en lille leg. Kunne jeg arbejde som (den titel, jeg mødte)…




Kunne jeg arbejde som social- og sundhedsassistent? Ja da. Det tror jeg da godt, at jeg kunne. Kunne jeg arbejde som rengøringsassistent? Tja… Det ville ikke være drømmejobbet, men det tror jeg da godt, at jeg kunne. Kunne jeg arbejde som sygeplejerske? Ja. Helt bestemt. Kunne jeg arbejde som portør? Ja, hvorfor ikke? Kunne jeg arbejde som læge? Jep. Tror jeg ville være en god en af slagsen…



Og så slog det mig. Der er faktisk kun én titel, jeg ikke gider at have: patient

Jeg er noget ganske særligt - og jeg er træt af det…

Hvordan var det lige, at mit liv endte med at være én lang række af prøvelser??? Synes faktisk ikke, at jeg har fortjent det og jeg kan da kun sige, at hvis jeg bliver straffet for noget, jeg har gjort i et tidligere liv, så har jeg fandeme godt nok været et røvhul…



Jeg skyder 2012 i gang med endnu et indgreb.



Efter mit stunt på min fødselsdag med ambulancekørsel og falden om i venteværelset og hvad ved jeg, anbefalede lægen, at jeg skulle have en hormonspiral. Den skulle afhjælpe den bivirkning jeg får af den medicin, jeg får pga. brystkræft (anti-østrogenmidlet Tamoxifen som kan give fortykket livmoderslimhinde med kraftige blødninger til følge).



Det var den 16. november at jeg kunne krydse "spiral" af på listen over ting, som åbenbart skal prøves - på trods af at jeg er blevet smidt i tidlig overgangsalder af de forbandede Tamoxifen´er. De eneste fordele ved at få antihormoner er, at man er fri for at tænke på prævention og man slipper for menstruation. Når man altså ikke lige er én af de uheldige få, som får problemer… Og her peger min højre pegefinger på: mig…



Siden spiralen blev sat op - og må jeg lige indsparke, at det var egentlig ikke nogen rar oplevelse - har jeg blødt og blødt og blødt… Det kan lyde mærkeligt, at jeg ventede så længe, men spiralens funktion var at "udtynde" slimhinden og hvis den virker, så bløder man jo. Ud skal det… I sidste uge tog jeg dog kontakt til lægen, som anbefalede at jeg skulle tage noget medicin til at stoppe blødningen. Fem dage skulle jeg tage medicinen. I søndags var sidste dag og jeg blødte faktisk mere ved slutningen af "kuren" end ved starten. Jeg tog derfor fat i sygehuset igen i går. "Min" læge havde fri, så jeg blev tilset af en mandlig overlæge. For at gøre en meget lang historie kort så konstaterede han, at spiralen sad forkert og sandsynligvis var grunden til, at jeg blødte. Den sad simpelthen og generede og havde sikkert også lavet hul i mig… Hans teori passer meget godt for efter han fjernede den i går, er blødningen stort set stoppet. Pyha… Det er dejligt! Nu kan det være, at jeg kan få jernbalancen på skinner igen. Og mon ikke det også hjælper på min træthed...



Han foretog også en vandscanning. Jeg har prøvet det før og det gør bare naller. Lægen sagde, at nu prøver vi. Hvis ikke du kan klare det, må du i bedøvelse… Men jeg gjorde det sgu! Uden at mægle et ord. Ikke så meget som et lille piv - eller en dumsmart bemærkning.



Man siger, at når én dør lukkes, åbnes en ny… Sådan er det også med mine problemer. Lægen fandt en stor dims i livmoderen. En polyp sandsynligvis. En stor fætter på 2,5 gange 3 cm. Og hvordan kan det lige lade sig gøre, at de ikke så den i sidste måned. Når man tænker på hvor mange, der har rodet rundt derinde - og her taler jeg altså om personer i hvide kitler med lange medicinstudier bag sig ;-) Nå, men den skal selvfølgelig fjernes. Det bliver den så den 13. januar. Fredag den 13. Lægen kunne faktisk godt forstå, at jeg gerne ville have en ny dato. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Eller det kunne det godt, men så blev det længere ud i fremtiden. Og det skal altså overstås hurtigst muligt.





Så i går måtte jeg ringe rundt til familien - eller det vil sige, at jeg måtte låne en telefon og sms´e folk for at bede dem ringe til mig, fordi jeg løb tør for taletid i går formiddag , mens jeg talte med lægen. Død var telefonen bare. Do I feel lucky? Nej nej nej… Der bliver tanket op igen i morgen. Men ring gerne til mig. Jeg er hjemme i dag :-) Nå, men jeg skulle have fat i familien for at aflyse juleaften. Jeg smider håndklædet i ringen og erkender, at jeg IKKE kan. Det gør ondt… Men det er åbenbart prisen, jeg skal betale for at være noget ganske særligt… Det skal lige indskydes, at min familie er trådt til og julen skal nok blive fejret. Og jeg glæder mig...
 
 
 

For 102 mio danske kroner blandet kummefryser, tagbøjler og rengøringshjælp om jeg må bede…

I aften spilles der lotto om 102 millioner gode danske kroner. Det er mange penge. Og chancerne for at vinde er meget dårlige… Men nogen skal jo vinde - på et eller andet tidspunkt. Så hvorfor ikke mig?



Da jeg stod i den lange kø her omkring fyraftenstid, havde jeg mange tanker. Fordi det var ikke det sædvanlige sted jeg havde tænkt mig at købe kuponen. Skulle jeg virkelig ende med at være en af de der historier om hende, der af omstændighederne blev tvunget til at købe sin lottokupon et andet sted? Eller skulle jeg bruge 15 minutter ekstra for at købe kuponen i den sædvanlige kiosk. Så ville jeg jo være hende den loyale, hvis jeg gik hen og vandt.


Mens jeg stod i køen - og den var l-a-n-g - gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Foran mig stod to unge mænd. De valgte at gå, fordi det tog for lang tid. Ventetiden brugte jeg på at tænke endnu flere tanker. Hvis de stod af, så ville jeg jo nok i princippet få deres lynlotto. Måske det var meningen???? Eller også skulle jeg købe to kuponer? Det er store beslutninger.


Og hvad ville jeg egentlig bruge 102 millioner danske kroner til? Tja…. Rengøringshjælp, gartner til sommerhushaven, en kummefryser og tagbøjler til bilen så jeg kan fragte min havkajak til ønskede steder… Det er faktisk det eneste jeg mangler. Vandt jeg, ville jeg naturligvis forsøde tilværelsen for mine kære, give til velgørenhed og investere i sikre obligationer :-)


Men 102 millioner kroner! Det er jo vanvittigt… Håber at 100 personer hver vinder ca. 1 millioner kroner. Det ville sprede så meget glæde og ville være nemmere at håndtere for vinderne…



Men jeg stod altså også i kø af en anden grund. Min elskede mor kunne have haft bryllupsdag i dag. Så hun skulle selvfølgelig have blomster i dag. Med min meget savnede, afdøde far i tankerne fik hun en buket roser. Og hun blev glad. Hendes smil var faktisk 102 millioner danske kroner værd :-)

That´s what friends are for... Og hvor er jeg glad for mine...

Når man ligger i en scanner og pludselig får tanken: "scanneren var meget tæt på min næse… Mon mine knæ stikker højere op end næsen? Får jeg knust mine knæskaller lige om lidt????!!!!" Så kan man faktisk godt føle en lille snert af panik. Men kun indtil man kommer i tanke om, at det jo nok ikke er anderledes end når en bil er i vaskehal. Der er også en eller anden sikkerhedsanordning, der sikrer, at vaske/tørredimsen ikke kvaser bilen. Og den virker da i langt de fleste tilfælde… Altså lige indtil den dag, den flår taget af en bil!!! Tilbage til panikken…




Og sådan svingede jeg så frem og tilbage imellem snusfornuft og meget lidt fornuftsbaseret paniktilstand - indtil scanningen var overstået. For at få styr på mig selv, gentog jeg mit sædvanlige mantra "Jeg er rask! Jeg er smuk! Jeg er heldig!" Denne gang forsøgte jeg så at sætte musik til. Jeg har været igennem en lang række børnesange, men rytmen passer ikke helt… Arbejdet med at finde en egnet sang fortsætter næste gang, jeg har brug for at beskæftige hjernen for ikke at gå i panik.



De seneste par uger har været hårde ved mig. Der er blevet stukket i mig så mange gange, at jeg ikke en gang kan tælle dem. Senest i dag da jeg skulle have sprøjtet radioaktivt kontraststof direkte ind i årerne. Som jeg sagde til sygeplejersken "før jeg fik brystkræft spiste jeg økologisk og brugte kun parfumefrie hudprodukter" Det gør jeg faktisk stadigvæk, men det virker omsonst, når man har fået kemoterapi…



Efter indsprøjtningen skulle jeg vente 2-3 timer før kontrastvæsken var nået ud til knoglerne. Og hvad kan man bruge ventetiden til? Jeg var ikke i tvivl. Jeg ringede til min bridgemakker, min sygdomspartner og min dejlige veninde. Hele tre ting i én person… Mit helt private kinderæg: Lene! :-)



Lene og jeg har været så meget igennem sammen - og vi har haft nogle fantastiske stunder sammen. Omstændighederne til trods. Da vi skulle have strålebehandling fik vi arrangeret, at vi kunne få tider nogenlunde samtidig, så det blev til mange, mange grin og kortspil og overdådige morgenmadsmenuer på Stråleterapi Afd. på Næstved Sygehus i marts og april 2010.

At have nogen at følges med er guld værd. I sidste uge foretrak jeg at tage alene til 2 grimme undersøgelser. Det havde været helt uhørt, da jeg skulle til mammografi i november 2010. Dengang havde jeg Henriette med og jeg var meget taknemmelig for hendes selskab. Men på det år der er gået, er jeg blevet endnu mere hærdet. Succeskriteriet for mammografien i sidste uge var naturligvis i første omgang, at undersøgelsen gik godt. Dernæst at jeg ikke besvimede denne gang og at jeg heller ikke brød sammen i krampegråd denne gang. Det ender med, at jeg bliver helt dygtig til det :-)

Lene og jeg havde en fantastisk dag sammen i dag. Vi spillede kort, grinede, spiste morgenmad og grinede endnu mere. Billedet er fra foyeren på Næstved Sygehus...